Standing Tall


’Standing Tall’ viser fransk film fra sin bedste side og, desværre, også fra den mest forventelige (læs: kedelige).

Fransk film er altid en blandet fornøjelse; enten er vi ude banebrydende film som ’La Haine’, nye genrer som ’New French Extremety’ eller det ærkefranske melodrama, hvor patos driver fra lærredet som fløde med en fedtprocent på 85.

Efter sidste sommers respektfulde anmeldelser af instruktør Emmanuelle Bercots ’Kvinden fra Brest’ har Cinemateket kigget i hendes bagkatalog og fundet denne lille ting fra 2015, som var åbningsfilmen på det års Cannes-festival. Så med de ting i mente, så var forventningerne hos undertegnede sat lidt op.

Her handler det om en ung knægt, Malony (Rod Paradot), som kommer fra et mildest talt socialt belastet hjem og ikke rigtig har udsigt til anden fremtid end kriminalitet og fængsel. Men en dommer (Catherine Denevue) og en socialarbejder (Benoit Magimel) gør alt hvad de kan, for at han ikke skal ende som blot et fangenummer.
Så en ganske klassisk, socialrealistisk historie. Spørgsmålet er så, om den er interessant nok og bringer noget unikt på banen?

Typisk fransk
Den franske patos, som jeg nævnte i starten, er bestemt til stede; strygerne nærmest skriger ”GRÆD!” op til flere gange i løbet af filmen. Afhængigt af publikum vil det enten føles fint eller, som for undertegnede, lige så elegant som en person, der står ved siden af dig med en megafon og råber, hvordan du skal have det under filmen.

Det er en skam.

Paradot er virkelig god som denne her hidsigprop, der er blevet svigtet af alt og alle indtil videre i livet. Vreden klarer han ganske fermt men der, hvor jeg blev imponeret var af den måde, hvorpå han formidler den sårbarhed, der er i Malony. Hans fysiske skuespil med gestik og ansigtstrækninger er ganske fine og kunne sagtens leve uden åbenlyse nærbilleder, som Bercot lidt har en tendens til.

Den rå nerve som ’Standing Tall’ prøver at fange får ikke lov til at stå alene, men tynges ned af patos-inducerende musik og manuskript. En slags mindre subtilt Andrea Arnold om man vil.

Lige ved og næsten
Catherine Denevue er det helt store navn og hun gør det hæderligt. Men ikke i en grad, så man siger ”wauw”. Det er solidt men også lidt prædikende og jeg kunne simpelthen ikke lade være med at tænke på tv-serien ’Judging Amy’. For filmen har den der moraliserende jeg-ved-hvad-der-er-bedst-fordi-zzzzz-attitude, som bliver drænende når den popper op hvert 20. minut som i en middelmådig amerikansk serie.

Hvad der til gengæld er godt, er de scener hvor Malony er på diverse ungdomsinstitutioner. Der finder filmen sin styrke og noget af den råhed og nerve, som historien skriger på at få lov til at fortælle, inden det hele fortaber sig i triviel metervare.

’Standing Tall’ er solidt håndværk med en dygtig Paradot i front. Enkelte smukke billeder hist og her trækker op, men i bund og grund er filmen perfekt middelmådig. Den overrasker ikke, Denevues rolle kunne være spillet af hvem som helst uden det gjorde en forskel, men mest frustrerende af alt, så kan man se tegnene på, at der er en god film et eller andet sted.

Det var bare ikke den, jeg fik at se den dag.

foto: kino.dk