Patti Cake$

stjerner5

af Mathilde Johanne
2. november 2017

I Manhattans brakmark af en baghave – det nordlige New Jersey, drømmer den unge Patricia Dombrowski hver nat om at udleve sin sande skæbne som rapgudinden Killa P.

Patti a.k.a Killah P a.k.a Patricia Dombrowski tilbeder den fiktive rapper O-Z, der ulig hende er på toppen af verden og ikke begrænset af en fordrukken mor, hospitalsregninger eller lokalmiljøets overvægtsstigmatisering. Hver morgen kysser hun fortryllet sit spejlbillede farvel, hvisker ”my life is fucking awesome” blot for at bevæge sig ud i betonfolden, hvor hverdagen smager mere af Jägermeister end Champagne.

At Patti er tyk, lader hun selv til at være afklaret med, men filmen viser tydeligt, hvordan hendes omgivelser nægter at tage hende seriøst af samme grund. Fra filmskaberens hånd kunne man have valgt at lade den talentfulde unge kvinde transformere sig fra grim ælling til et mere musikvideovenligt kropsformat. Det er heldigvis ikke tilfældet og med en underspillet hilsen til Hairsprays Tracy Turnblad, får Patti heldigvis lov til at forblive, som hun er; hamrende ligeglad med hvordan folk synes, hun skal opføre sig eller se ud.

Dynamisk indie-duo
Selvtilliden er utrættelig hos Patti. Hun pukler løs som kvinden på gulvet og langer spiritus af laveste kvalitet over disken til byens sutter, kun holdt ved ilden af troen på sit talent, stjernedrømmen og hendes bedste ven og hypeman Jheri. Når Patti selv tvivler på mulighederne for at slippe væk fra fremtiden i Jerseys skraldespand for hvide undermålere, forsikrer Jheri hende om, at hun kan levere linjer som ingen anden. Selv synger han de tilhørende flødesekvenser mellem selvklappede rytmer og Pattis rim samt tjener til føden iklædt hvid kittel og borgerlige manerer på byens apotek.

Overdimensioneret realisme
’Patti Cake$’ er musikvideoinstruktøren Geremy Jaspers første spillefilm. Der er stor kontrast imellem Pattis grovkornede ’8 Mile’-lignende virkelighed og en række scener i filmen, hvor socialrealismen gemmes langt væk, og der er smæk på farver, lyd og overnaturlighed i næsten Baz Luhrmanske dimensioner. Dog fungerer den overdrevne stil bedst, når den indgår i realplanet. Karakterer som heavy-punk-emoen Basterd, der er et om muligt sortere får end Patti i den snæversynede by, går med glasøje og bidrager med eventyrlig mystik. Modsat behøver man ikke se Patti svæve hypermetaforisk op over en asfalteret vej. Hun er den perfekte menneskeliggørelse af drømmeren ved sin blotte tilstedeværelse i filmen.

Fusionsfilm af bedste skuffe
Der er ikke et øje tørt eller en ukruset mundvig i sigte, når ’Patti Cake$’ for alvor folder drama og karakterer ud. Når Patti, hendes brovtende bedstemor, vennen Jheri og Marilyn Manson-kopien Basterd begynder at producere musik under navnet PBNJ i et mosbefængt skovskur, klapper man i sine små, fede hænder. Det er underligt, det er quirky, og det er fucking fremragende. Filmens sange er klichéfyldte, men til det vakse øre er der en del sjove rim og referencer at mæske sig i. Som man heppede på Eminem, da han mistede sig selv i musikken og aldrig gav slip, sidder hjertet ligeledes oppe i halsen, når Patti en gang for alle skal se sig selv og sine haters i øjnene på den store scene.

Til de socialrealistisk liderlige leverer ’Patti Cake$’ stof til eftertanke, omend på den Sundance-favorable måde hvor de strukturelle konflikter aldrig bliver for grafiske til at kunne indgå i ”feel-good-kategorien”. Mest af alt er det bare en virkelig god og dejlig film, der tør samle op hvor ’8 Mile’ slap, og med moderne øjne får skabt en unik hip hop fortælling, der er medrivende fra start til slut.