Steve Jobs

stjerner5

af Frederik Kristensen
21. januar 2016

Den anden film om den legendariske apple-leder inden for tre år retfærdiggører sin eksistens gennem en genial præmis, der skaber et intimt portræt af manden Steve Jobs på godt og ondt.

Lad mig gætte. Det første du tænker, når du hører, at der kommer en ny Steve Jobs film er nok, ”Nu igen?”. Det er kun to år siden Ashton Kutcher lod skægget gro og tog runde briller på for at spille den legendariske, mytiske skaber og senere frelser af Apple i ‘Jobs’. Den logiske konklusion må så være, at det blot er Hollywood, som vil malke Jobs navn og omdømme til at lave en række nemme penge på nogle bio-pics. I så fald tager man fejl, for ’Steve Jobs’ har en masse på hjerte som ’Jobs’ ikke havde, primært igennem sin unikke tilgang til sin fortælling om manden.

Bag manden. Bag kulissen.
’Steve Jobs’ følger ikke slavisk Jobs liv fra ende til anden, men foregår bag kulissen i den halve time før tre forskellige store apple-lanceringer. Her følger man Jobs i forskellige konflikter ledende op til lanceringer. Det indebærer et problematisk forhold til hans datter, som han ikke vil anerkende som sin datter, programmører, der ikke kan opfylde kravene, Jobs stiller og et problematisk forhold til bestyrelsesformanden for Apple.

Det er forfriskende, at et bio-pic er kreativ med sin fortælleform. Filmen tager os bag facaden til lanceringerne, og dermed også bag facaden på Jobs egen karakter. Jeg kan ikke påpege ethvert vigtigt øjeblik i innovatorens liv efter at have set filmen, men den har succes med at definere karakteren og psyken hos Steve Jobs, og det må være ypperste mål, en biografisk film kan opnå.

Teaterstykke på film
Skuespillet er forrygende. Michael Fassbender spiller rollen som Jobs, og viser igen sit massive talent. Han mestrer både at være en overbevisende skiderik, som man må sige Jobs ofte er, samtidig med, at han ind imellem viser en følsomhed, som gør karakteren menneskelig. Fassbender har fået en Oscar-nominering, og det vil jeg sige er fuldt fortjent. Kate Winslet modtog ligeledes også en oscar-nominering og desuden en Golden Globe for sin rolle som personlig assistent for Jobs. Samspillet mellem de to er også meget intenst, og Winslet er til tider decideret uigenkendelig, og det hjælper ganske glimrende på indlevelsen.

Skuespillerne bliver desuden hjulpet godt på vej af dialogen som langt hen ad vejen sidder lige i skabet. Det er Aaron Sorkin, der har forfattet, og det kan man sagtens mærke. Det går lynende stærkt, og alle karaktererne har altid en kvik bemærkning i ærmet. Det bringer minder tilbage til ’The Social Network’, men ’Steve Jobs’-dialogen har dog ikke den energi og friskhed, som Facebook-dramaet besad.

For hvor ’The Social Network’ ofte skiftede lokation, har instruktør Danny Boyle sat ’Steve Jobs’ i meget minimalistiske, teaterlignende omgivelser. Det koster også filmen i en sløv midterakt, som savner energi og til tider bliver lige lovlig kompliceret, specielt i en afgørende scene, hvor der konstant krydsklippes mellem nutid og fortid på en forvirrende måde.

Ikke-binært karakterbillede                                                                       Steve Wozniak siger på et tidspunkt til Jobs, at han ikke kan vurdere alt i binære koder ligesom computere. At man ikke kan sætte folk op i venner og fjender, Wozniak mener ikke Jobs kan forstå nuancer, og det er hans største brist.

Man kan ikke anklage denne film for at være binær, og det er filmens største force. Den viser det gode og det onde ved Steve Jobs og skaber et nuanceret og gråt billede på manden, der måske mere end nogen har påvirket vores brug af elektronik.

Trioen Sorkin, Boyle og Fassbender har kreeret en filmisk teateroplevelse, hvor den inderste karakter hos Steve Jobs forsøges fremstillet på kreativ og anderledes facon, og det er utroligt forfriskende at se i en bio-pic.