’Sound of Metal’: Riz Ahmed skriger af talent i en verden fuld af stilhed

Copyright: Camera Film

En trommeslager har verden i sin hule hånd, og som af en tornado rives han ud af sit kredsløb, da han mister hørelsen. Det stilfærdige og højtråbende drama viser os dog, at universet indeholder uudtømmeligt potentiale – så længe man er villig til at lukke det ind.

Åbningsscenen i instruktøren Darius Marders første fiktionsfilm smider publikum midt i en heavy metalrock koncert.

En ung kvinde skriger ind i mikrofonen, og manden i bar overkrop møder hende på trommerne.

Og så er der stilhed.

’Sound of Metal’ er en film, der spiller på kontraster. Ligeså meget i plot som gennem dens underspillede skønhed.

Og det er netop her, den formår at være så knusende overvældende.

Født på ny

Koncerter hver aften, nætter i en campingvogn og morgener med lydcheck.

Trommeslageren Ruben (Riz Ahmed, ’Rogue One: A Star Wars Story’) lever en ensformig tilværelse. Hans jagt på succes i heavy metal-bandet Blackgammon bindes sammen med forholdet til kæresten Lou (Olivia Cooke, ’Thoroughbreds’), som også er forsanger i bandet.

Men de frygter ikke ensformigheden. Det er nærmest pinefuldt stille væk fra scenen, på trods af det larmende miljø, hovedpersonerne befinder sig i.

Det ændrer sig dog pludseligt og opsluger den unge mands liv. En morgen, der ligner alle andre morgener, vågner han uden lyden af trafik.

Faktisk virker al lyd fjern. Og der går ikke lang tid, før han indser, at det ikke bare er en bagatel.

Én drastisk ændring truer med at smadre al det arbejde, parret har opbygget. Og det kræver en lige så drastisk beslutning.

Ahmed, always

Som musikverdenen lukker sig for Ruben, åbner der sig en ny midt i den stilhed, han snart må leve med.

Lou opsporer et bosted for døve personer, og her bliver trommeslageren tilbudt en ny start.

Vores hovedpersonen viser dog udelukkende modstand mod den nye tilværelse som døv. Han larmer, skriger, og Ahmeds skarpe bevægelser kommer helt ind under huden.

Den britisk-pakistanske skuespiller var indtil for nyligt til at finde i diverse biroller i ’Rogue One’ og ’Venom’. I sidst nævnte blev han hivet med i den tvivlsomme trend med superheltefilm, der caster ikke-hvide skurke.

Han beviser i ’Sound of Metal’, at han i den grad fortjener hovedrollen på det store lærred. Mange hovedroller. Og det skal gå hurtigt.

Kontrasten, der får hele plottet til at fungere, har nærmest bosat sig i hovedrollen, som hælder sine følelser ud i raserianfald. Den æder sig langsomt ind til benet på ham, og ligeså skinner han i al den stilhed, verden nu omfavner ham med.

Og det er hér, i nye og rørende bekendtskaber, trommeslageren finder en ro, han aldrig har kendt til.

Problemet med kærligheden

Kæresten Lou spiller en stor rolle. I virkeligheden er det den eneste anden rolle i hovedpersonens liv. Det er derfor næsten symbolsk, at hun er den, der opsøger hans nye univers.

Ærgerligt er det dog, at Olivia Cooke ikke får udnyttet sit fulde potentiale, som man ellers kender til fra dramaet ’Me, Earl and The Dying Girl’ og thrilleren ’Thoroughbreds’.

Det giver mening, at Rubens sjæleven må rykke sig til baggrunden for at give plads til udforskningen af ny, usikker grund. Men når publikums viden om begge karakterer er så begrænset som den er, ender hendes personlighed og udvikling med at halte.

Trist er det, når størstedelen af castet virker så utroligt ensformige.

Men i kraft af det fylder hovedpersonen lige på kanten til, at universet brister.

’Sound of Metal’ spiser ens nerver råt, og som en fugl føniks læges sårene i ånden af det fællesskab, hele filmen i virkeligheden kredser om. Og frygten for massive livsændringer lægges til at sove, i et løfte om at verden er så meget større, end hvad der er foran næsen på dig.

‘Sound of Metal’ kan ses nu på Amazon Prime.