On the Basis of Sex

Copyright: Nordisk Film

On the Basis of Sex forsøger at ride med på en feministisk bølge, men ligger mest og skvulper i overfladen. Den bliver ikke i sig selv en interessant film af at dykke ned i kvindehistorien.

Forestil dig en verden, hvor du ikke har selvbestemmelse over din krop og dine drømme. En verden, hvor dét at blive pilot, advokat eller statsmand er et privilegium forbeholdt andre. Hvor arbejdet, der er tilbage til dig, er dårligere betalt end for andre, og hvor landets love gror som efeu på verdenens uretfærdighed.

I sådan en verden levede Ruth Bader Ginsburg, kvindesagsforkæmper, juraprofessor og sidenhen højesteretsdommer i USA.

’On the Basis of Sex’ er et retsdrama og en biopic, hvis hovedplot omhandler, hvordan Ruth Ginsburg (Felicity Jones) i slutningen af 1960erne giver juridisk bistand i forbindelse med en skattesag, der har en ganske uhørt vinkel: diskrimination mod en mand.

Et skravet søsterskab
Ruth bliver bedt om at smile, styre sine følelser, fløjtet efter på gaden og forbigået i undervisningen på Harvard, hvor hun sidder blandt et mørkt hav af jakkesætsklædte mænd, der alle er ringere begavelser end hende selv.

Det reagerer stjernejuristen stærkt på. Ofte svarer hun skarpt igen, er udeforstående og overrasket over, den måde hun behandles på. Men det er, når forskelsbehandlingen holder hende nede, at filmen rammer mig.

Da Ruth sidder til en jobsamtale og betror sig om ringebehandlingen til en mand, glider hans blik slutvis ned mod hendes bryster. Ruths blik lyser af skuffelse og en stille, indebrændt væmmelse, hun ikke formår at udtrykke.

Her fortæller filmen ikke, at sexisme er forkert. Her viser Felicity Jones mig det.

To gange under filmen brillerer Jones; og det gør hun ved at bruge sit kropssprog, sine øjne. Det er også her, filmen skaber en genkendelighed hos mig som kvinde. Et søsterskab med filmens hovedkarakter. Felicia Jones er ellers Hollywoodbanal og hendes øjne glasagtige.

Tung som Karnovs Lovsamling
Replikkerne fremføres påtagede; skuespillernes artikulation er voldsom og teateragtig. Måske er det valg taget for at gøre den juratunge dialog tydelig og forståelig. Et stilvalg, manusscriptforfatter Daniel Stiepleman eftersigende har taget på opfordring fra Ruth Ginsburg. Det skulle han ikke have gjort.

Juraen udgør – sammen med en privilegieblind fremstilling af et orangevarmt øvre middelklasseliv – plottets skelet. Det er ikke spændende at følge, hvordan sagen skrider frem, for det er så kompliceret og deltaljeret fortalt, at jeg det meste af tiden sidder og forsøger at forstå, hvad der bliver sagt.

”You know how men is”
Da Ruth Ginsburg i filmens første scene befinder sig på Harvard School of Law, virker det som om, hun er dumpet ned fra vores tid og er forbløffet over at se et universitet fyldt med mænd. Det er filmens næststørste fejl.

Det er først og fremmest utroværdigt, men det er også uinteressant at følge en karakter, der ikke på noget tidspunkt bliver i tvivl om, hvorvidt hendes moralske kodeks er rigtigt eller forkert. 

Filmens mænd – udover Martin Ginsburg (elskværdigt kedelige Armie Hammer) – portrætteres som kvindefjendske patriarker. Den viser mig ikke, hvorfor mændene ser verden sådan, men konstaterer blot, at det gør de fleste.

Den glemmer, at mange kvinder også følte tryghed og mening i patriarkatet. Det er muligt at vise: tænk bare på den fantastisk portrætterede Fru Konsulinde Holm, forkvinde for husmoderforeningen i Korsbæk.

Jeg vil se Ruth blive overbevist om, at der findes noget bedre til hende. Jeg vil mærke, hvad hun kæmper imod. I stedet sidder jeg og ser på sejrherrens historieskrivning, og det er særligt kedeligt, hvis det er dårligt fortalt.

Et lufttomt univers
On the Basis of Sex’s store problem er, at jeg ikke tror på, dens verden eksisterer. Imellem de ufrivilligt karikerede 70’er-kulisser, de artikulerede replikker og filmens stædigt-juridiske plot befinder jeg mig bestandigt i biografsædet og venter på at blive revet med.

Da det ikke sker, begynder jeg at vente på, at historien når sin slutning. Da rulleteksterne endelig kommer, sidder jeg tilbage med under rulleteksterne, er, at jeg har været til undervisning med en tør forelæser i et emne, jeg ellers plejer at brænde for.

Verden har forandret sig, siden kvinder demonstrerede for ligeløn og ret til selvbestemmelse over egen krop for 50 år siden. Men Ruths diskriminerende oplevelser vækker formodentlig genklang hos mange kvinder i dag. Hvorfor tror jeg så ikke på, at Ruths verden er virkelig, når jeg kan se, at den spejler sig i min egen?