Af Andreas Baumann

En andenklasses dansk komedie med nogle de sædvanlige danske publikum-darlings i hovedrollerne, hvilket dog ikke løfter filmen fra at være temmelig ligegyldig.

Den lettere distræte men ellers ret almindelige gennemsnitlige fyr Anders (spillet af Nikolai Lie Kaas) køber nyt hus med sin højrøstede kone Puk (Sidse Babett Knudsen), og deres forhold sættes for alvor på prøve, da de opdager, at det nyindkøbte hus er pilråddent og har brug for lidt mere end blot en kærlig hånd. For at skaffe penge til håndværkere, lejer parret kælderværelset ud til parterapeuten Ulrik (Søren Pilmark), og han viser sig at være en endnu større udfordring for parrets kærlighed end først antaget. Ulrik tilbyder nemlig terapi til parret, som så mange andre folk i parforhold pludseligt begynder at spekulere på, om de i grunden er lykkelige sammen – ikke mindst efter at de fysiske rammer, der skulle være udgjort af drømmehuset, i stedet viser sig at være faldefærdige. Hvad værre er, at parterapeuten brænder varm på Puk, og i stedet for at hjælpe det skrantende parforhold, forsøger han med alle midler at splitte dem. Det lykkes næsten, men alligevel ikke, og selvfølgelig sejrer kærligheden til sidst.

Ifølge eget udsagn viderefører Nordisk Film med ”Parterapi” sin lange tradition for at producere komedier og lystspil. Men at sammenligne denne tandløse film med f.eks. rækken af Olsen Banden film eller folkelige serier som ”Huset på Christianshavn” er nærmest blasfemisk. I stedet kan man sige, at på samme måde som bryggeriet Faxe bryster sig af at producere anonymt og kedeligt øl til det danske folk, viser Nordisk Film sig med ”Parterapi” som leverandøren af middelmådige komedier til danskerne, som udover en bitter smag (der kan minde om eftersmagen af dårligt humlebryg) hurtigt er glemt igen, når biografsalen forlades. Det betyder ikke, at ”Parterapi” ikke er underholdende – det kan et glas Faxe fadøl som bekendt også være. Særligt Rasmus Bjerg i rollen som den kiksede ven Bo får latteren frem, og det er da herligt at se ham tilbage i sit rette element efter den mere seriøse og kedelige rolle som vicekriminalkommissær Kurt Birk i tv-serien ”Livvagterne”. Nikolai Lie Kaas er også ganske morsom, specielt når han demonstrerer sine evner til at spille kikset, som han ikke mindst er i begyndelsen af filmen, hvor han i en kluntet og usikkert parringsdans forsøger at score på dansegulvet, men for det meste er han i filmen for almindelig og gennemsnitlig kedelig til, at der er noget at særligt at grine af. Han er langt bedre i film som ”Blinkende Lygter” (2000), ”De grønne slagtere” (2003) og ”Solkongen” (2005), som i øvrigt alle er langt sjovere og mere originale danske komedier. Sidse Babett Knudsen er tydeligvis castet til en rolle, der forsøger mest muligt at efterligne succesrollen i ”Den eneste ene” (1999). Det gør hun meget godt, men særlig originalt er det ikke, og selvom parterapien i netop ”Den eneste ene” (1999) muligvis en vigtig inspirationskilde, så er blot en dårlig og uoriginal efterligning.

”Parterapi” er til tider underholdende, men meget mere end et halvhjertet forsøg på at lave en folkekomedie, er det ikke. Se den, hvis titlen vækker din interesse – den siger nemlig meget om, hvad du kan forvente. Hvis ikke, så bliv hjemme – du går stensikkert ikke glip af det store, og filmen er nok alligevel glemt om et par uger, og efterlader nok ikke meget mere end en række lunkne anmeldelser og måske en bitter smag af fladt øl.

2 af 6 stjerner