’Minari’ drømmer højt op til skyerne og slår rødder i sjælen

Copyright: Scanbox

Dette intime portræt af en koreansk familie er ikke bare endnu en fortælling om den amerikanske drøm. Nej, dramaet tør drømme tårnhøjt og rejse sig efter at være faldet til jorden.

I kølvandet på årets Oscar-show kan vi nu langt om længe få set nogle af de helt store nominerede film i lille Danmark. Og ’Minari’, hvis kvindelige birolle tog sejren hjem, fortjener langt mere hæder, end den har fået.

Får vi nu endnu en film om den klassiske amerikanske drøm, som familien i fokus forsøger igen og igen at gribe fat i og holde fast på? Jovist.

Men filmen bygger på instruktøren, Lee Isaac Chungs egne minder og livet som immigrant i USA, og det kan i den grad mærkes.

Langt væk hjemmefra

Ægteparret Jacob (Steven Yeun, ’Sorry To Bother You’) og Monica (Han Yeri, ‘Sea Fog’) ankommer til Arkansas fra Californien med deres to børn, hvor faren drømmer om at etablere en farm fuld af koreanske grøntsager og frugter.

Moren er dog ikke begejstret for at bo langt væk fra ingenting og i den lettere forfaldne husvogn, der bliver deres nye hjem. Familien inviterer derfor bedstemoren Soonja (Youn Yuh-Jung, ’Right Now, Wrong Then’) til at flytte ind hos dem.

Familieværdierne bliver sat på prøve, når forældrene har vidt forskellige ønsker til tilværelsen.

Samtidig forsøger børnene at holde sammen med deres bedstemor, hvilket dog ikke helt nemt for den yngste, der er mere end pinlig over den lidt rapkæftede kvinde.

De forskellige interne konflikter spiller let overens og bindes sammen og glattes ud som en ren symbiose. Mens følelserne, der indebrænder langsomt før de rigtigt eksploderer, er så skærende og overvældende ægte.

Vores forholdsvist lille cast suppleres af den religiøse Paul (Will Patton, ’After Hours’), der på ingen måde er en white saviour, men i stedet bløder sjælen op hos den stædige Jacob lidt efter lidt.

Og ’Minari’ tør drømme, selv når det ser hjerteskærende håbløst ud.

Skænderier og bjergvand

Alle skuespillerne må og skal bifaldes, men særligt sammenspillet mellem Youn og familiens yngste, David (Alan S. Kim) giver smil efter smil på læben.

Børneskuespilleren gør det blændende godt, og bidrager med både optimisme og et grin, som da han tisser i en kop og skænker det til sin mormor, når hun ellers bedte om Mountain Dew.

Soonja, der er højrøstet og excentrisk, formår at gå både barnet og faren på nerverne, men fremfor alt, så binder hun alle parter sammen.

At hun planter minari-planten i åen allerlængst væk, nærmest gemt væk som en hemmelig oase, er symbolsk. Her efterlader hun et spor af sine egne rødder i børnenes nye hjem. Den amerikanske drøm handler om at finde lykken på fremmed jord, og familien i ’Minari’ lykkedes med det på en helt særlig måde.

En ærkeamerikansk fortælling

Oscar-prisen for bedste kvindelig birolle, bedste unge skuespiller og bedste original manuskript – det er alt sammen, noget ’Minari’ kan bryste sig med, og alt den har opnået er fortjent og intet mindre end uforligneligt.

Så var der bare lige den Golden Globe. År 2021 er ikke ligefrem et normalt år, men overraskende nok (og så alligevel ikke overraskende overhovedet, hvis man ser på prisshows lange historie med racisme) så blev dramaet nomineret for bedste udenlandske film, sammen med Danmarks ’Druk’, selvfølgelig.

Men hvorfor dog det? ’Minari’ er produceret i USA, men at der bliver talt lige dele af engelsk og koreansk må have betydet, at juryen dømte den som fremmedsproget.

Og det er et problem, man ikke kan ignorere.

’Minari’ er så amerikansk en fortælling som noget kan være, og det er ærgerligt, at instruktørens vision om at give minderne videre til sin datter overskygges af en fejl som denne.

Men ligesom hovedpersonerne, rejser filmen sig atter fra modgang og nedslag, og måske er filmen i sin helhed også et tegn på, at den amerikanske drøm stadig lever.

Det er med kaos og tårer, at familien forsøger at vise deres værd som sande amerikanere, men er drømmen ikke at alle kan finde lykken? For det er med sammenhold, at de klarer alt. Og de to generationer, ligesom instruktøren, dedikerer deres liv som et kærlighedsbrev til deres efterkommere.