MIX Copenhagen – Ondskaben er en teenagepige

Copyright: Provocator

Jeg er født i en tid, hvor verden er begyndt at forstå, hvor magtfuld teenagepigen er.

Denne tanke går faktisk helt tilbage til den første gang, jeg så ’Mean Girls’, men den er atter vågnet fra sit hi efter at have set ’Bit’, der bliver vist på årets MIX Filmfestival – Danmarks og en af verdens ældste filmfestivaler for LGBTQ+-miljøet.

I ’Bit’ møder vi den transkønnede teenager Laurel (Nicole Maines), der flytter til Los Angeles over sommeren. Her møder hun en gruppe glamourøse, lesbiske vampyrer, som jeg med et forelskede mig i. Efter et hook-up bliver Laurel selv én af flokken, der har den vigtigste regel, at de ikke må forvandle drenge til blodtørstige nattevæsner.

Skaberne af filmen har valgt at caste en transkønnet kvinde til at spille hovedrollen. Det er helt i MIX-festivalens ånd efter sidste års boycott af transkønnede roller spillet af ciskønnede skuespillere . Da Laurel hører om eksklusionen af mænd, spørger hun: ”Hvad med mig?” Svaret hun får: vampyrerne havde ikke skænket hendes fortid en tanke.

Dette er en film hvor kvinder i bund og grund gør præcis det samme som mænd gør mod dem, og herved kan man sætte spørgsmålstegn ved den synopsis den ruster sig med, hvor vampyrerne bliver beskrevet som feministiske. Det gør vel ikke andet end at sænke dem til samme niveau? Men feministisk eller ej – det den gør så godt er at vise, hvordan en enkelt dårlig oplevelse kan ændre, hvordan en person ser verdenen.

”No fucking boys”
’Bit’ handler om den unge pige, der tager magten tilbage efter at have blevet behandlet dårligt af mænd.

Lederen af teenagevampyrerne, Duke (Diana Hopper), bliver menneskeliggjort igennem sin forhistorie, der var en kamp for overlevelse indtil hun endelig finder sig selv. Det bliver vendt på hovedet i samme øjeblik, hun møder en magtfuld mandlig vampyr, som tager kontrol over hende som en af sine ’brude’.

Men selvom dette starter ud som filmens konflikt, noget der på ingen måde er et nyt koncept, er der betydeligt få mænd på skærmen. Da pigernes fjende genopstår fra døden, bliver han slået ihjel mindre end ti minutter efter sin ankomst. Her kommer dét, der lå under overfladen endelig frem: problematiseringen af den måde, teenagepiger behandler hinanden på.

Lederen af vampyrpigerne nægter at hjælpe Laurels sårede bror, kun på baggrund af hans køn. Ligeså dikterer hun reglerne for andre og går så langt som at spærre en pige inde, fordi hun forelsker sig i en mand. Der er en vis ironi i en karakter, som kæmpede for sin egen befrielse, men ender ud i at bestemme hvad der er bedst for andre.

På samme måde, minus overnaturlige væsener og blodige opgør, siger den klassiske chickflick ’Mean Girls’ præcis det samme. Pigen udefra er Cady Heron (Lindsay Lohan), der flytter fra Afrika til en amerikansk High School, og her står hun ansigt til ansigt med sin antagonist: Rachel McAdams som Regina George. Hun og de berygtede The Plastics fungerer som vampyrerne – de er eksklusive, smukke og frygtindgydende. Og de tager den nye pige til sig. Dette ender dog i en kamp mellem de to modsætninger om en flot fyr – en som dropper Regina for Cady i løbet af få uger, beslutningen der får bægeret til at flyde over.

Som i ’Bit’ udløser manden en konflikt, men det er teenagepigen der i sidste ende løser den. Regina George var udset som ond fra starten af, fordi Cady fik fortalt det, så måske er vreden rettet mod hende efter hun stjæler hendes fyr forståelig nok. Konklusionen på filmen er alle skolens piger der undskylder for de mange ting de har sagt og gjort mod hinanden, og ikke overraskende er en del af det omkring mænd – for kulminationen sker, når de kæmper for sig selv uden at kæmpe for hinanden.

De er hvad man gør dem til
Som Sissy Spacek tager hævn over dem, der mobbede hende i ’Carrie’, som Megan Fox bliver besat af en dæmon, der spiser teenagedrenge i ’Jennifer’s Body’, som Florence Pugh bliver del af den mystiske kult i ’Midsommar’, og som pigerne i ’Bit’ og ’Mean Girls’ bliver del af fjendtliggjorte grupper, så ser vi gang på gang teenagepigen tage kontrol over en mørkere del af sig selv. De bliver en del af det de kæmper imod.

Måske er det en anelse sadistisk at se teenagepiger hævne sig på andre, eller pine og plage hinanden, men jeg synes, der er noget provokerende og oprørsvækkende over synet af dem med lakerede negle og munden fuld af blod.

Teenagepigen er, hvad vi forventer, hun skal være. Og det er så berigende, når hun går imod den uskyldighed, hun ellers normalt skal blive pålagt. Når man taler om MIX og diversitet, bliver man nødt til at tale om feminisme, og det er her, det hele hænger sammen. Begge film er ikke just positive i deres syn på mænd, men teenagepigens blik på dem har ophav i, hvordan hun relaterer sig til sine ligeværdige.

”De gør os til monstre, så lad os være monstre.”, som en af ’Bit’s mindeværdige linjer lyder, når teenagepigen vender rundt på at agere på den måde, hun er blevet påduttet. Så til teenagepigen, der læser det her: sig, det er nok. Tag magten tilbage. Bliv, hvad der forventes, eller ikke forventes af dig.

Spisning af drenge anbefales dog ikke.