At det er muligt at elske hinanden, selvom den ene part er fri, og den anden ikke er, virker mest som en drøm. Jeg vil helst ikke vågne fra den.

I den indiske film ’Sir’ møder vi tjenestepigen Ratna. Hun arbejder for entreprenøren Ashwin, som hun kun kalder sir. I hans store lejlighed med udsigt over Mumbai bor hun bag køkkenet i et værelse på størrelse med det, Harry Potter boede i under trappen på Ligustervænget.

De to forelsker sig i hinanden. En ulmende følelse af, at noget er forkert, simrer under filmen. Hun er bange for, at forholdet – eller bare rygtet om et sådant – vil få hende fyret og udstødt. Ashwin har ikke ligeså meget at tabe. Det føles svært skævt, når den rige, frigjorte Ashwin flirter med den fattige og undertrykkede Ratna.

Størst af alt er sikkerheden
Det er interessant at se en kærlighedsfilm om kærligheden – og den seksuelle tiltræknings – svære kår i en fattig og konservativ verden, hvor livet kan være hårdt og de andres accept altafgørende. Forelskelsen kan være farlig og må kontrolleres, fordi den får os til at vige fra den vej, fællesskabet har lagt for os.

I det rige Vesten kender vi mest kærligheden som et realiseringsprojekt, en jagt på sig selv gennem en anden – eller, under den liberalkapitalistiske friheds faner, at knalde med nogen, fordi man har lyst.

Ratna er en pige fra en traditionel indisk landsby. Ashwin er lige kommet hjem fra New York, hvor han har levet som forfatter. De mødes i Mumbai, man får indtryk af, at mange forskellige indiske kulturer også mødes her. Når Ashwins engangsknald lister ud fra hans soveværelse, serverer hun vand for dem på sin lille bakke om morgenen.

Det er svært for dem at tale sammen fra andet end deres vidt forskellige positioner, og selvom instruktøren og manuskriptforfatteren Rohena Gera gør et ihærdigt og ofte ret vellykket forsøg på at skabe situationer, hvor de to kan nå hinanden, tror jeg stadig ikke på, de to rigtigt kan lære at forstå den anden.

Forskellen på de to er så stor, at fascinationen mellem dem fremstår mere som seksuel spænding mellem ulige mennesker end egentlig kærlighed. Jeg tror ikke, det er tilsigtet fra Geras side.

Knuste drømmespejle
Tillotama Shome, der spiller Ratna, gør det fremragende. Hendes skiftende ansigtsudtryk er et helt lille drama i sig selv; tungt, hængende og klemt – i næste nu lysende og legende. Hun slår sit lange, sorte hår ud, når hun er allermest knitrende af forelskelse. Hun spiller en undertrykt kvinde, men også et stædigt, følsomt-drømmende og hårdtarbejdende menneske.

Vivek Gomber, der spiller Ashwin, er udmærket som idealistisk rigmandssøn. Filmen er ikke flot og virker lidt amatøragtig, men det gør ikke så meget, fordi den har nerve og en følelse af sjælden ægthed over sig. Meget af den kommer fra Shome og de mange locations i Mumbai.

Nogle gange når jeg drømmer om natten, krakelerer drømmen om mig. Jeg må snyde mig selv til at tro på dens mærkelige logik, hvis det hele ikke skal glide væk.

På samme måde må jeg koncentrere mig om at føle glæde ved Ashwin og Ratnas fascination af hinanden i stedet for en knugende angst for, hvad der vil ske med Ratna, hvis hun følger sit hjerte. Eller sin lyst.

Men lad os blive i drømmen om, at det kan lade sig gøre for hende. Jeg tror, instruktøren Gera har taget præcis det samme valg.