Hårde knytnæver erstattes af aldrende kærtegn i Noers nye wannabe-kærlighedshistorie.
Mens morgenlyset rammer den københavnske skyline, bøjer Sven Wollter sig ind mod Ghita Nørby, der smilende står klar til at modtage et kys.
Sådan ser den ud, plakaten til Michael Noers ’Nøgle hus spejl’; den ligner ikke umiddelbart noget, vi er vant til fra den socialrealistiske instruktørs side. De hårde ungdomsknytnæver er skiftet ud med aldrende favntag, og Noer har, med egne ord, forsøgt at skabe en rigtig kærlighedshistorie.
Ghita Nørby spiller den aldrende Lily, som trofast flytter med sin syge mand Max på plejehjem. Et slagtilfælde har gjort Max ude af stand til at kommunikere, og Lily er derfor overladt til sig selv. Hun har svært ved finde sig til rette i de nye institutionelle rammer, og end ikke de lejlighedsvise familiebesøg formår at stille hendes sociale behov.
Ensomheden bliver imidlertid brudt, da en spændende verdensmand, kendt under navnet Piloten, (Sven Wollter) flytter ind på værelset ved siden af. Hans livsnydende facon antænder en hidtil ukendt libido og eventyrlyst i Lily – og det til stor harme for hendes datter såvel som plejehjemmets bangospillende sladdertanter.
En kærlighedshistorie?
På overfladen ligner filmen måske en kærlighedshistorie, og dens slutning vil bestemt også have sit publikum til at opfatte den som en sådan. Men egentlig falmede historien om Lily og Piloten, og for mig var det snarere en tragisk alderdomsfortælling om svindende kontrol, der trådte frem og satte et noget mere dystert eftertryk.
’Nøgle Hus Spejl’ er først og fremmest en fortælling om en kvinde, der knap når at opleve sin forsinkede ungdom, før alderdommen indhenter hende. Midt i forelskelsens rus finder publikum og Lily nemlig ud af, at hendes før så skarpe sind er ved at bukke under for demens.
Denne plotdrejning munder ud i filmens stærkeste billeder; heriblandt en lang sekvens, hvor en velspillende Ghita Nørby forvandler sig til en forvirret olding, der vandrer hovedløst rundt i byen, alt imens et følge af plejehjemspersonale holder øje med hvert et skridt.
Alderdommens tiltagende kontroltab er dog ikke kun en indre kamp. Noer drysser sin særlige socialrealistiske kritik ud over fortællingen i en række konfrontationer mellem vores hovedperson og plejehjemmets personale. Lily kæmper nemlig hårdt for at forlige sig med institutionens uhensigtsmæssige dogmer. Hendes klaustrofobiske tilværelse trængte sig til tider så meget på, at man næsten kunne fornemme den der velkendte kvalmende plejehjemslugt sprede sig i biografmørket.
En sidste håndsrækning
Med en temmelig u-noersk lukket slutning prøver filmen alligevel at bringe mig tilbage på kærlighedssporet. Nok er alderdommen livets sidste kapitel, der ubarmhjertigt berøver mennesket kontrol, siger den; men bare rolig, hvis man finder en at holde i hånden til sidst, så skal det hele nok gå.
Jeg køber den ikke helt. For mig nægter Noers alderdomsdrama at forvandle sig til en rigtig kærlighedshistorie til trods for den venlige håndsrækning. Piloten ligner med sin ømhed og afmagt mest af alt en trøstepræmie for det liv, Lily aldrig rigtig fik skovlen under.
Det betyder ikke, at ‘Nøgle hus spejl’ er en dårlig film. Det var bare ikke helt den historie, Noer gerne ville have fortalt mig, og jeg fik ikke den trøstende forsikring, som jeg havde håbet at tage med mig ud af biffen.