Det er befriende, at en film som Seven Psychopaths når de danske biografer. Særligt på et år som dette, hvor de store Hollywood-hero-larger-than-life-film nærmest har taget patent på Imperial og 21.30-forestilingerne landet over. Prisvindende Indie– og europæiske film har taget de resterende spilletider og antallet af film fra ’De skæve eksistenser klub’ er derfor foruroligende dalende.

Filmen handler om en manuskriptforfatter, Marty (Colin Farrel), der arbejder hårdt på filmen Seven Psychopaths. Det vil sige, han drikker mere end han skriver, har formuleret én enkelt overskrift og ved desuden ikke helt hvad han vil med historien. Men det føles hårdt – særligt når han i sine ædru stunder bliver konfronteret både med sin skriveblokade, og sit faldefærdige forhold. (U)heldigvis beslutter Martys ven Billy (Sam Rockwell), at hjælpe hans inspiration på vej på en yderst interessant måde. Billys ven og samarbejdspartner, måske rettere partner in crime, Hans (Christopher Walken), bliver tredje hjul i dette groteske og skæbnesvangre plot, og der går ikke længe før uskyldig kidnapning af hunde bliver til et knapt så uskyldigt opgørskapløb med… psykopater.

Sagt på en anden måde; Marty skriver en film, der ikke eksisterer, men opstår i filmens virkelighed, og bliver til manuskriptet til den film, der i første omgang deler navn med den rigtige film, og i sidste ende bliver til plottet for både den rigtige og den, i filmen, opdigtede film. Et skævt koncept, der i teorien er et enormt sjovt påfund, og også fungerer langt hen ad vejen, men man må desværre, og ironisk nok, give Hans ret, da han så opmærksomt siger ”Psychopaths, you get pretty tired of them..”.

Instruktøren Martin McDonagh er ikke ny udi kunsten at skrive og instruere en skæv sort komedie. I 2008 lavede han filmen In Bruges, en i dén grad sort komedie, og ligeledes med Colin Farrel i hovedrollen. Det britiske cast er nu skiftet ud med et amerikansk, men selvom humoren er den samme, synes der at være gået noget tabt på vej over Atlanten. In Bruges havde også en selvsvingstendens, men det tager en smule overhånd i Seven Psychopaths. At filmen alligevel holder, kan man takke McDonaghs karakterarbejde for. Og hans caster.

Colin Farrel gør det fint som alkoholiseret og trykket Irer (ikke overraskende, men det virker), men de vindende replikker og personligheder leveres af Sam Rockwell, Christopher Walken, Tom Waits og Woody Harrelson. De er hverken nyskabende eller banebrydende ved deres karakterer, men de leverer hver deres troværdige version af ’den amerikanske skæve eksistens’, og det er meget underholdende. Man griner sig således gennem denne uortodokse fortælling om en verden uden for fornuftens rammer. Ulogiske handlinger styrer slagets gang, men når alt kommer til alt, kan selv psykopater tilsyneladende have hjertet på det rette sted.

af Sandra Holm