’Slag for Slag’ tvinger os til at sætte os i den arbejdende 1970er-kvindes sted

En arbejder har fået nok. Copyright: Øst for Paradis

Den franske film fra 1972, der 48 år senere har premiere i Danmark, får næsten konverteret mig til marxisme.

Drønende larm fra fabriksmaskineri. En ældre dames udmattede ansigt. Den mandlige chefs hånd på en ung kvindelig arbejders skulder. Vi befinder os på en fransk tøjfabrik i 1970erne, hvor arbejdet er ensformigt, nedslidende, og samtidig det bedste man kan håbe på som ufaglært kvinde.

Hvor profit er vigtigere end arbejdernes helbred, og chefen er ligeglad med, om du kan komme hjem hurtigt nok til at have tid til dine børn. En dag når to af kvinderne deres bristepunkt, og deres protester fører til en fyring. Det er nu op til resten af arbejderne at udvise solidaritet og kæmpe hårdt for bedre arbejdsvilkår. Filmens hovedpersoner er svære at definere –  og det er netop pointen. Fællesskabet er vigtigere end den enkelte.

Den arbejdende kvinde og den konstante larm, der forfølger hende
’Slag for slag’ er fantastisk, når den tvinger én til at konfronteres med den arbejdende 1970er-kvindes situation, der stadig er relevant i dag; hvordan hun vendes mod sine kolleger, så arbejdsindsatsen er så høj som mulig.

Hvordan hun udsættes for sexchikane. Hvordan hun skal jonglere sit arbejdsliv med sit familieliv. Hvor svært det er at forbedre sine arbejdsforhold. Gennem lange indstillinger tager instruktøren Marin Karmitz os helt tæt på kvindernes hverdag og udfordringer.

Alle disse udfordringer eksemplificeres bedst af filmens brug af fabriksmaskinernes støj, der igennem det hele (også når kvinderne har fri) er tilbagevendende og næsten ulidelig. Man håber konstant, at der bliver klippet væk fra fabriksstøjen, men nej!

Kvinderne får ikke en pause fra larmen, så hvorfor skulle du? Det er en utrolig effektiv måde at få publikum til at identificere sig med kvindernes situation og gøre os lige så passionerede for deres oprør, som de selv er.

Hvad er stærkest – håb eller tvivl?
Karmitz undgår også, at filmen bliver for ensidigt dyster. Man trækkes som tilskuer helt ind i kvindernes fællesskab via deres optimisme og evne til at finde humor i deres svære situation. Det er nemlig tydeligt, at det er en hård kamp, de må kæmpe. Tvivlen trænger sig også på. Man ved, lige som kvinderne selv, at oprøret ikke kan fortsætte i al evighed.

Med en perfekt balance af håbløshed og håb, humor og fortvivlelse brændes et spørgsmål ind i hovedet på publikum: Er kvindernes standhaftighed nok til at vinde over den profitbesatte ledelse? Man håber det af hele sit hjerte. Vive la révolution!