Paris of the North

Måske findes nordens Paris i den islandske ødemark – måske endda længere ude end man umiddelbart kan forestille sig?

Paris of the North’ er en sort komedie der med sindsro og et fedt soundtrack udfolder sig i den islandske ødemark. Tempoet er sagte, komikken er subtil, og filmen drives af karaktererne og de gode skuespillerpræstationer.

Den tidligere alkoholiker og skolelærer Hugi er flygtet til den fallerede by Flateyri – med blot 169 indbyggere – i et forsøg på at droppe alkoholen og atter komme på ret køl, efter at hans kone er gået fra ham. Men da Hugis fremmedgjorte far hjemvender fra sin bar i Thailand, vender det op og ned på Hugis søvndyssende tilværelse.

Byen som karakter
I ’Paris of the North’ bruger instruktør
Hafsteinn Gunnar Sigurðsson og manuskriptforfatter Huldar Breiðfjörð på smuk vis den lille by i det nordvestlige Island som en karakter i sig selv, og filmens stilistiske udtryk kommer til at udgøre mere end bare en ramme for filmens fortælling. Byen og miljøet bliver en essentiel del af det komiske element, og resultatet er, at det stilistiske udtryk er utroligt vellykket. Den omkringlæggende naturs storslåenhed står i stærk kontrast til den slidte og faldefærdige lille by, der oser af vild og voldsom kedsomhed samt mangel på udfoldelse.

Det lille bymiljø driver på mange måder filmen, og det fungerer godt. En sjov detalje er, at manuskriptforfatteren Huldar Breiðfjörð, som selv har et hus i Flateyri, havde byen som inspirationskilde, da han skrev historien, hvorfor det også var helt uomtvisteligt, at filmen blev optaget netop der. Denne nærhed og intimitet med byen mærker man også tydeligt, når man ser filmen, og det er et stort plus.

Tempo
Stilmæssigt minder ’Paris of the North’ om
Hafsteinn Gunnar Sigurðssons første film ’Either Way’, som for øvrigt også blev genindspillet i den amerikanske version ’Prince Avalanche’ med Paul Rudd og Emile Hirsch i hovedrollerne.

På samme vis er ’Paris of the North’ også en sort komedie med et lavt tempo. Men med den langsomme stil og den subtile humor kommer filmen desværre også netop her lidt til kort. Måske ville det være anderledes, hvis man forstod islandsk og dermed dialogens finurligheder og nuancer, men med underteksternes simpelhed er der i filmen periodevis for langt imellem det sjove. Det er ærgerligt fordi potentialet fremstår så højt, og selvom filmen bestemt har adskillige morsomme elementer, sidder man desværre lidt umættet tilbage.

Når alt dette er sagt, så skal det også siges, at filmen dog har så mange sjove scener og så mange andre kvaliteter, at den bestemt er anbefalelsesværdig!