Melancholia – Premiere 26/5/2011

af Dorte Winkler
26. maj 2011

Bruden fanget i et garn. Kirsten Dunst i Lars von Triers Melancholia. Photo by Christian Geisnæs.

Af Dorte Winkler

Lars von Trier har lavet en ny film. Det går aldrig stille for sig og som regel skiller hans film vandende – tænk bare på sidste års brutale og voldsomme, men samtidigt foruroligende smukke Antichrist. Dertil kommer Triers mange udtalelser i forbindelse med diverse pressemøder – ikke mindst på filmmekkaet Cannes, hvor han normalt er selvskrevet – og i år var ingen undtagelse – det bliver vist et af de pressemøder der går over i historien, om det er så berettiget eller ej. Men som sagt, Lars von Trier har lavet en ny film – og ingen filmentusiaster kan helt slippe uden om at skulle se den og have en mening om den. Filmen hedder Melancholia og handler om jordens undergang og selvom dén ikke fik de gyldne palmer i Cannes, så fik Kirsten Dunst dem for sit skuespil, nøjagtig som Charlotte Gainsbourg gjorde det sidste år for Antichrist, og Björk i sin tid for Dancer in the Dark.

At jorden går under er jo ikke en ny tanke. Adskillige sekter har det som deres ypperste trosgrundlag at jorden og dens befolkning skal dømmes på den yderste dag og kun de rettroende får plads i himlen. Katastrofer af forskellig undergangsagtig karakter har længe været en fast del af filmverdens underholdningsindustri, med alt fra vulkaner, bølger, atomkrige og fremmede magter fra jorden eller universet som den truende aktør. Grundsubstansen i disse film er at katastrofens omfang bliver afværget og kun et relativt beskedent antal mennesker dør.

Dette gælder ikke for Melancholia, selvom det til dels også handler om en truende katastrofe der kan forårsage hele jordens undergang. En planet ti gange større end jorden nærmer sig og der er fare for at den ikke som først troet går i en bane udenom, men rammer og dermed opsluger hele jorden og alle mennesker på den. En katastrofe af enorme – ja finitte proportioner. Planeten hedder Melancholia – en metafor for melankolien som et livssyn, der er altopslugende i sin tristesse og i øvrigt nært beslægtet med den ligeså altopslugende og destruktive psykiske sygdom, depression, som Lars von Trier selv lider af i lange perioder.

I Melancholia minimerer Trier undergangsscenariet ved at fokusere på to kvinder, de to søstre, Justine og Claire, der har et meget tæt forhold, men som også er så forskellige som dag og nat. Det er disse to kvinder og ikke mindst deres reaktioner vi følger op til det endelige øjeblik. Søstrene spilles af Kirsten Dunst som Justine og Charlotte Gainsbourgh som storesøsteren Claire.

I sædvanlig Trier-stil er filmen opdelt i to kapitler – et for hver søster. I det første, Justine, er vi med til Justines bryllupsfest, arrangeret af storesøster Claire på hendes og hendes mands smukke og eksklusive landsted. Et bryllup hvor den har fået alt hvad den kan trække, nærmest som et modsvar til den usikkerhed over ægteskabet og livet, der ligger dybt og mørkt i Justine, og som langsomt dukker frem i takt med festens udvikling. I det andet kapitel, Claire, er Justine tilbage på landstedet og planeten Melancholia nærmer sig jorden. Claires mand John, spillet af Kiefer Sutherland, er amatørastronom og ellevild af begejstring over det forestående fænomen. Claire er til gengæld opslugt af angst for at mødet med Melancholia skal gå galt og frygter for sit eget og ikke mindst sin lille søns liv. Da det står klart at katastrofen er forestående har vi kun disse tre personers reaktion at følge og leve med i.

Skuespillet er helt i top – Kirsten Dunst maner alle formodninger om at hun kun kan være Spidermans girlfriend grundigt i jorden, med sin nuancerede, kompromisløse og knugende gengivelse af melankolikerens væsen. Charlotte Gainsbourg er fuldt ud troværdig som den ansvarsfulde og ganske normale storesøster, som tillidsfuldt forlader sig på sin mand og trives med sit liv som mor og hustru. I nogle af de mindre, men ikke mindre bemærkelsesværdige roller, ser man fx Charlotte Rampling som søstrenes forbitrede mor, Udo Kier som bryllupsarrangør, Jesper Christensen som hustjener/butler og Stellan Skarsgaard, som Justines chef. De er alle fint castede og interessante karakterer, som næsten kunne bære en hel film i sig selv.

Melancholia er en ufattelig smuk film, og selvom den har sine glossy elementer og ind imellem rammer det pompøse – med musik af Wagner og i scenerne fra bryllupsfesten fx, så er den underliggende stemning alt andet end fryd og gammen og billederne bliver aldrig ren fløde, som Trier selv har kaldt det. De stærke og nuancerede kvinderoller er ikke bare enhver skuespillerindes drøm, men er også dybt tilfredsstillende at opleve som publikum – her er der endelig kvinder der ikke er omvandrende undskyldninger for sig selv, eller kønt vedhæng til de spændende mænd. Trier er helt klart en eminent personinstruktør oveni alt det andet.

Melancholia er en sansemættet billedhyldest til slutningen og dermed på sin egen forunderlige vis også til livet og livets skønhed. Ikke til at ryste af sig, og helt sikkert en must-see film for alle.

2 Comments
  1. Awesome website you have here but I was curious about if you knew of any community forums that cover the same topics discussed in this article? I’d really like to be a part of community where I can get suggestions from other experienced individuals that share the same interest. If you have any remdocenoatimns, please let me know. Cheers!

  2. The endgame here is China dumping cheap, superior product on the world.The only questions are how much and for how long.Last time around in the early 90′s the over capacity of state of the art manufacturing in Asia lasted into this boom. THe US did nothing but allow a lot of it’s manufacturing base to evaporate. One could not even purchase raw material in the US for the price paid for Asian finished goods delivered and this when fuel wasn’t dirt cheap.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>