Jeg ved ikke om nogen har ventet i decideret åndeløs spænding på den nyeste Bond film, men hvis man skal tro det medie-hype der sædvanen tro omgiver den seneste film i rækken om den britiske agent, der åbenbart aldrig vil dø – James Bond himself – så skal der jo nok sidde nogen derude og mene at dette er årets filmbegivenhed. Der er i hvert fald ingen tvivl om at en ny Bond film, som altid er omgivet af forventninger. Efter at man med succesen Casino Royale lavede en slags ”Bond Begins” ved at gå tilbage til Bonds første tid som nyudnævnt 007 agent, med Daniel Craig som ny Bond, er forventningerne til Quantum of Solace ikke blevet mindre.
Samtidig er det første gang i den lange række af James Bond film, at den nye film er en reel efterfølger til den forrige. I Casino Royale mistede Bond sit livs kærlighed Vesper Lynd, og Quantum of Solace handler i høj grad om at få ram på skurken bagved. Derfor har Bond fanget Mr White (spillet af danske Jesper Christensen) og bringer ham til forhør hos MI6. Her afslører Mr White at det ikke ham der er hovedmanden, men at en organisation der går under navnet Quantum har folk strategisk placeret alle vegne. Og hvad er mere skræmmende for en efterretningstjeneste end tanken om at der eksisterer en forbryderisk organisation som de absolut ingen kendskab har til. Bonds mission er nu klar, måske mere for ham selv end for M, – han skal have indkredset hovedmanden og tilintetgjort organisationen.
Filmen åbner med en hæsblæsende biljagt i Monaco, hvor Bond forsøger at ryste sin forfølger af sig. Flere klip i jagten er skudt i køler højde og dét er billeder der går lige i maven. Hermed er tonen sat for resten af filmen, som bliver et opvisningsmaraton af actionscener til lands, til vands og i luften. Allerede indenfor de første 20 minutter af filmen har der været fire separate actionsekvenser, og der er ingen tvivl om at Bond mestrer alt fra nærkamp til forfølgelse eller flugt med ethvert transportmiddel. De altid eftertragtede roller som Bondbabes, er denne gang gået til Gemma Arterton som agent Fields og eksotiske Olga Kurylenko, som Camille – kvinden der har sin helt egen dagsorden og som sørger for at bringe Bond nærmere hans mål. Trods sit nylige tab af Vesper Lynd, er Bond dog ikke disponeret for cølibat så der bliver plads til lidt agentsex, som dog mere er antydet end vist. På samme måde er al action og vold i filmen mere spektakulært end udpenslet og det gør at Quantum of Solace har formået at holde en censur grænse på 13 år i fx USA og på 11 år herhjemme. Så er der flere der kan komme i biografen, men det betyder også at Quantum of Solace undgår at blive agentfilm for voksne. Og det er egentlig ærgerligt. For nu hvor man tydeligvis har luget ud i mange af de gamle underholdningsprægede karakteristika, hvor ikke mindst Bondfiguren var lidt af en charmetrold, og hvor der var en del humor og skarpe oneliners, så kunne vi godt tåle at Daniel Craigs dystre, hårdkogte, fåmælte og enerådige Bond, blev akkompagneret af en tilsvarende dysterhed og realisme i plottet og de for genren så vigtige actionscener.
Det er som om kærligheden til James Bond karakteren er forsvundet ned i pengekassen. Quantum of Solace har slået rekord i indtjening på product placement med ca. 50 millioner pund i kassen, men det er nu ikke fordi produkterne forstyrrer i denne film, det er mere diskret end så mange gange før. Filmen føles som en forholdsvis automatiseret proces frem for et ønske om at fortælle en rigtig god historie. Og selvom plottet er krydret med lidt miljøbevidsthed og fint undgår terrorfælden, så føles den ikke relevant og vedkommende. Måske er undertegnede hæmmet af aldrig at have fået set Casino Royale. Der vil sikkert være mange som synes at Quantum of Solace er top-underholdning og nyde de flotte actionscener og de mange stunts.
Jeg håber at inkarnerede Bondfans ikke vil føle sig snydt, men personlig synes jeg at Bond forlængst har fået baghjul af Bourne.
– Dorte Winkler