Sommeren ’92

Vilfort…Vilfort endnu…og der Kim Vilfort! Ja, Ja, Ja, Ja! Hutlihut!!

EM 1992. Jeg husker det, som var det i går. Altså ikke sådan rigtigt… jeg var 2 år, men på den måde som alle danskere husker vores største (sports)bedrift nogensinde. Vi kom ud af ingenting, var med på et afbud og besejrede resten af Europa på vores vej til toppen. Det var et mirakel, et eventyr. Vi var den grimme ælling, der langt om længe blev til en smuk svane. Det er en fortælling, vi aldrig kan få nok af. Så nu kommer der en film om det.

Hutlihut…
Og den er ikke særlig god. Historierne om landsholdet er så velkendte, at det fleste har dem siddende på rygraden, som havde det været pensum i folkeskolen. ‘Sommeren ’92’ er udelukkende en dramatisering af alle disse historier, tilsat en masse sportsfilmsklichéer og noget overskæg. Der gemmer sig ingen overraskelser, ingen fremragende præstationer, ingen store øjeblikke. Faktisk ingen af de ting som EM i 1992 rent faktisk havde. Filmen starter, den har en midte og så slutter den, og gennem det hele har den en aura af ligegyldighed. Som om at det var lige meget, hvordan den blev lavet, bare så længe den blev lavet.

Vi kan nemlig ikke få nok af fortællingen om vores eget eventyr. Det kan jeg heller ikke. På trods af filmens ligegyldighed fik jeg stadig sommerfugle i maven under nationalmelodierne i finalen. Jeg får stadig kuldegysninger, når Peter Schmeichel (min store barndomshelt) tager bolden ned med én hånd, og når Vilforts skud går stolpe ind, er det svært at få armene ned. Udløsningen af denne instinktive glæde er nogenlunde det eneste, den har kørende for sig, og det alene gør det svært at hade den. Filmen er ganske vist dårlig, men eventyret og minderne om ’92 lever stadig i bedste velgående.