Hvorfor er jeg så forbandet ligeglad, når krudt, kugler og cæsium flyver om ørerne på mig?

Marky Mark Wahlbergs Jimmy/Child 1 er sur hele tiden, men jeg ved hvorfor, fordi det er gjort 100% klart i filmens klodsede startmontage, så jeg er ligeglad. Ligeså ligeglad er jeg med hans flotte gule håndledselastik, der skal hjælpe ham med at slappe af, når han skyder på folk og råber seje ting som ”Im gonna fight the fuck out of these motherfuckers”, hvilket tilsyneladende ikke virker den mindste smule.

Jeg er også ligeglad med de store mængder farligt cæsium, som en gådefuld kampsportsudøvende dobbeltagent fra et ikke nærmere præciseret sydøstasiatisk land (Iko Uwais) er den eneste, der kan lokalisere. Jeg er desuden ligeglad med Marky Marks ’Overwatch’-militia-kollega Alice (Lauren Cohan) og hendes futuristiske app-drevne skilsmisse, for den har ingen betydning for den højspændte handling og de øvrige karakterer og temaer, som jeg også er ligeglad med.

Det er generelt imponerende, hvor lidt samtlige elementer af det ellers ambitiøst actionfyldte arrangement interesserer mig. Men der er en undtagelse.

Er det en paryk?
Hans Majestæt, John Gavin Malkovich, er blevet udstyret med en frisure, der er så fascinerende, at den, selv hvis den optrådte midt i en i forvejen seværdig film, ville overstråle alt andet. Den skinner som en særligt forfængelig stjerne, der er blevet poleret af en særligt karrierebevidst og entusiastisk skopudser, som forhåbentligt har fået kosmiske mængder drikkepenge.

Det er ikke kun dens skønhed, der opsluger mig. Det er også dens eksistens i sig selv. Den aldrende Malkovich er en efterhånden veletableret foxy skaldepande, så det må formodes at være en form for high-end hårvækst protese (læs paryk). Dog virker selv dette umuligt, da hårenes potente stritten ud fra Malkovichs berømte isse virker naturligere end en specielt økologisk hjort, der dufter til en fredet plante i en endnu uopdaget urskov.

Hårpragtens rødlige glorværdighed akkompagneres af den terapeutiske og semi-erotiske stemme, hvis kilde skal findes få centimeter under den nye hårgrænse. Malkovichs signaturstemme er ligeså tranceskabende og fræk som altid, og den slipper afsted med både hidsige replikker som ”stop monologueing, you bipolar fuck” og ytringer, der i munden på den nyfriserede legende lyder som begyndelsen på en semi-dyr sengekantsfilm: ”the package will land in Rammstein, Germany”.

Det er som om instruktør Peter Berg har ønsket at drage al opmærksomhed hen på hr. Malkovich. Han er desuden blevet iklædt et populært brand af sneakers, der aldrig forklares, men som der alligevel henledes en underligt stor portion opmærksomhed på.

Verdens dyreste hår-reklame
Det virker sørgeligt og unødvendigt at bedømme ’Mile 22’ som spillefilm, da det tydeligvis i højere grad er tænkt som en småusædvanligt langt og omstændig showcase for Malkovichs nye velsmurte garn, men livet er ikke retfærdigt.

At en velanbragt paryk kan drage min opmærksom i det omfang, den gør, er en ret åbenlys indikator for, hvor lidt ophidsende en filmoplevelse jeg har udsat mig for. Volden imponerede til trods for det faktum, at der tilsyneladende er placeret mikrofoner inde i samtlige knæskaller, der ødelægges, men ikke i nogen grad, der ikke er set før i bedre film. Den enormt dygtige indonesiske kampfilmsstjerne Iko Uwais brillerer naturligvis med sin guddommelige bevægelighed, men ’Mile 22’ er langt mere end 22 mil fra niveauet i ’The Raid’-filmene, hvor Iko Uwais spiller hovedrollen.

Wahlberg er sygeligt intens og til tider morsom, men aldrig for alvor interessant, og ærligt talt kunne det have været rart, hvis Malkovichs fremragende hårpragt ikke var omgivet af alt det distraherende skyderi.

Foto: Kino.dk