Da Susanne Biers Hævnen i foråret vandt for bedste udenlandske film ved oscaruddelingerne, var der ikke mange i Danmark, som havde hørt om ”taberne”; Dogtooth, Biutiful og Incendies, hvoraf sidstnævnte nu får premiere under den danske titel: Nawals hemmelighed. Filmen understreger de nominerede films høje niveau, da Nawals hemmelighed på en og samme tid er klassisk krimigåde og ekstrem barsk skildring af krigens gru og de fysiske såvel som sjælelige sår det giver.
Det er ingenlunde tilfældigt at canadiske Dennis Villeneuves film Incendies(der direkte oversat vil hedde noget i retning af brændt), har fået den danske titel Nawals hemmelighed. Nawal(Lubna Azabal) er ikke overraskende hovedpersonen, selvom hun ved filmens start er død. Hendes efterladte børn Jeanne og Simon får ved oplæsningen af testamentet overraskende at vide, at de tilsyneladende har en ukendt bror og at deres far ikke, som de ellers hidtil har troet, er død. Endvidere er morens sidste vilje, at hun skal begraves i de ukendtes grav ”på maven med hovedet vendt væk fra verdenen” medmindre at de to børn kan opspore far og bror og give dem et brev hver fra moren.
Nawals afsløring påvirker selvfølgelig de to børn, men hvor Simon(Maxim Gaudette) nægter at have noget med morens fortid at gøre, tager Jeanne(Mélissa Désormeaux-Poulin) afsted til morens fødeby for at finde spor af faren og den ukendte bror. Samtidig med dette detektivarbejde tager sin begyndelse præsenteres tilskueren sideløbende for Nawals historie, startende fra da hun gravid forsøger at løbe hjemmefra med kæresten, kun for at blive fanget af hendes brødre, der ender med at slå kæresten ihjel. Kun takket være sin bedstemor overlever hun, men da hun et par måneder senere føder sin søn tvinges hun til at bortadopterer og flytte væk fra egnen da hun har bragt skam over familien.
Som filmen ruller over lærredet lærer vi, takket være velafstemte sideskift mellem Nawals historie og Jeannes afsøgning af samme mange år senere en grum, grum historie, som i den grad sætter publikum på prøve. Her bliver ikke lagt fingre imellem i beskrivelsen af menneskers ondskab og nederdrægtighed overfor hinanden. At skæbnen så tilmed viser sig at være tæt beslægtet med græske tragedier såsom Kong Ødipus, gør at filmen sine steder er næsten uudholdelig og bestemt ikke for sarte sjæle.
Den brutale gru til trods er Nawals hemmelighed en stærk og gribende fortælling, hvor plottets fremdrift henimod afsløringen af hemmelighederne, så effektivt er afstemt med filmens tematik om det krigshærgede unavngivne land et sted i mellemøsten, hvor det meste af handlingen udspiller sig. En tematik der i kraft af sin ubestemte brug af konkrete tider og steder fungerer perfekt som en allegori over de mange krige og konflikter, som har hærget og som stadig præger og plager landene i det mellemste østen. Nawals hemmelighed er et helstøbt bud på et epos der formår at indkapsle en dybt personlig fortælling med historiens store linjer. – NICOLAI ESKESEN