Springet

stjerner5

af Fred Hoff
22. november 2017

Død, død i Finland, død i København, død i Finland igen og meget mere død. En fængslende dokumentar om et ekstraordinært liv og en ekstraordinær død.

”Døden er en gåde”, lyder det fra Jesper Christensens mere end almindeligt sprøde stemme, som kilder faretruende i øregangen. Vi skal løse den gåde, som er slutningen på et menneskeliv. Nærmere bestemt det liv, som Peter de Hemmer Gudme endte i en københavnsk trappeskakt i 1944.

Det er dokumentarinstruktøren Claus Bohm, der står bag dette dystre lille værk om Peter Gudmes dramatiske eksistens som finsk soldat, teolog, journalist og modstandsmand. Vi følger Peter igennem 26 år fra hans frivillige deltagelse i den finske borgerkrig til hans selvmord som fange af den tyske besættelsesmagt. Døden følger ham fra starten.

Det mystiske selvmord
’Springet’ tager udgangspunkt i Gudmes sidste time, men det bliver hurtigt tydeligt, at det i virkeligheden ikke er så vigtigt, hvorfor Peter egentlig sprang ned fra femte sal med tyskerne efter sig for 73 år siden. Filmens manuskript er skrevet af den dansk-norske forfatter Kim Leine, som på poetisk vis fortolker den gådefulde journalists liv. Vi finder aldrig ud af, hvad Gudme egentlig tænkte, da han sprang, men vi kan kun håbe, at det var ligeså smukt som den tekst, Leine har skrevet til ham.

For sikke en perle af en monolog, Jesper Christensen får lov til – på mesterlig vis – at fremføre henover arkivbillederne af finske snelandskaber og brændte byer, som er fundet frem til lejligheden. Det er ikke underligt, at Leine endte med at skrive en hel roman baseret på Gudmes liv efter arbejdet med manuskriptet, for han er tydeligvis fascineret på højeste niveau. Det er jeg også.

’Springet’ består primært af Leines tekst og arkivbilleder, men ind imellem træder en mere personlig historie om den efterladte søn Niels Olaf ind i filmen. Vi kommer i disse korte pauser fra Christensens hypnotiske stemme helt ind i Niels Olafs hjem, hvor han deler en smule personlig viden om sin mystiske fader. Dog har han grundet en hjerneblødning ikke mulighed for at sige ret meget, og de små scener i lejligheden kommer ikke til at bidrage med ret meget andet end stemning.

”Man har ikke været træt, før man har været i Finland”
Får man lyst til at tage til Finland af at se ’Springet’? Nej. Magen til ringe reklame for den stolte snedækkede nation, skal man lede længe efter. Skildringen af, hvordan Gudme med både stor ambivalens og stolthed håndterede sin tid som professionel Bolsjevik-afliver er så spiddende som en istap i Tammerfors. Især fortællingen om hans likvidering af en flok kvindelige fanger er et højdepunkt i filmens dykken ned i dødens facetter, og det finske landskab er uhyggeligt passende som melankolsk døds-kulisse.

Nogle af de største nordiske begivenheder i første halvdel af det 20- århundrede bliver fortalt igennem et fascinerende menneskeliv med død som overskrift. Sådan gennemfører Claus Bohm sin overordentligt flotte film, og det er svært at se hvordan det kunne have været gjort bedre. De poetiske krumspring fra Leine får fokus til at forsvinde fra historien fra tid til anden, men jeg mister aldrig interessen, og døden er overalt! Især i Finland.

Foto: Camera Film