Klicheerne såsom næver af stål og hjerter af guld ligger lige får i beskrivelsen af hovedpersonerne i Real Steel, om en forhenværende bokser, der over en sommer cirka 20 år ude i fremtiden, får chancen for at genskabe kontakten til sin forladte søn. Det gør de så i selskab med en udslidt bokserobot og stik imod alle odds formår de og filmen på trods af en nærmest skamløs appel til tilskuerens følelser at virke engagerende og ja rørende.

Fremtiden på film har mange former. Nogle er futuristisk dystopiske(som Blade Runner), andre igen spraglede og fyldt med tekniske fremskridt( som Back to the future II). Men sjældent har denne anmelder set en fremtid, med så meget sepiatonet nostalgi, at man ved filmens start er i tvivl om, hvorvidt vi befinder os i 1960´erne eller 2020´erne. Det er først da Charlie(Hugh Jackman) ankommer til et lokalt marked i det sydlige USA, og nogle småpiger næsvigt nysgerrigt spørger om de må se ”Ambush” at fremtiden åbenbares. Ambush viser sig nemlig at være Charlies kamprobot, som han bruger i boksekampe for derved at vinde penge. Da vores hovedperson er i bekneb med finanserne, indvilliger han i at stille op til en kamp mellem ”Ambush” og en fuldvoksen tyr. Efter den noget bizarre tyrefægtning, der (heldigvis) ender godt for tyren, står Charlie uden robot og med en kæmpe gæld, og som det ikke er nok, får han efter kampen at vide, at han skal stille i retten i sagen om forældremyndigheden over en søn(Dakota Goyo) han aldrig har set.

Moren er nemlig død, og da mosteren gerne vil overtage forældrerettighederne øjner Charlie chancen for at få lidt penge ud af det. Aftalen bliver at han skal passe Max henover sommeren imens moster og mand er i Europa. For det får han en anselig portion penge.

Sammen tager de af sted til en boksekamp med Charlies nyerhvervede robot(købt for de penge han i realiteten har solgt Max for). Og takket være Charlies egenrådighed, taber han igen på trods af Max gode råd. Som konsekvens af den beskadigede robot må de to på ulovlig skrotjagt, der nær ender galt da Max falder og er på nippet til at ryge udover en skrotskrænt. Han reddes fordi en metalarm fra en gammel robot stikker frelsende ud af skrotbjerget. Som tak insisterer Max på at grave robotten fri og tage den med.

Dette bliver starten på et bokseeventyr, som takket være hårdt arbejde(hjulpet på vej af en så stor mængde af læskedrikken Dr. Pepper, at man flere gange får lyst til at råbe produkt placering op imod lærredet), og et fælles projekt mellem far og søn får miraklet til at ske. Den gamle udtjente robot bliver til sensationen ”Atom”, som trods alle odds får en kamp imod robotboksningens mester Zeus.

Real Steel er en film med så få overraskelser i plottet og med så mange klichefyldte feel good momenter at mange(læs voksne) vil føle sig understimuleret og med rette manipuleret af en film, der ikke skammer sig over at bruge alle de(billige) tricks til at få tilskueren til at holde med og heppe på Charlie, Max og Atom. Med en grundstruktur, som er sammensat af den bibelske historie om Davids kamp imod Goliath, boksesportens favoritmyte om ”the comeback kid” tilsat en far-og-søn-finder-hinanden-igen historie, er genkendelsens plotglæde sikret i rigelige mængder. Og garneret med robottæskende visuelle effekter og Danny Elfmans stemningsskabende musik ender Real Steel med at være en manipulerende men fint underholdende film.