På pinligt mange punkter afspejler ‘The Politician’ den groteske verden, 2019s politik gebærder sig med

Foto: IMDB

Er Netflix-miniserien en skønhed, skrevet af teendrama-mesten over dem alle og udført med sublimt og rørende skuespil? Eller er det måske nærmere den kedeligste og mest overdrevne serie, denne anmelder har set i lang tid?

‘The Politician’ er en Netflix-original, skabt af Ryan Murphy, Brad Falchuk og Ian Brennan. Navnene siger måske ikke de fleste særlig meget. Det er ikke for at lyde arrogant, men det burde de nok. Særlig Murphy er blevet et kendt navn efter 28 trofæer og 64 nomineringer fra blandt andet Grammy, BAFTA, Emmy og en personlig stjerne på Hollywood Walk of Fame.

The assassination of Ryan Murphys career
Hvis du har haft abonnement på bare én streamingtjeneste, er du sikkert stødt på Murphys helt særlige stil mindst én gang. Siden Nip/Tuc-instruktørens gigantiske High School musicalsucces i form af Glee har Murphy nemlig leveret noget af det mest innovative TV og været eksponeret overalt.

‘American Horror Story’, ‘The New Normal’, den fantastiske ‘Scream Queens’, ‘American Crime Story’ og første sæson af ‘Pose’ er blot et par titler i perlerækken, der pryder Murphys skaberkrone. En krone, han retmæssigt fortjener, som en af de mest interessante TV-forfattere det sidste årti.

Je ne sais quoi
Murphy kan nemlig levere noget ”ekstra”, hver gang han får fingre i et materiale. Hvis du føler, at ’Glee’ var for meget, og du stadigvæk ikke har set ’Scream Queens’, fordi den virker fjollet, så hold dig fra ‘The Politician’!
Hvis du derimod mener, at ovenstående rummede noget særligt, noget uhåndgribeligt unik – så er ‘The Politician’ stadigvæk ikke noget for dig.

I den drømmer Payton Hobart (Ben Platt) om at blive præsident. Han har pengene, kontakterne, førstedamen, intelligensen og et hardcore hold lobbyister (hans bedste venner) i ryggen. Intet kan stoppe ham. Bortset fra det faktum, at Payton ikke engang har bestået High School endnu.

Imens han venter på at overtage verdensherredømmet, banker kedsomheden og dramaet på. Han beslutter sig derfor for at blive elevrådsformand, koste hvad det vil, som led i planen om en dag at besidde the oval office. Det skal vise sig at blive sværere sagt end gjort og samtidig afsløre, at Paytons ambitioner stikker dybere, end han selv ved af.

På trods af at Murphys stil er overalt i den nyeste Netflix-serie, er den energi, der medføres af skaberens naturlige sans for lårklaskende timing, ikke til at spore i stor set hele midten af sæsonen. En sæson, der, på trods af kun otte episoder af cirka 50 minutter, i hvert fald er fem timer for lang.

Bedre held næste gang
Skuespillet er dog til tider så rystende godt, at ‘The Politician’ sniger sig ind i territoriet af seværdighed. Særligt mor/søn-dynamikken mellem Gwyneth Paltrow og Ben Platt kryber helt ind under huden og får fingerspidserne til at længes efter smartphonen, så man lige kan nå sige godnat til mor, inden Netflixs nyeste sats binges færdigt.

For serien er et sats! Langt fra alle vil bryde sig om Murphys humor og specielle stil. Derudover er det en dårlig forretning for Netflix at ansætte en dyr mand som Murphy til kun en enkelt sæson. Det mærkes tydeligt på ‘The Politician’s sidste episode, der strækker sig mod fremtiden og endelig matcher det fremadrettede potentiale, Platts karakter emmer af. Netflix har fingre i Murphy og kommer nok ikke til at slippe deres guldægslæggende høne sådan uden videre.

På pinligt mange punkter afspejler Murphys over the top-stil den groteske verden, 2019s politik gebærder sig med. På den måde formår serien at fremstille en slående sandfærdig fremstilling af barnlige sociopater med alt for meget magt.
På trods af dette, bliver alt andet end det perfekte en skuffelse, da Murphys navn normalt kan findes under samme søgning når man googler synonymer for ”perfektion”.

Sæson to får dog min stemme, trods en noget sløv (valg)kamp mod resultatet af en serie, der til sit forsvar er lige så ambitiøs og eklektisk som sin hovedkarakter.