Paddington 2

Den marmeladeglade bjørn er tilbage. Denne gang med en bedre skurk, der gør det til en langt mere mindeværdig fornøjelse end den første.

Velkommen til et farverigt London. Et sted hvor en talende bjørn slet ikke er noget usædvanligt. Denne bjørn, ved navn Paddington, gør hvad han kan for at gøre verden til et bedre sted. Han er en superhelt og hans superkræfter er en marmelademad, et fast blik, en tæt på uovervindelig optimisme og sin tante Lucys gode råd. Paddington fandt i den første film et hjem hos familien Brown, som også har hver deres superevner. Det er bl.a. at kunne dykke fra ekstreme højder og styre et damplokomotiv. Når de arbejder sammen er der næppe det de ikke kan overvinde.

Jagten på den perfekte gave
’Paddington 2’ foregår 3 år efter den første. I hjemmet for pensionerede bjørne i Peru fylder Tante Lucy snart 100 år, så Paddington (stemmelagt af Mikkel Lomborg) vil naturligvis finde den perfekte gave til hende. Han opdager en gammel pop-op bog af London, som han tænker kan hjælpe tante Lucy til at opleve byen, eftersom hun jo er for gammel til at klare rejsen. Bogen koster desværre mange penge, og Paddington er derfor nødsaget til at få sig et job. Efter et par jobs med varierende succes bliver bogen dog stjålet af skurken Felix Buch-Arndal (spillet af Hugh Grant, dansk stemme af Mads Christensen). Han er en falleret teaterskuespiller, der nu lever af at lave hundemadsreklamer.

Paddington mistænkes for tyveriet og han skal nu forsøge at gøre fængslet til sit nye hjem. Han bruger alle sine førnævnte kræfter på at skabe det bedste ud af en dårlig situation. Ikke nok med at han formår at fastholde sin godhed, finder han tilmed det bedste frem i folk omkring ham. Derfor er Paddington en superhelt.

Bedre end den første
Selvom den første film var overraskende sjov, led den lidt af inkonsekvens i nogle af de elskværdige karakterer, en lidt ujævn midte og en lettere uinteressant skurk. Alt det er udbedret i ’Paddington 2’. Den holder et stabilt underholdningsniveau hele vejen igennem med masser af gode grin undervejs. Æren for dette kan tilskrives Hugh Grant, der dominerer hver scene han er med i blot med sin mimik. Mads Christensen gør også et ganske hæderligt stykke arbejde. Felix taler til sig selv gennem alle de klassiske Shakespeareroller han har spillet gennem sin karrierer. Fordi vi derved ser en ensomhed, får vi ondt af ham selvom han konstant udviser en grinagtig selvoptagethed.

Vises kun med danske stemmer
Med en lang række af dygtige britiske skuespillere går der selvfølgelig noget tabt, når der bliver dubbet med danske stemmer. Det er en børnefilm og det giver derfor udmærket mening at bruge danske stemmer. Men da filmen er så god, synes jeg det er lidt ærgerligt at der ikke også er visninger med original tale. Da de danske stemmer sådan set er helt fine, om end nogle enkelte lyder lidt dovne, er der nok effektiv slapstick, samt imponerende animerede sekvenser til at voksne også vil være godt underholdt. En dansk Hugh Grant er ikke så slemt som det kan lyde.

’Paddington 2’ kan varmt anbefales. Især hvis man syntes den første bare var lidt sjov. Det er en efterfølger med en bedre historie, bedre skurk og bedre jokes. Både de mindste og deres forældre vil være godt underholdt. Hugh Grant er fantastisk selv uden sin egen stemme. Der findes fortsat humor og varme i den sympatiske bjørns misforståelser, når han tager det der bliver sagt til ham lidt for bogstaveligt. Filmen bedårer med flot konstruerede scener og et skønt soundtrack. Jeg kan med glæde meddele at calypso-bandet er tilbage. Vi bør alle lade os inspirere lidt af Paddingtons godhjertethed. En fremragende familiefilm.

Foto tilhører SF Studios