Mit liv som Squash

Der er animerede øldåser, forsømmelse, schweizisk techno på skitur og spirende kejtet stopmotion-romantik i denne underdog af en børnefilm. ‘Mit liv som Squash’ er en trebenet hundehvalp. Den går langsomt og er lidt uhyggelig – men også rigtig nuttet.

Først og fremmest bør det slås fast, at filmen handler om børn. Ikke antropomorfe grøntsager. Nok kaldes vores hovedkarakter Squash, men han er på trods af sin animationssærhed og blå hår et menneskebarn. Ikke en squash.

Squash menneskebarn
Livet som menneske er ikke altid for børn. Heller ikke dem med nuttede tegneserienavne. Den indledende scene i filmen udspiller sig i et halvtomt børneværelse, hvor den efterladte Squash må tage til takke med dynger af øldåser som legetøj. Han tegner sin far med farvekridt på forsiden af en drage i snor. Som en superhelt. Med voksenøjne ser man straks faren, der for længst har forladt dem og forvandlet Squash’ mor til en fordrukken sofakartoffel med tilbøjelighed til misrøgt. Tilnavnet Squash er det eneste minde den anæmiske dreng med de forsømte øjne har tilbage om hin kærlig barndom.

Åh bum undskyld
Sådan kan ubesværede børn synge i lykkekor med deres forældre og Alberte Winding. Anderledes er det dog for Squash, der ved et uheld kommer til at slå sin mor ihjel. Lemmen til hans loftsværelse bliver morens endeligt, da hun i sin fulskabs aggressivitet jager ham op af stigen. Allerede her viser ’Mit liv som Squash’ virkelig karakter. At lade en børnefilm starte med utilsigtet manddrab er modigt, og der er en fin fortælling i vente på trods af det barske udgangspunkt. For snart er Squash alene i verden på vej mod børnehjem.

Ikke som de andre børnehjem
I modsætning til mange andre af de børnehjem man har set på film, er det et kærligt sted med sjove og dedikerede voksne. Det er skønt, at der gøres op med klichéen om børnehjemmet som helvede på jord og evindeligt hjem for egoistiske børnehadere. For børnehjemmet bliver Squash’ redning. De andre børn er et klassisk udvalg af samfundets glemmekasse – typer de fleste kender eller er stødt på gennem livet. Paletten af børnefigurer er skildret med så uhyggeligt realistiske personligheder, at man nemt glemmer de mærkelige hårfarver, kolosøjne og at de er lavet af modellervoks. På børnehjemmets skitur er der dansefest til ’Eisbär’ med den schweiziske gruppe Grauzone fra 1981. Det er bizart, overmodent og romantisk, men også ret fantastisk.

Barskt børneliv i øjenhøjde
Socialrealismen er ikke til at tage fejl af, men filmen formår stadig at være en underholdende børnefilm. Den bør i særdeleshed fremhæves for børnehjemsbørnenes akkurate, pragmatiske syn på tilværelsen. Man kan tydeligt mærke hvad modellervoksfigurerne har oplevet, hvilket er det absolut mest rørende ved filmen. En altafgørende detalje som jeg håber er forbeholdt dem, der ser med voksenøjne.