Star Wars: The Last Jedi

stjerner5

af Fred Hoff
13. december 2017

Det bliver så mørkt, som kun det ydre rum kan være, og jeg bliver så ung, som kun en Star Wars film kan gøre mig.

Det øjeblik jeg får stukket et par nydeligt genbrugte plastikbriller i hånden, går det op for mig, hvor farlig en situation jeg har anbragt mig i. Jeg skal se en rigtig Blockbuster. En franchise film. Brillerne fremprovokerer øjeblikkeligt en mild hovedpine i mit kyniske kranium. For hvordan skulle jeg kunne blive andet end skuffet? Der bliver stille. ”A long time ago in a galaxy far far away”. Så hører jeg musikken.

Pludselig er jeg tilbage på børneværelset og igen omringet at min dyrebare og uendeligt enorme Lego Star Wars samling, min større end life-size plakat af Yoda og mine nypudsede dvd’er. Al kynisme er væk, jeg er 11 år igen, og en fremmed mand holder min barndom i sin hånd. Nu er det alvor.

Mindre lys i øjnene
Rian Johnson overtager, hvor J.J. Abrams slap med den anden film i den nye trilogi, men ud over et fravær af Abrams’ signatur-overforbrug af voldsomme lens flares passer stilen fint ind i det nye Star Wars univers. ’The Force Awakens’ efterlignede den oprindelige Star Wars med et nærmest identisk plot, som godt nok var opdateret og poleret, men desværre også en kende dovent. Det ville være oplagt at fortsætte succesen med en en-til-en klon af ’The Empire Strikes Back’, men sådan skulle det ikke blive.

Hvor er det rart at blive bedraget
Et langt stykke af filmen virker det ellers som om, jeg igen har fået leveret nostalgisuppe med ekstra meget fanservice. Halvvejs i filmen bliver jeg dog overrasket af en Star Wars film for første gang, siden jeg så ’The Empire Strikes Back’ første gang for lang tid siden i en fynsk kommune langt langt herfra.

For ’The Last Jedi’ er overlegent selvbevidst og sniger konstant små selvironiske jokes og referencer til de tidligere film ind på en måde, som aldrig bliver trættende på samme måde som i ’The Force Awakens’. Dette er især fordi humoren står i morbid kontrast til det uendeligt dybe mørke, som her er mere alvorligt og ondskabsfuldt end nogensinde før. Ingen steder er kontrasten tydeligere end i General Hux, som spilles lige dele truende og ynkeligt af Domhnall Gleeson i topform.

Master Hamill
Filmens bedste præstation går dog til Mark Hamill, der brillerer med en fremragende tyngde som den aldrende legende Luke Skywalker. Generelt er scenerne imellem Luke og den centrale karakter Rey (Daisy Ridley) nogle af de mest fængslende i Star Wars historie.

Alligevel kan der ikke være nogen tvivl om, at filmens ubestridte hovedperson er krigen. Det er Star Wars med stort WARS, for der er kampscener hver andet minut, og mit barnlige sind har lyst til at hoppe direkte ind i det afsindigt flotte univers af laserskud, der ender i festlige eksplosioner. Jeg vil også eksplodere.

Den eneste egentlige reservation skulle være filmens længde, som kommer faretruende tæt på de tre timer. Flere af de mange plotlines og den Peter Jackson-agtige mængde af slutninger kunne have været skåret ned, uden at det havde skadet filmen, men jeg er 11 år og jeg kan ikke få nok. Jeg er ked af at skulle ud i den voksne virkelighed igen og væk fra den måske bedste Star Wars film nogensinde.

Foto: Walt Disney Pictures