Kære læser!

Der findes begivenheder og events, der i ungdommen ændres ens liv og er med til at definere, hvem du kommer til at blive. For mit og mine folkeskolekammeraters vedkommende, var det den dag vores dansklærer uddelte 19 kopier af bogen ’Outsideren’, som vi fik 3 uger til at læse. Vi brokkede os højlydt og flabbet, hvilket var to af vores hovedkompetencer og krævede 4 uger, for vi gad kaftedme ikke at læse nogle lorte bøger. Jeg endte med at læse den på halvanden dag. Da de fire uger var gået havde størstedelen af pigerne allerede læst bogen tre gange, set filmen et utal af gange, og var i gang med lave vores egen filmatisering. Bogen, og senere hen filmen, ændrede virkelig vores liv og tryllebandt os på en måde jeg aldrig har oplevet hverken før eller efter. Derfor kan jeg ikke tænke på en bedre film at anbefale til jer.

Alt godt fra 80’erne

Filmen ’The Outsiders’ er fra 1983 instrueret af Francis Ford Coppola, og baseret på forfatteren Susan E. Hintons første roman ”the Outsiders”. Det er lykkes Coppola at overføre historien fra papir til lærred så elegant, at alle tro fans kun kan hoppe af begejstring, når den ene velkendte replik efter den anden bliver leveret af de mest karismatiske skuespillere, uden det bliver for velkendt og kedsomligt. Dette gælder dog kun the director’s cut, der har en del vigtige scener med, som blev undladt i originalen. Vi følger en flok fattige Greasers, hovedsageligt hovedpersonen Ponyboy, hvis forældre er døde, så han bor med hans to (ufattelige lækre) brødre. De har en strid med de rige Socs, og efter en af Greaserne Johnny i selvforsvar kommer til at dræbe en Socs, ændre alt sig, og Ponyboy og Johnny må på flugt med det samme. Filmen er spækket med kendte skuespillere, før de blev rigtig kendte, og kemien mellem dem er helt fantastisk. Castet består både af Matt Dillon, C. Thomas Howell, Ralph Macchio, Patrick Swayze, Rob Lowe, Emilio Esteves, Tom Cruise og Diane Lane.

Filmatisering 2.0

Hvis du ikke har gættet det, så er den vedhængende video et sammenklip af nogle af de scener vi nåede at optage til vores filmatisering af the Outsiders. Jeg kan desværre ikke tage meget af æren selv, da jeg kun havde en lille rolle som Cherry (my name is Sherry, but my friends call me Cherry because of my haaiir) og skrev manuskriptet sammen med en veninde. At skrive manuskriptet indebar selvfølgelig blot at skrive alle replikker og handlinger fra bogen ned, for som alle ved, så er det jo sådan bøger bliver filmatiseret. Bogen og filmen skabte et helt unik sammenhold mellem pigerne i klassen – vi havde fundet en fælles fascination at stå sammen om. Vi ville være som dem. Vi ville være hårde og rebelske, vi ville være en del af en gruppe som dem, vi ville forelske os i drenge som dem. Karaktererne var som Regina George for os – Johnny læste ”Borte med blæste” så vi læste ”Borte med blæste”. Ponyboy kunne Robert Frosts digt, så vi kunne Robert Frosts digt.

Stay Gold Ponyboy, stay gold

I omtrent tre år var jeg overbevidst om, at jeg skulle have filmens kendte replik og moral tatoveret på min ryg ”Stay gold (Ponyboy)”, men jeg nøjedes med at få det indgraveret i min studenterhue, ligesom det uden tvivl skal stå på min gravsten (måske minus Ponyboy delen, har ikke helt besluttet mig endnu). Det hele lyder måske lidt voldsomt, men for mig dette citat for noget helt essentielt i tilværelsen. For det første, er hele moralen med citatet, at man for evigt skal forblive ung, og værdsætte de små ting i verden som man gjorde som barn. Derefter minder det mig om sammenholdet bogen og filmen skabte i min folkeskole klasse (for pigerne, sorry boys) og alle de timer og dage vi brugte på vores besættelse, og hvordan den lærte os at holde sammen, og være lidt mere tough og ligeglade med systemet og autoriteterne. Vi skulle ikke være bange for en skid, og hvis vi var, så skulle det i hvert fald ikke vises. Som vi sang i vores kampråb: ”I’m a Greaser girl, a greasy, greasy, greasy girl. I’m tough, and I’m loud, and damn it, I’m proud.”

Just another teenage obssesion?

Måske holder jeg af filmen, som 13-årige piger i dag kommer til at holde af One Direction om 8 år, fordi det var ens besættelse i ungdommen, en interesse der skabte fællesskab og sammenhold. Dog er jeg glad for, at det var ”The Outsiders” og ikke et ligegyldigt boyband eller popidol der synger inspirerende sange om kærlighed mens de kigger fortryllende ind i kameraet. For ”The Outsiders” lærte os faktisk noget, og jeg vil stadig anbefale den til jer i dag, fordi det faktisk er (efter min mening) en god film! Den har alt hvad der er godt fra 80’erne, fyldt med spændende karakter og har en rigtig interessant fortælling. Den er måske ikke et filmisk mesterværk, men jeg synes klart den er et must at se.