En ferm spansk thriller med stærke hovedroller, tilsat en god portion dysfunktionelle familier og et stænk af romantik. ’May God Save Us’ er to timers godt selskab i et smukt filmet Madrid.

Det er svært at lave en original thriller, især af den slags hvor politi skal opklare et eller flere mord. Som regel ender det med, at de opklarer mordene og på den ene eller den anden måde stopper gerningsmanden. Så hvordan skiller man sig så ud fra resten?

I et skoldhedt Madrid jagter Velarde (Antonio de la Torre) og Alfaro (Roberto Álamo) en yderst brutal morder med hang til at voldtage ældre damer. Da byen samtidig er ved at gøre sig klar til et forestående besøg af Paven, er situationen yderst højspændt.

Uperfekte mennesker
Velarde og Alfaro er ganske som filmforskrifterne byder et umage makkerpar. Hvor Alfaro er ekstrovert og passioneret, er Velarde introvert og nærmest følelseskold. Deres privatliv er også en gang rod, ganske som det skal være for politimænd på film. I ’May God Save Us’ er der dog skruet en betydelig tak op for problemerne for det dysfunktionelle makkerpar.

Alfaro er fyringtruet efter han har smadret en af sine kollegaer, og han bevæger sig i det hele taget rundt, som var han en vulkan konstant på grænsen af udbrud. Dualiteten mellem den frådende betjent og så den lidt mere rolige, men forsømmende, familiefar, er velkendt, men også veludført.

Velarde lider af en stammen, der gør, at han mere eller mindre isolerer sig fra omverdenen. Dog fanger en sød rengøringsdame i hans lejlighedskompleks hans opmærksomhed, men hans kurtiseringsevner er ikke de mest ferme. Til tider virker det humoristisk og andre gange foruroligende.

Nyt perspektiv
En af filmens absolutte styrker er, at der i den sidste fjerdedel skiftes synsvinkel fra Alfaro og Velarde til morderen. Det er et grumt blik ind i, hvad der rører sig i psykopatens hoved, især når han er ude på jagt efter næste offer. Det er ”tage-hænderne-op-for-øjnene-og-kigge-mellem-fingrene” ubehageligheder, der sker i den sekvens, og det er herligt. Det er lige tilpas uden det går over i meningsløs volds-exploitation.

I det hele taget er det lettere genialt, at man har valgt det skift, da man ser visse ligheder imellem vores hovedpersoner og morderen. Det bliver klart, hvor små ting og valg der skulle til, før rollerne var byttet rundt. Uden at afsløre for meget, kan jeg sige, at forholdet til deres mødre spiller en særledes stor rolle.

Solid er nok det ord, der bedst beskriver filmen. Der er ikke noget, der falder igennem. Men omvendt er der heller ikke meget nyt under den bagende sol. Det er genkendeligt, men så veludført og især velspillet, at man ikke keder sig på noget tidspunkt.