OCEAN’S 8


Sangen “These boots are made for walking” fyldte salen og bakkede kvinderne op i deres store kup. Tja, mine boots ville bare gerne gå ud af biografen og ikke se sig tilbage.

I går, da jeg sent stod træt og træningssvedig i køen i Netto, observerede jeg en ung fyr, som jeg tidligere havde fornemmet noget lusket ved. Stille og roligt udvandrede han forbi mig og det unge Netto personale med muleposen fuld af varer. Iskold og roligt gik han ud af butikken, imens jeg helt paralyseret stod og så på. Det er en verden, jeg ikke forstår og kun har nydt på film, så derfor glædede jeg mig af en eller anden grund endnu mere til at komme ind og se OCEAN’S 8, hvor det efter sigende skulle være kvinderne, der havde sat sig i de ellers mandsdominerede roller, men glæden blev desværre kort.

Mød Debbie Ocean (Sandra Bullock) et familiemedlem til den allerede kendte Danny Ocean, som der siden 2001 er lavet tre film om. Det er dem med George Clooney (Danny Ocean), Brad Pitt og de resterende ti, elve, tolv stykker. For umiddelbart ligger det til familien. Altså, det der med at være topkriminel og udtænke store kup, som overgår historien. Forskellen er bare, at det nu er kvinderne, der kommer på banen. Med et imponerende cast og den omfangsrige promovering, havde jeg virkelig set frem til at opleve disse skønne kvinder folde sig ud på et område, der normalt er tilegnet mænd. Derfor blev skuffelsen også ekstra stor, da jeg så, hvordan filmen udspillede sig efter en meget velkendt skabelon uden nogen form for nytænkning eller udnyttelse af det stjernespækkede kvindecast, som filmen indbefatter.

Banditten Debbie bliver løsladt efter fem år, otte måneder og 12 dage plus det løse, og tiden som indsat har hun udnyttet til at lægge sin mesterlige plan. Debbie vil i allerbedste Ocean stil stjæle en diamanthalskæde til 150 millioner dollars. Sammen med sin højre hånd, den kriminelle Lou Miller (Cate Blanchett), samler de et hold af kvinder, som både har personlig kant og er på kant med loven. 3D-printeren sættes i sving, og forberedelserne går i gang.

Skurkelig kvindetilgang?
Visuelt kommer vi tæt på og kameraet gør det rigtigt godt med fine æstetiske billeder og bevægelser, der understøtter planen, som åbenbart ikke kan gå galt. Godt gået, danske fotograf Eigild Bryld, men kvinderne, som næsten alle så småt har fået ødelagt deres ansigter i forsøget på at udskyde pensionen ved at påklistre det ungdommelige, kommer med alt for meget foundation i ansigtet til at fremstå som unaturlige, falske skønheder med evigt perfekt hår. Til gengæld har de is i maven, når planen skal gennemføres, fuldstændigt som i de tidligere OCEANS film. Så kvindetilgangen må undværes i denne omgang.

Alle skurkenes forskelligheder, som iscenesættes i begyndelsen, fordamper lige så snart de finder sammen. Kanten forsvinder, og hurtigt bliver de én stor homogen og småkedelig gruppe af kvinder, hvilket er ærgerligt, for forskelligheder kan skabe sjove situationer, men dem må vi også undvære i denne omgang.

Skuffende boots
Humoren er flad og kommer til at virke ligegyldig. De få mandlige roller fremstilles dumme og en smule betydningsløse. Der mangler modstand i narrativet og oplevelsen af, at der er noget på spil. Jovist kan kvinderne både hacke et sikkerhedssystem og lakere negle imens, men på en eller anden måde kommer de her kvinder til at fremstå, som om de allernådigst har fået lov til at komme på besøg i en ellers normalt tilegnet kriminel mands verden.

Foto: SF Studios/Warner Bros Pictures