Neruda

stjerner4

af Andreas Michaelsen
25. december 2017

Flot, forførende og langt fra fejlfri.

I 1948 vendte den chilenske præsident Gabriel Gonzales Videla sine socialistiske rødder i ryggen. Han begyndte at drive politiske klapjagt mod hans gamle støtter i det kommunistiske parti, men fandt sig en uovertruffen modstander i Pablo Veruda. Den landskendte chilenske digter og politiker nød stor respekt i partiet såvel som blandt befolkningen. Efter at have savet præsidenten over på talerstolen (retorisk) måtte digterdiplomaten gå under jorden med politiet i hælene. Jagten på Neruda fortsatte indtil hans flugt i marts 1949.

Historien om Nerudas flugt fra Chile er velkendt, ikke mindst fordi han gjorde stort nummer ud af at dele sine oplevelser med resten af verden. Som en af sin samtids største kulturpersonligheder og ven med bl.a. Picasso, manglede den chilenske digter ikke ligefrem sæbekasser at snakke fra. Den nu (desværre) hedengangne internationale sympati for hans politiske synspunkter har nok også hjulpet.

When in doubt: direct a biopic
Så hvad så? Er denne film blot endnu en gennemsnittelig tilføjelse til den endeløse række af kunstnerisk uambitiøse biografiske film? Nej, langt fra.

I denne omgang er det først og fremmest historiefortælleren Neruda vi følger, ikke politikeren. Neruda var en mand der ikke var bleg for at udnytte hans prækære situation for dramatisk effekt. Til trods for regeringens anstrengelser var det ham og ikke dem, der tog patent på fortællingen i medierne. Det har ikke nødvendigvis gjort den mere autentisk af den grund, men uden tvivl mere dramatisk og positiv.

Kommunist med medietække
Publikum forelsker sig hurtigt i den charmende kommunistiske levemand, som spilles fortrinligt af Luis Gnecco. Filmens Neruda agiterer og charmere kvinder det ene øjeblik, mens han i det andet fremstår smålig, narcissistisk og fordrukken overfor sin kone (Delia del Carril). Instruktør Pablo Larraín udnytter på bedste Nerudianske vis vor hovedperson som en utroværdig fortæller, og vi er vidne til hvordan han konstant formår at iscenesætte sig selv.

Rigtig interessant bliver det dog, da detektiven Óscar Peluchonneau (Gael Garcia Bernal) pudses på den undvegne poet. Den kære detektiv viser sig hurtig at være filmens mystiske fortællerstemme. Men er han virkelig, eller blot en biperson i en fortælling skabt af Neruda? Når dette mysterium decideret begynder at blive italesat af detektiven selv, begynder filmen først rigtig at blive underlig på den fede måde.

Skønhedsfejl
Desværre begynder historien først at gå op i en højere enhed i filmens tredje akt. Om end der skuespilmæssigt såvel som teknisk er tale om en solid og unik oplevelse, så stagnere handlingen ret hurtigt da Nerudas udskejelser simpelthen bare ikke besidder den store fremdrift i sig selv.

Soundtracket der for det meste består af klassisk musik er også et forstyrrende element, da filmen har en tendens til at bruge de samme stykker alt, alt for ofte. Helt absurd bliver det, når man kan sidde og genkende musik fra andre film. Bevares, en musikconnaisseur genkender måske først og fremmest stykkerne som tilhørende den og den komponist, men for alle os andre er det meget mærkeligt pludseligt at kunne genkende berømte numre fra soundtracket til ’Ondskabens Hotel’.

’Neruda’ er en meget uperfekt men vigtigst af alt unikt bud på et biografisk drama. Filmens styrker er mange, og emnet interessant. Pinochets CIA-støttede kup i 1973 er i dag hvad mange forbinder med Chile. Legenden om Neruda er en god og positiv påmindelse om, at der er mere til det smukke lands historie end mordet på Allende.

Foto: kino.dk