Power Rangers

 “Together we are more” er den catchy catchfrase, der prøver at give et overflødighedshorn af latterligheder mening.

Sko med plateau, neon windbreakers, bøllehatte, denimjakker, mørke læber, runde solbriller og farverigt hår. Lyder det som dig og din omgangskreds’ garderobe? Så er du ikke langt fra virkeligheden. 90erne er for alvor over os. 90er dillen får nu også sit indtog på det store lærred med en genoplivning af den klassiske, stædigt overlevende tv-serie om de pubertære Power Rangers.

The usual Plot-spects
Lad mig først og fremmest introducere hvad ‘Power Rangers’ er for en fisk: 5 teenagere med hver sine særheder er tilfældigvis samme sted på samme tidspunkt da de finder nogle farvede mønter. Få ville nok betegne den genstand de finder som mønter, men lad nu det ligge. De finder endvidere et underjordisk rumskib med mentoren Zordon (i form af en talende væg spillet af Bryan Cranston), der engang for en million milliard år siden gemte føromtalte mønter indtil de rette fandt dem. Heldigvis finder de unge mønterne nogenlunde samtidigt med at ondskaben bliver vækket til live. Hvilket belejligt tilfælde! De relativt uduelige teenagere bliver trænet af Zordons robot Alpha 5, der mest af alt bliver en belastende, ivrig og savlende hund i hele setuppet. Handlingsmæssigt er det er altså det helt klassiske Power Ranger setup tilført nutidens teknologi og ligegyldighed.

Kliché og klov-onani
Allerede fra begyndelsen halter karakterregisteret, men det bliver værre endnu. Man har formået at gøre alle de unge karakterer til stereotyper på politisk korrekte steroider. Selvfølgelig er den røde Power Ranger Jack (Dacre Montgomery) byens stolthed fordi han er en hamrende talentfuld quarterback på skolens fodboldhold. Han smadrer sit ben i en biljagt, der udløses fordi han sammen med en ven har sat en ko løs på en skole og derfor bliver jagtet af politiet. Man undres til over begge ører over hvad pokker der foregår. 1. Har i hørt om at vælte køer? Betydeligt sjovere. 2. Jacks ven har “malket” koen for at berolige den. Koen havde dog kun en pat og intet yver. Det er ikke en Ole Bornedal film, men man fristes til at tro at produktionen har kigget med på ‘1864’, og modsat alle andre fundet at klovdyr + seksuelle handlinger = brandgod måde at starte enhver film/tv-serie.

Tjeklisten er hakket af
De andre karakterer er lige så stereotype – dog med et par drys minoritet, hvilket er påtaget favnende. Der er ‘the funny black guy’, der er autistisk for. Således kan man tjekke den af på listen. Latino pigen, der hører hård metal og er queer. Tjek! Disciplineret asiat med et lille ødipuskompleks. Tjek! Blød indeni, hård udenpå pigen, der fortryder at hun har delt en anden piges nøgenbillede. Tjek! Under hele seancen hører jeg nærmest samtaler fra produktionslokalet, der har plukket alt det “bedste” fra nutiden og fortiden, fordi man med teknologien i dag har mulighed for at lave en flot og farverig CGI opdatering af en gammel klassiker. Ud kommer en meget lidt vellykket Zord, der kæmper for at være det mindste original.

Praktikanterne tager over
“Hvad så med soundtracket – er det originalt? Det var det til genindspilningen af ‘TRON’ (2010) og det var ret fedt!” Det er lige så originalt som resten. Igen forestiller jeg mig at nogen har givet den soundtrack-ansvarlige en håndfuld buzzwords, hvor vedkommende har taget de øverste på listen. Det betyder at et knivskarpt nummer som Kanye Wests ‘POWER’ bliver soundtracket til filmens store kampscene og forvirringen er total. Skal jeg høre lækker musik eller se på middelmådige kampscener? Nemt valg. På samme måde spilles der tilfældigvis ‘Survivor’ af Destinys Child når superskurken lige er sluppet afsted i live. Kan i gætte hvilket nummer, der er lagt på rulleteksterne? SNAP! med ‘I’ve Got The Power’.

Power Rangers er som så mange reboots super hypede, og jeg forstår det godt. Serien er nærmest kult for børn fra 90’erne, der ligesom mig har leget med figurerne og set serien på tv. Når det så er sagt, forstår jeg også godt at det aldrig har gået bedre for tv-serie formatet, hvis det filmindustrien disker op med er lige så latterlige, merchandise-begærende, CGI-overdrevne, korrektheds-pleasende filmatiseringer som Power Rangers.