Af Kristian Rømer Pedersen

Lyt til radioudgaven af anmeldelsen her

Ved første øjekast ligner Solisten en klassisk Hollywood-film med stjerneskuespillere og en flot produktion, men filmen prøver samtidig at være noget andet og mere.

Hovedhistorien i filmen omhandler to meget forskellige menneskers møde og det venskab, som opstår imellem dem. På den ene side har vi Steve, spillet af Robert Downey Jr. Han er fraskilt, følsom, småsjusket og klodset på den helt rigtige og charmerende måde. Han kan godt lide Grateful Dead og så er han klummeskribent for Los Angeles Times. På den anden side har vi Nathaniel, spillet af Jamie Foxx. Han er et musisk naturtalent,  hjemløs og i endnu højere grad end Steve et følsomt væsen. Han kan godt lide Beethoven og så er han skizofren.

På en gåtur gennem Los Angeles bliver Steves opmærksomhed henledt på tonerne fra det, der viser sig at være Nathaniel og hans tostrengede violin. Steve drages med det samme og han indleder en samtale med Nathaniel. Til stor overraskelse for Steve erfarer han, at dette musiske stortalent lever på gaden. Steve ser straks en god historie i Nathaniel og beslutter sig for at skrive om ham i sin klumme. Før Steve ved af det, er han blevet langt dybere involveret i Nathaniels liv end han fra starten ønskede det.

Filmen er baseret på en virkelig historie, hvilket kan give bange anelser om en oversentimental film, der spiller på publikums tilbøjelighed til at synes, at noget er ekstra forfærdeligt eller ekstra fantastisk fordi det er sket i virkeligheden. Eller mere nøjagtigt har en rod i virkeligheden, for i denne type film er historien alligevel altid blevet omformet, så den passer ind i en filmisk dramaturgi.

Solisten formår næsten at styre uden om denne kategori af film. Det er en sentimental film, men den er det med måde. Historien holder sig nogenlunde på jorden, og træerne vokser ikke ind i himlen. Den kommer ikke med de store forgyldte løsninger, og den viser i stedet for at forklare, hvilket alt sammen klæder filmen rigtig godt. Et andet sympatisk træk ved Solisten er, at den fra et humant synspunkt skildrer de hjemløse og udstødtes miljø i nutidens USA, hvilket må siges at være atypisk for en Hollywood-film.

Der er altså adskillige fine ting at sige om Solisten, men der er desværre også ridser i lakken. Det er som om de mange gode hensigter har resulteret i en film, der sætter sig mellem ikke bare to men flere stole. Filmen vil gerne fortælle historien om Steve og Nathaniels venskab, der selvom det til tider er hårdt lærer dem begge noget værdifuldt om livet. Den vil samtidig gerne fortælle historien om det musikalske naturtalent, der lever gennem musikken, men som undervejs mister forstanden og dermed sit greb om tilværelsen og derudover vil den gerne skildre de udstødte i L.A. I denne films tilfælde betyder det, at ingen af historierne for alvor brænder igennem, men at de tværtimod udvander hinanden.

Både Robert Downey Jr. og Jamie Foxx gør det godt i deres respektive roller, og Kathrine Keener er som altid et yderst behageligt bekendtskab i rollen som Steves ekskone. Karakteren Nathaniel bliver dog til tider en smule karikeret. Dette skyldes ikke Foxx’s skuespil, men karakterens ageren og dens rolle i historien. Jeg må blank indrømme, at jeg har det svært med den kategori af film, hvor en person, der er autist, evnesvag eller i dette tilfælde skizofren, viser sig at kunne lære os alle noget om livet. Jeg er helt med på ideen om at folk, der så at sige er anderledes har masser at byde på og nogle gange er i besiddelse af et andet og brugbart perspektiv på tingene. Men denne type film har en tendens til at være klichefyldte og belærende, hvilket Solisten desværre også har spor af.

Alt i alt er Solisten en sympatisk film, men man føler simpelthen ikke nok med karaktererne og man lader sig desværre aldrig rive fuldstændig med, hvilket er nødvendigt for, at en film som denne for alvor skal gøre indtryk og hive de helt store roser med sig. Har man ikke samme affektion overfor denne type film som jeg, og kan man for eksempel godt lide film som Rain Man, vil jeg dog mene, at filmen er seværdig.

3 ud af 6 stjerner