’Når noget slutter’ er på klassisk britisk vis højrisikospil på kedelighedens galopbane. Den ene hest er bestsellerfilmatiseringen, den anden erindringsfilmen. Seriøsiteten fejler ikke noget, men hæsblæsende bliver det absolut ikke.
Filmens præmis fremprovokerer ikke søvnløse nætter hos andre end måske sin egen hovedperson. En ældre forhandler af antikke kameraer modtager et brev. Han har arvet en dagbog, som viser sig at have stor dramatisk betydning for ham. Men udfoldelsen af historien er så tålmodigt fortalt, at det er meget svært at blive følelsesmæssigt involveret i filmen.
En vred gammel britisk mand
Tony har arvet en dagbog skrevet af en af sine gamle skolekammerater. Hans ungdomsflamme – en forvirret og spydig rødhåret pige ved navn Veronica – holder dagbogen som gidsel. Det vil han ikke finde sig i, og det forstyrrer hans ordenssans akkurat som nymodens teknologi, sin datters beslutning om at blive gravid som enlig og hans indiske postbud. Tony er halvtvær og mildest talt dårligt selskab for en film, der varer på den forkerte side af 90 minutter.
Der gøres et stort nummer ud af at få iscenesat Leica-nestoren som en firkantet herre. Han drikker udførligt kaffe og spiser toast om morgenen, mens han læser The Guardian til tonerne af klassisk musik. Omhyggelige hverdagsrutiner kan ofte blive fornøjelige filmsekvenser, hvis de er relevante for forståelsen af hovedpersonen. Men her bliver fremstillingen for klichépræget til at være andet end kedelig.
Lidt efter lidt
Tonys reserverede facon overfor sin omverden er selvfølgelig ikke kommet ud af den blå luft. Dagbogen fra fortiden er mysteriekatalysatoren. Han opsøger fortiden. Primært ved at fortælle sin tålmodige ekskone om fortidens strabadser. En historie om uskyldstab, Sartres selvmordsfilosofi og selvfølgelig en Mrs. Robinson-karakter. Alt sammen ledsaget af kønne uniformsklædte skoledrenges tedrikkeri og filosofibattles. Komponenterne føles genkendelige, men fejler som sådan ikke noget – mere opfindsomhed i filmens tekniske fortællemidler kunne have gjort den universelle fortælling langt mere ophidsende – og udmærket den fra sit romanforlæg.
Ingen fornemmelse for en slutning
Filmen er glimtvis underholdende, men altid på den måde, hvor grinet mere bliver en dramatiseret vejrtrækning. Der er uden tvivl fine elementer ved historien, men ingen der rigtig satte sig fast efterfølgende. Derimod sad jeg tilbage med fornemmelse af, at det var en fortælling der måske skulle være blevet på boghylden, når der nu ikke lod til at være nyskabelse på spil i filmatiseringen.