Miles Ahead

Jeg kunne måske godt have ønsket mig lidt mere tyngde i ’Miles Ahead’, men det er en meget velspillet og charmerende film, som bryder en smule med biografi-normerne.

Miles Davis er lige så stor inden for jazzmusikken som Beethoven er inden for klassisk musik. Det kan derfor ikke komme som den store overraskelse, at en film om Davis’ liv skulle slutte sig til den endeløse række af biografiske film om musikere. Hvad end vi taler Mozart eller Morrison er der selvfølgelig lavet en film, og de har en tendens til at følge nogle af de samme plotpunkter. Vi skal se musikerne som børn, hvorfra de sikkert har traumer. Vi skal se dem som unge idealister. Vi skal se dem slå igennem. Vi skal se dem i en krise (som ofte har med stoffer at gøre) og hvis det er muligt, skal filmen gerne slutte med, at de kommer ud af krisen igen. Selvom denne historie i og for sig kan være rigtig effektiv kan det også virke en smule repetitivt, og derfor er ’Miles Ahead’ i hvert fald til en vis grad et friskt pust.

’Miles Ahead’ følger ikke Miles Davis i barndommen eller inden han slår igennem, men springer direkte ind i krisen. Vi følger Davis over to dage, hvor han leder efter et stykke musik, han har skrevet, mens han følges med en ihærdig journalist, som bare vil have et interview med ham. Alt imens er Davis selvfølgelig under indflydelse af diverse euforiserende stoffer og et konstant pres fra hans pladeselskab, som meget gerne vil have ham til at udgive noget ny musik.

Cokevrag med karakter

Davis, som spilles af Don Cheadle, er et vrag det meste af filmen, men han er et charmerende vrag. Han bander, svovler og sviner alt og alle til, men Davis’ rustne og hviskende stemme, som Cheadle rammer med perfektion, får selv det værste møgfald til at være ret sjovt at lytte til. Dette er et godt eksempel på, at filmen aldrig rammer den triste, melankolske stemning, som krisen i musiker-biografien typisk gør. Tonen er gennem hele filmen meget let, med undtagelse af når Davis tænker tilbage på sin ekskone, som han ikke havde det sundeste forhold med.

Udover Cheadle og hans ekskone byder ’Miles Ahead’ ikke på det mest imponerende skuespil, men det er heller ikke nødvendigt. Ewan McGregor spiller den ihærdige journalist, som følger Davis gennem hele filmen. Selvom McGregor er en fantastisk skuespiller, kræver hans rolle ikke så meget andet end den drengede charme, som McGregor kan hive ud af ærmet til enhver tid på trods af sin alder af 45 år.

Lidt for let

På grund af tonen er ’Miles Ahead’ en meget nem film at se, men indholdet får heller ikke altid den tyngde det fortjener. Jeg var aldrig i tvivl om, hvor filmen ville ende, og det gjorde det svært for mig for alvor at investere mig i den største krise i en mands liv. Der er ikke så mange interessante karakterer i filmen, og det er måske lidt ærgerligt, at en biografi om en af det sidste århundredes største musikere ikke byder på så meget mere end en lille, skæg historie. Dog er filmen charmerende og underholdende, og den byder på en af de bedste roller Don Cheadle endnu har givet, hvilket ikke siger så lidt.