Paul – Premiere 9/6/2011

Nick Frost & Simon Pegg alias nørddrengerøvene Clive og Graeme i Paul. Photo courtesy of UIP.

Af Dorte Winkler

Komikerparret Simon Pegg og Nick Frost, som måske er mest kendt for deres 2004 film Shaun of the Dead er tilbage med en forrygende sjov film, Paul, historien om en alien på flugt fra Area 51 i Nevada og hans møde med to tegneserie- og sci-fi entusiaster og nørder.

Graeme og Clive er to britiske fyre, ja lad os bare kalde dem drengerøve, som er på tur i USA, hvor de ikke bare skal deltage i en masse conventions for tegneserie og sci-fi nørder men også på et nøje planlagt roadtrip i en stor autocamper til diverse sci-fi sights som fx Area 51 og The Black Mailbox i Nevada. Denne oplagte drengerøvstur og nørdevent tager en uventet drejning da Graeme og Clive ikke bare støder på en ægte alien, men også bliver involveret i hans flugt og i forsøget på at bringe ham helskindet til det sted hvor han har planlagt at blive hentet hjem i UFO og det hele. Paul, som denne alien hedder, er noget af en karakter for at sige det mildt. Klædt som en drengespejder i shorts og rygsæk, men ellers helt i tråd med den stereotype aliens udseende (stort skaldet hoved, med enorme øjne og en smågrønlig hud) er Paul alt andet end hvad man forventer. Han er grov og vulgær, en festabe og en joker – han er en helt igennem alien drengerøv, men med hjertet på rette sted. Undervejs på denne trios farefulde vej forfølges de af den Men In Black-agtige Agent Zoil og to tumpede rookie-agenter, som har til opgave at indfange ham igen, for ikke at tale om diverse mennesker de har fornærmet undervejs og en sur, religiøs fanatiker, hvis enøjede datter har sluttet sig til trioen i autocamperen. Filmreferencerne står i kø – bare tænk E.T. til eksempel, men det geniale er at det hele får et tvist – nogle gange et forventeligt et, men langt oftere af overraskende karakter – og det er her, at lattermusklerne får god motion, samtidig med at man frydes over de mange referencer – men dem får du ikke her – dem skal du selv finde og nyde.

Jane Lynch som servitrice og sci-fi barejer i Paul. Photo courtesy of UIP.

Simon Pegg og Nick Frost, som i øvrigt er perlevenner i privatlivet, har skrevet manuskriptet og spiller de to hovedroller, hvor det er Seth Rogen, der leverer stemme til den yderst overbevisende cgi-skabte Paul. Derudover er der gode roller til fx Jason Bateman, som Agent Zoil, Blythe Danner som Tara, der ”fandt” Paul og den altid morsomme og lettere skøre Jane Lynch i rollen som ejeren af en UFO bar.

Paul, har alt hvad det kræver for at opnå kultstatus – den er citérbar, den genopfinder og blander genrer og gør det herligt underholdende med sine mange referencer til film og popkultur. Der er også nogle hug til ikke mindst religiøse fanatikere og andre snæversynede individer, men altid med humor ind over, for ikke at tale om rigeligt med gags og scener der kan ses igen og igen.

Paul kan helt fortjent forventes at blive et af sommerens meget populære komedier – den anbefales i hvert fald herfra – hvad enten du skal søge ly for varme eller regn de næste mange uger.