Musicalen ’Oliver!’ emmer af overskud og fortælleglæde

Copyright: Per Morten Abrahamsen

Det Ny Teater har skruet en så solid og bjergtagende forestillingen sammen, at vil være synd ikke at droppe filmene og tage i teateret i stedet. ‘Oliver Twist’ er bedårende på de skrå brædder.

Det er både utrolig nuttet og trist at opleve de hjemløse drengebørn fare rundt på scenen. Med pjusket hår klemt inde under hatte, runde kinder dækket i støv og klare toner, der springer fra drengenes læber, vil få ethvert hjerte til at smelte.

’Oliver!’ er baseret på romanklassikeren ’Oliver Twist’ af Charles Dickens. Historien handler om den forældreløse Oliver, der lever på gaden i det victorianske England. Han tilslutter sig en gruppe af hjemløse drenge, som manden Fagin leder på bedste mafiaboss-manér.

Det viser sig dog, at Oliver i virkeligheden er et barn af en rig familie, og pludselig må underklassen bekæmpe overklassen i kampen om at beholde Oliver.

Polanskis film gjorde det godt, men lad Preben Kristensen komme til

En populær filmatisering af ’Oliver Twist’ er musicalfilmen fra 1968, hvor mange nok vil huske scenen med Fagin, der leverer sangen ”You’ve Got To Pick A Pocket or Two”. I Roman Polanskis version fra 2005 er der ingen musik, men til gengæld er Ben Kingsley fabelagtig som den snu Fagin.

Det Ny Teater har ingen ringere end Preben Kristensen som Fagin, der leverer ”Ta’ at tøm’ en lomme, helst to”, som sangen hedder på dansk. Med Kristensens helt særlige evne for timing og komik går hans Fagin rent ind. Teateret har endda været modige at skrive nutidige referencer til blandt andet Aladdin og lampens ånd ind, hvilket rimer på både overskud og humor.

Flere forrygende figurer

Det er dog ikke kun Fagin, der stjæler showet. Både Oliver (Bertram Hasforth Klem), Lurendrejer (Jonathan Tage Pedersen) og Nancy (Monica Isa Andersen) spiller og synger fantastisk.

Særligt Monica Isa Andersen, der desuden spillede den kvindelige hovedrolle i teaterets opsætning af ‘Dance of Vampires’ i foråret, er fabelagtig. Hun balancerer karakteren Nancy perfekt mellem sød studine og kras kromutter. En særlig kombi, der gør Nancy ekstra elskværdig.

Historien om den hjemløse Oliver, der stiger fra samfundets bund til top, er godhjertet og feel-good. Det er desuden ikke muligt at sætte en finger på Det Ny Teaters opsætning af den klassiske musical.