Prince Avalanche

Photo Courtesy of Magnolia Pictures.

En tilsyneladende endeløs vej, to tilsyneladende uforenelige kolleger og en tilsyneladende ubegribelig mængde af gule vejstriber. Det er hovedingredienserne i ‘Prince Avalanche’ – en slapstick-komedie med undertoner af dystopisk lommefilosofi.

Alvin (Paul Rudd) og Lance (Emile Hirsch) er ansat til at male striber på en øde vej i en nedbrændt skov i Texas. Alvin er den pertentlige type, der nyder ensomheden i naturen, hvorimod Lance er en umoden festabe – der kun er hyret til nogle ugers vejarbejde af Alvin, fordi han er bror til Alvins kæreste. Da den første frie weekend kommer, skynder Lance sig ind til byen for at få “trukket lidt i lillemanden”, mens Alvin nyder naturens stilhed. Ingen af dem får dog deres ønsker opfyldt, og da Lance vender slukøret tilbage, er det med en nyhed, som vil ødelægge Alvins tilsyneladende harmoniske forhold til sig selv og sin omverden.

At befinde sig midt i en gold texansk skov med to vejarbejdere viser sig at være en udemærket situation, når man har Paul Rudd og især Emile Hirsch på rollelisten. De to skuespillere i deres respektive roller er et aparte og interessant bud på et buddy film-team, ligesom vi kender dem fra ’Dum og Dummere’ og ’Gøg og Gokke’ – dog med langt større karakterdybde.
En nedbrændt skov i senfirserne er location-guf for os, der bliver draget af samtids- dystopi som en form for ‘synlig-men-usynlig’ medspiller i film – det er blandt andet et virkemiddel, som vi kender fra ’Donnie Darko’ (2001) og ’Mulholland Drive’ (2001).
I ’Prince Avalanche’ er der arbejdet godt med disse undertoner og deres kontraster med slapstick-komedien, som leveres af de to hovedkarakterer. Efter min mening skete det dog et par gange, at den komiske vinkling af de interne og indre kampe hos hovedkaraktererne fik filmens undertema, om den simple skønhed og harmoni der kan findes i nedbruddet eller den totale ødelæggelse, til at fremstå en anelse for banalt og lommefilosofisk.

Men måske er det ikke nødvendigt at nærlæse filmen på denne måde. Når alt kommer til alt er ’Prince Avalanche’ en underholdende og pudsig buddy-film, der indfrier alle forventninger på skuespilfronten.

’Prince Avalanche’ er Månedens Film i Cinemateket i December 2013.

Prince Avalanche på IMDB