Han finder en halvrøget smøg på jorden, samler den op og tænder den med ilden fra det brændende hoved, han for få sekunder siden huggede af med sin skinnende hjemmesmedede økse.
Hvilken type musik sætter jeg på bagefter? Selv den nyligt afdøde Jóhan Jóhannson, som jo leverede soundtracket til min nyligt overståede oplevelse, har ikke kreeret noget lydlandskab, som passer rigtigt til den ujordiske stemning, jeg befinder mig i. Ingen af mine sanser lader til at fungere normalt, og på togturen hjem sidder jeg med hørebøffer uden den mindste smule lyd i og kan ikke se andet end Nicolas Cages blodige maniske ansigt foran mig. Nogen har gjort noget ved mig.
Det virker, som om overskriften for denne omgang CPH PIX for mig bliver ”Sansechok”. I går udsatte jeg mig for Peter Stricklands ’In Fabric’, der med sin udsøgte brug af lyd, den populære farve rød samt mannequinpubeshår levet af et par dygtige herrer ved navn Manfred og Geert gav publikum en ordentlig omgang æstetisk tæsk. Jeg var overbevist om, at det ville blive den mest intense sanseoplevelse i en biograf, jeg fik i år. Allerede efter min anden film på PIX har det vist sig at være helt forkert.
Arthouse-kongen vender tilbage
Nicolas Cage er efterhånden blevet en mytologisk figur for mig. Han er i min agtelse gået fra komisk ”so-bad-it’s-good”-figur til sporadisk imponerende til verdens måske mest interessante skuespiller. En uovervindeligt excentrisk personage, der med sin atypisk ekspressionistiske og nærmest operatiske spillestil er en evig joker i de uendeligt mange hollywoodfilm, han har spillet hovedrollen i de sidste mange år.
Hver af disse ofte mislykkede mainstreamværker føltes som en slags eksperiment for hr. Cage, og derfor virker det majestætisk og overskudsagtigt endelig at se ham vende hjem til det format, han altid har været som skabt til: Arthouse filmen. Alle de voldsomme ”cage-ismer”, som der er blevet grinet af de sidste tyve år, giver pludselig fuldstændig mening i det magiske, uhyggelige og insisterende angreb på sanserne, der er ’Mandy’.
Ud over at være den mest overbevisende skildring af en mand drevet af hævn, så er det også de bedst opsatte hævntogter, jeg har set på film. Intet middel er for ufint til at skabe et radikalt og uhørt niveau af had fra publikum til Cage’s hævnofre, og det er en fornøjelse at se dem tilintetgjort. Især fordi de dør så smukt. Den sidste smule menneskelighed tages ikke kun ud af morderne og Cage, men også ud af mig som publikum. Kun dyr sidder tilbage i biografsæderne.
Godt, der ikke skete noget
For plot-fetichisterne er der ikke ret meget at komme efter. På mange måder er Panos Cosmatos lykkes med jordens mest banale handling: Mands kone myrdes – Mand hævner sig – k’Kæmpe blodfest. Udført med mindre æstetisk overskud havde det været en decideret katastrofe, men sjældent har jeg set en mere fængslende brug af farver – for slet ikke at tale om rekvisitter.
Da jeg var ti år, ønskede jeg mig intet mere end et ægte lyssværd fra Star Wars. Nu ville jeg uden at blinke bytte tredive originale laservåben for den åndssvagt episke potensforlænger af en økse, som Cage slæber rundt på i anden halvdel af filmen. “Apropotens”, så kom en ikke så lidt komisk motorsavsfægtekamp/pikmålingsmetafor også som at rart om end mildt toneforvirret pusterum midt i den dystre røde tåge.
Jeg er simpelthen lykkeligt overvældet over, hvor gennemført mine ører og øjne er blevet banket, og hvordan en af verdens mest omdiskuterede skuespiller ud af det blå har givet mig sit livs mest ekstreme optræden.
Så nu sidder jeg her altså. Med et fuldkomment uoverskueligt mesterværk friskt i erindringen og et fuldstændig lydløst s-togs univers forsaget af mine effektivt lydblokerende hørebøffer. Jeg bliver nødt til at se uhensigtsmæssigt mange afsnit af ’That 70’s Show’ eller en anden hjernedød sitcom, inden jeg skal i seng, hvis jeg skal være klar til mere af samme skuffe de næste ni dage af festivalen.