Mickey Mouse og Darth Vader er blevet stedbrødre

Først Pixar. Så Marvel. Mediegiganten Disney (Hollywoods svar på Arla) har i løbet af de seneste år kastet godt om sig med pengene og opkøbt næsten alle franchises, der er værd at eje. Næsten. Set i bakspejlet burde man måske have set det komme. Alligevel lod de fleste til at være overraskede over tirsdag nats store nyhed: Disney har købt Lucasfilm!

4,03 milliarder dollars – eller 24 milliarder danske kroner – er, hvad 4 gange Oscar-nominerede AFI Life Achievement Award-vinderen, George Lucas, skulle have for sit livsværk. Lucasfilm blev stiftet i 1971 af George Lucas selv, hvis første film, American Graffiti, blev vel modtaget i 1973. Det var dog først i 1977, at Lucasfilm og George Lucas selv gjorde sig globalt bemærket med sci-fi/fantasy-eventyret Star Wars. Faktisk så bemærket, at det satte skub i Hollywood på både den tekniske, kreative og ikke mindst salgsmæssige front og for alvor banede vejen for, hvad vi i dag kender som ‘blockbusters’.

Det blev til en trilogi, og så en mere. I dag går Star Wars-serien for at være en af de vigtigste og utvivlsomt største filmserier i de bevægende billeders historie. Og nu fortsætter den. For allerede på samme dag, som opkøbet af Lucasfilm blev offentliggjort, blev det også slået fast, at der i 2015 vil starte en ny trilogi i sagaen, der fortsætter, hvor Episode VI slap. Denne gang med George Lucas selv på sidelinien.

Ud over alle rettigheder til Star Wars betyder opkøbet af Lucasfilm også, at Disney bl.a. har frihed til at bruge Indiana Jones, som de vil.