Philomena

Philomenas fortælling er hvad alle journalister, forfattere og ikke mindst filmskabere drømmer om – en rigtig god historie; og så er den tilmed sand. Den ældre irske kvindes søgen efter den søn, der mere end 40 år tidligere blev bortadopteret til USA mod hendes vilje, er grundlaget for Stephen Frears hjertevarme komediedrama. Judi Dench og Steve Coogan er eminente som Philomena og Martin Sixsmith – et særdeles umage makkerpar der sammen drager ud i jagten på sandheden.

Har man set Peter Mullans ’The Magdalene Sisters’ fra 2002, vil man højst sandsynligvis kunne genkalde sig diverse traumatiserende skrækscenarier af tågede vaskehaller fyldt med sveddryppende, hårdtarbejdende kvinder i sørgelige laser, torturlignende kronragninger og uhyggelige, sortklædte nonner, der med skinger røst og onde øjne prædiker om afstraffelse som soning og Guds vilje.

Roscrea-klostret, hvor denne tragiske historie tager sin begyndelse i 1952, ligner til forveksling. Her afleveres den unge Philomena Lee (Sophie Kennedy Clark), hvis familie har slået hånden af hende, da hun ved et uheld er blevet gravid og med samtidens øjne betragtes som en falden kvinde. Få år senere står hun skrigende med ansigtet presset mod lågegitteret, hvorigennem hun magtesløst må overvære nonnerne sælge hendes 3-årige søn Anthony til amerikanske adoptivforældre.
I sin lille lejlighed betragter den nu 70-årige Philomena (Judi Dench) et falmet fotografi, som én af de unge nonner i klostret barmhjertigt stak hende i sin tid. Trods talrige besøg hos de tilbageblevne ansatte på Roscrea-klostret kommer hun ingen vegne i sin søgen; Ingen synes at vide noget. Hvad skete der med Anthony?

Placeret tilfældighed
Her tager Stephen Frears fat, og lader ganske tilfældigt – måske en anelse for tilfældigt – Philomenas historie komme den nyligt arbejdsløse journalist Martin Sixsmith (Steve Coogan) for øren. Steve Coogans komiske talent skinner tydeligt igennem i hans portrættering af den overintellektuelle, snobbede Martin, der, med påskud om at være i færd med en bog om russisk historie, ikke giver sig af med at skrive den slags ”human interest”-historier for svage, sårbare og ignorante mennesker.
Forudser man, at han i efterfølgende scene vil beslutte sig for alligevel at skrive historien, må man ignorere sin indre, overlegne kritiker, der råber op om forudsigelighed, klichéer og stereotypi.
Undertegnede fandt sig selv i ovenstående situation og måtte altså til sin store overraskelse revurdere den forudindtagede holdning til filmen.

Interessante udfald og skægge detaljer
’Philomena’ er baseret på journalisten Martin Sixsmiths roman om Philomenas historie. Stephen Frears har, i samarbejde med Steve Coogan som er medforfatter af manuskriptet, valgt at lade sin film handle om denne romans opståen gennem de to menneskers møde og efterfølgende rejse. Trods den næsten kedeligt velkendte konvention om at sætte to vidt forskellige mennesker sammen og lade små sammenstød og misforståelser, der nødvendigvis må være resultatet heraf, fungere som filmens comic relief, er ’Philomena’ alt andet end kedelig.
Tværtimod overraskes man gentagne gange af interessante udfald og skægge detaljer, og så fremstår både Philomena og Martin som utroligt livagtige karakterer, hvilket naturligvis er Dench og Coogans fortjeneste.

Livagtige karakterer
Den simple, elskværdige Philomena er, trods fortidens grufulde hændelser, endnu stærkt troende katolik, der konsekvent ser det gode i mennesker og har en stor forkærlighed for trivielle ugebladsromaner, som hun glædeligt genfortæller med alle detaljer. ”Oh, there’s a series of them”, siger Martin med et blik på bogens bagside, da han er blevet tvunget til at låne den. Sarkasmen er umiskendelig, om end den naturligvis går Philomena helt forbi.
Coogan, der ikke just er velbevandret i drama-genren, er fuldt ud overbevisende som Martin Sixsmith, der er mærket af sit årelange arbejde i en kynisk medieverden og bestemt ikke deler Philomenas overbærenhed med menneskelige fejl og mangler. Martin er overbevist ateist og har intet tilovers for den i hans øjne hykleriske katolicisme, hvilket resulterer i interessante kontroverser mellem de to karakterer og en særdeles tilfredsstillende slutning (der naturligvis ikke bør røbes her).

’Philomena’ er kort sagt en utroligt vellykket og rørende ”based on a true story”-film, der rammer den helt rigtige balance mellem humor og drama.