Onkel: Et dejligt stille selskab med meget på spil

Copyright: ØST FOR PARADIS

I et dansk filmår med højtråbende budskaber fra storbyens talenter er det yderst behageligt at se et stille og usentimentalt familiedrama å’ Sønderjylland.

Det første kvarter af Frelle Petersens anden spillefilm ‘Onkel’ har knap nok dialog. Vi følger den unge Kris på en gård i Sønderjylland, der står op klokken seks og får den første time til at gå med at få sin halvinvalide onkel ud af sengen og ind i køkkenet, så han kan få ristede krydderboller med smør og ost, mens hun løser sudokuer.

Herefter ser vi Kris’ daglige rutine; hun høster kornet, fikser traktoren og malker køerne, alt imens den slidte onkel blot kigger på. Om aftenen spiller hun Scrabble og ser gamle serier fra 70’erne med sin onkel. En dag er en kælvning pludselig ved at gå gruelig galt, men Kris opfanger problemet, kontakter dyrlæge Johannes og sørger for at redde den nyfødte kalv. Johannes takker og spørger; ”Kris, hvorfor fortsatte du egentlig ikke med dine dyrlægestudier?”. Kris er helt stille og hendes øjne røber historien om en fortabt drøm.

Mojn, du!
I Petersens stille drama følger vi en kvinde, der under tragiske omstændigheder måtte flytte ud til sin onkel, da hun blot var 10. Efter at onkel fik et slagtilfælde, måtte Kris droppe studiedrømmene og blive på gården. Nu vil den snaksalige Johannes og den unge korsanger Mike forsøge at få hende til det store København, hvor dyrlægedrømmen kan gå i opfyldelse. Men kan Kris leve med sig selv, hvis hun efterlader sin svage onkel?

Ligesom instruktørens debutfilm ”Hundeliv” har vi at gøre med et familiedrama i Sønderjylland. Instrultør Frelle Petersens største fokus har været på autenticitet og realisme. Onkel spilles af ægte landmand Peter H. Tygesen, og det er hans gård, der bliver brugt som filmens primære lokation. Rollen som Kris spilles ligeledes af Tygesens rigtige niece, Jette Søndergaard, og de rutineprægede opgaver, vi ser i filmen, er faktisk autentisk gårdarbejde af Tygesen og Søndergaard. Petersen har endda mindet resten af Danmark om, at Sønderjyder har vidt forskellige dialekter. Det hele grænser op til det dokumentariske, og derfor er det imponerende, hvordan det alligevel har lykkedes for Petersen at skabe et familiedrama, som er kompliceret og hjerteskærende, men udført med et forståeligt og usentimentalt overskud.

Skal der ik’ til at kom fart å’ traktor eller hva’?
I Petersens drama er dialog overflødigt og ansigtsudtryk alt. Det lykkes især for den uerfarne Jette Søndergaard at give Kris’ karakter flere dimensioner med sine ansigtsudtryk. Det er også forfriskende at se et familiedrama, hvor de ældre ikke fremstår som manipulerende sataner overfor deres nærmeste. For når selv onklen forsøger at fortælle sin niece, at hun godt må tage ud i byen, mens han sørger for gården, finder man ud af, at det i virkeligheden er Kris, som er alene om sit dilemma.

Det skal siges, at historien tager god tid om at udfolde sig, og filmens tempo vil virke langsomt for mange i forhold til dette års mere højtråbende familiedramaer som ”Kollision”, ”Ser du månen, Daniel?” og ”Dronningen”. Petersens drama når også til en slutning, der absolut vil splitte folk. Men hvis man har savnet at se film, hvor karaktererne snakker om at tage til ”mærken i auten”, mens de spiser en god spegepølsemad med ristede løg og mayonnaise, er ”Onkel” en kæmpe befrielse i det danske filmmarked, hvor alle historier ser ud til at foregå i indre København. Her har vi at gøre med et stille, realistisk drama i Sønderjylland, og det æ’ fanme iorden!