Revolutionary Road – Premiere 30/1 2009

af Arkiv
4. februar 2009

Søde, unge, forelskede, dumme som snot.

Frank og April Wheeler (Leonardo DiCaprio og Kate Winslet). Photo courthesy of UIP.

Revolutionary Road er en film af Sam Mendes. Selv med en titel så statisk, intetsigende og dræbende kedelig som Revolutionary Road var dette en film jeg ikke ville gå glip af, da Sam Mendes er en af de eneste nylevende instruktører, som har imponeret mig. Hans hidtidige højdepunkt har utvivlsomt været Road to Perdition, som er et moderne mesterværk, og efter den marginalt dårligere, men stadigt virkelig gode Jarhead, var jeg ekstremt spændt på at se hans nyeste.

I hovedrollerne har vi to stjerneskud på den stadigt mere kunstige og mindre troværdige hollywoodhimmel, Leonardo DiCaprio og Kate Winslet. Leonardo DiCaprio er – som altid – altfor pæn til den rolle han skal spille, men det er jo svært at holde den slags imod den stakkels mand. Det man til gengæld kan holde imod ham, er hans ynkelige skuespil. Leonardo DiCaprio har verdensrekorden i at baske med armene som en fugleunge som er bange for at falde ud af reden. Jeg har aldrig set en skuespiller som viftede så meget med armene, det er som en parodi på amerikansk skuespil at se ham på skærmen. Han prøver med alt sin kraft og magt at være intens, på en måde så det virker så kunstigt at det bliver pinligt. Det er som at se Daniel Day-Lewis i sit teater-mode, bare uden den ekstremt underholdende fysikalitet Day-Lewis i det mindste bringer på banen, så man kun er efterladt med en skuespillers anstrengte forsøg på følelsesladede udtryk. Leonardo DiCaprio spiller alting, han eksisterer aldrig som andet end en menneskelig skal i hvilken replikkerne kan komme ud i det rigtige toneleje, med det rigtige ansigtsudtryk, mens øjnene kigger det rigtige sted hen. Kate Winslet er bedre, men ikke meget bedre. Hun lider også af det samme basken-med-vinger syndrom, dog i mindre omfang, men at se de to mere eller mindre uudviklede mennesker de spiller skændes igennem to skuespillere som også kun mestrer skuespil som var de teenagere er som en cocktail bestående af bussemænd dækket af ørevoks. Michael Shannon har fået en oscarnominering for sin meget lille rolle, og hans præstation er ikke noget særligt, men rollen er skrevet ind i historien på en måde så han for de fleste vil være det eneste holdepunkt, han er sat op så han giver følelsesmæssig forløsning for nogle karakterer som ikke kan det selv, og det gør at hans scener er ekstremt tilfredsstillende for publikum, derfor er det klart at så mange vil mindes hans præstation som virkelig god, simpelthen fordi rollen er skræddersyet til at være vellidt.

Revolutionary Road er en ret ligegyldig film om en infantil problemstilling som jeg ikke vil komme nærmere ind på, men blot sige at hvis man nogensinde har tænkt over sit eget liv, så har man nok opdaget pointer som er langt dybere end hvad der præsenteres i Revolutionary Road. Folk er sure og irriterede over at de ikke er megastjerner, derfor græder de og skælder hinanden ud, og vifter med armene som en galning. Jeg vil fremhæve en enkelt scene som meget godt viser filmens niveau og dybde. DiCaprio vifter med armene i et langt take, mens han holder en tale. Talen handler om at være i live, og DiCaprios karakter viser sig kun at have følt sig i live da han var i krig med en riffel i hånden. Winslet svarer at hun også har følt sig i live engang, da DiCaprio bollede hende. Det bliver ikke mere barnligt eller ÆRKEamerikansk – for at føle sig i live har mænd brug for en skyder, og kvinder har brug for en pik. Oh fagre voksne verden!

Sam Mendes har igen brugt Thomas Newman, og det skal være usagt hvorvidt Thomas Newman så mere eller mindre det samme uinspirerede nonsens som undertegnede i filmen, men hans score er ihvertfald uinspireret. Det lyder som aflagte ting fra Road to Perdition som var for dårlige til den film, lige er blevet poleret og strukket ud til at være et score til Revolutionary Road. Tamt, ligegyldigt og for simpelt til at gøre indtryk – især i forhold til Road to Perdition som har et absolut fremragende score.

Revolutionary Road er en rigtig gang amerikansk sovs, som ligger sig i samme diffuse stilart som There Will Be Blood. Filmen kan ikke rigtig finde ud af hvorvidt dens karakterer skal være symbolske eller virkelige mennesker. Det er som om man gerne vil fortælle en historie i et bredere perspektiv om Amerika i 50erne, men så virker det dybt moralsk forkasteligt at tage to mennesker og holde dem som gidsler i et fiktivt tankespind, blot for at holde idioterne interesseret på det rent overfladiske niveau – her hjælper stjernerne selvfølgelig også. Lad det bare være sagt at jeg hader film som har mennesker på rollelisten som er udtryk for idéer eller generelle symboler, jeg foretrækker langt hellere bare idéerne eller symbolerne as is, istedet for dette dobbeltspind. Revolutionary Road rammer næsten alting forkert moralsk og psykologisk, og er spild af tid rent æstetisk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>