Der lægges op til de helt store følelser i Gilles Bourdos’ Renoir, der fortæller den sande historie om den aldrende impressionist, der ved mødet med en ung, smuk kvinde indgydes nyt livsmod og ikke mindst inspiration til genoptagelse af sit kreative skaberværk. Men billedernes overvældende skønhed drukner og kvæler historien, der i al sin fredelighed ikke lever op til det drama, der intenderes.

Filmen tager sin begyndelse i 1915 i det sydfranske Cagnes-sur-Mer. Her er den 74-årige Pierre-Auguste Renoir (Michel Bouquet) bosat i maleriske omgivelser med sønnen Claude (Thomas Doret) og et trofast hold tjenestepiger, der holder hus, plejer ham og dagligt binder penslen fast til hans gigtsyge hånd.

Plaget af sorgen over sin hustrus nylige død, sønnen Jeans krigsulykke og de tiltagende sygdomssmerter, er han nået til en stilstand i både liv og karriere.
Skæbnen vil ham det dog godt, og sender en muse i form af den smukke rødtop Andrée (Christa Theret), der pludseligt dukker op i hans atélier og bliver kilden til inspiration i de sidste livsværker.
Da sønnen Jean (Vincent Rottiers) vender såret hjem fra slagmarken for at restituere , falder han for Andrée, der også for ham bliver en slags muse og fremmaner idéer i den spirende filmskaber.
Jeans sår heler, og tanken om kammeraterne ved fronten trækker i ham, så han snart tager en beslutning til stor sorg for både faderen og Andrée.

Med baggrundsviden og Renoir-fascination fra årene med kunsthistorie på A-niveau, havde undertegnede høje forventninger til Gilles Bourdos’ nyeste film. Et intimt indblik i den sande historie om én af impressionismens mestre og hans muse, krydret med sidehistorien om den senere verdenskendte filminstruktør Jean Renoir, kunne – eller måtte – ikke skuffe.
Desværre viser det sig, at de smukke, appetitvækkende smagsprøver i traileren er hovedessensen af filmens appel, hvor historiens mangel på drama og spænding gør de 111 minutter meget, meget lange.
Er man kunst-entusiast eller bare æstetiker i ordets brede forstand, vil filmoplevelsen være en sand fryd for øjet, da der mildest talt ikke er sparet på noget i udformningen af den æstetiske dimension. Det mediterrane landskab med sine græsklædte bakker, citronlunde og azur-blå havudsigt bliver til en næsten sanselig oplevelse, hvor hver eneste indstilling er komponeret som et maleri af mesteren selv. Der dvæles dog alt for længe ved skønheden, mens underlægningsmusikken varsler store følelser og kommende drama. Tiden går og dramaet udebliver.

Omend der kommer lidt skub i handlingen i filmens anden halvdel – Jean kommer hjem, Pierre-Auguste maler flere mesterværker, Andrée rebellerer en smule – går der aldrig rigtig ild i gnisten. Man kunne måske påstå, at der bare ikke er materiale til et så højt anlagt drama i Renoirs liv?
I fald der alligevel foreligger dramatik, formidles det ikke på spændingsskabende vis, og de mange gentagelser i scenernes handling bliver meget iøjefaldende. Eksempelvis ser vi tjenestepigerne transportere Renoir, der grundet gigten ikke er i stand til at gå, frem og tilbage mellem atélier og hus om og om igen. Man skulle mene, at publikum havde fået pointen (og nydt det smukke billede) efter en-to gange.

Derudover virker mange af replikkerne unaturlige, som var deres funktion at belære tilskueren med en smule historisk viden om Renoir eller krydre filmen med nogle fun facts og kendte citater.
På trods af filmens mangler er alle tre hovedskuespillere troværdige i deres roller – i særdeleshed Michel Bouquet gør indtryk i rollen som den store kunstner, der har nået sit livs efterår. Christa Theret formår, tilsigtet eller ej, at give sin karakter en usympatisk personlighedsfacet, der peger henimod den virkelige Andrée Heuschlings senere ucharmerende spillefilmspersona (hun kom til at spille med i flere af Jean Renoirs stumfilm).

Renoir er på billedsiden så smuk som et maleri. Men som de blide penselstrøg og harmoniske motiver i Renoirs mesterværker afspejler, hører dramaet nok en anden verden til.