Af Sandra Holm
Alle har brug for at tro på noget. Som reflekterende væsen har vi har brug for et minimum af mening for at begrunde vores eksistens. Men som med alt andet i dette kaos af en moderne verden er der lige så mange måder at finde denne mening på, som der er mennesker til at søge den og spørgsmålet om tro er til evig diskussion. For netop når det kommer til tro er der langt fra teori til praksis og forståelsen af hvorfor andre tror på noget andet, end det vi selv tror på, er stadig et af livets store spørgsmål.
Jasmila Zbanic er født og opvokset i Sarajevo og er en kvinde mærket af sin tid og sin historie. Hvilket hun, på trods af sin forholdsvis korte karriere som instruktør og manuskriptforfatter har formået at gøre til en uoverseelig rød tråd i sin filmografi. På Vej er Zbanic’s anden spillefilm og siden visningen ved sidste års Filmfestival i Berlin har den modtaget ros og opmærksomhed alle vegne. Zbanic’s debutfilm, Grbavica: The Land of My Dreams, vandt Guldbjørnen i Berlin i 2006 samt Grand Prix Odyssey ved European Council for Human Rights med en bevægende historie om en enlig mor, der er ladt tilbage med minder om krigen og en rystende hemmelighed om sin datter. En del kortfilm og video-værker er det også blevet til. Gang på gang beskæftiger hun sig med krigen, de traumer og fortvivlede skæbner den medførte – og altid fra en kvindes synspunkt.
Luna (Zrinka Cvitesic) og hendes kæreste Amar (Leon Lucev) lever et, efter vesteuropæisk opfattelse, normalt liv. Luna arbejder som stewardesse og når hun er hjemme fester og elsker de på livet løs. Amars festlige vaner tager dog overhånd og han bliver fyret for at drikke i arbejdstiden, hvilket selvfølgelig bekymre Luna, ikke mindst fordi hans tilstand sætter Lunas inderlige ønske om et barn på stand-by. Skønt krigen ligger bag dem, er den ikke glemt. Minderne florere stadig i familien og viser sig at have en langt fastere greb om deres skæbne end forventet. Ved et tilfælde møder Amar en gammel soldaterkammerat som tilbyder ham et job i et afsides muslimsk samfund uden for byen. Luna er ikke begejstret, men Amar overbeviser hende om at det er hvad han har brug for, for at finde lidt ro og ændre sine dårlige vaner. Men da Amar vender hjem mærker Luna en forandring i ham hun ikke forstå. Da han begynder at bede og opholde sig i den lokale moske bliver hun for alvor bekymret og en fundamental tvivl melder sig. Deres kærlighed og hendes ønske om et barn med ham bliver sat på prøve, og hvad der før blot var en biologisk forhindring forvandler sig til en eksistentiel forhindring.
Filmen som har fået den danske titel På Vej, har virkelig meget på hjerte. Luna er på en og samme gang blot en kvinde med drømme om kærlighed og familie og samtidig en repræsentant for den opfattelse og undren, rette mod Mellemøsten, der hver eneste dag er grundlag for konflikter og uroligheder i store dele af verden. Med Luna har Zbanic formået at skabe en international lokal karakter og en tiltrængt stærk kvinderolle. Ikke i form af en femme fatale eller en Kill Bill som vi kender den fra Hollywood, men en moderne kvinde der mærket at sine omgivelser og sin fortid, i søgen på en mening med livet, må sætte sine drømme og sine forestillinger i perspektiv, for sin egen overbevisnings skyld. Filmen emmer af personlig erfaring, historierne og personerne virker bekendte, som fortalt af en søster, en nabo eller en bedstemor. Men moralerne, værdierne og kompromiserne er universelle. Spørgsmålet om tro, håb og kærlighed vil eksistere lige så længe som selvbevidste mennesker er i besiddelse af viljen til at handle og kæmpe for det de tror på.
