Af Jesper Nielsen
At en charmerende og nysgerrig lille britisk indie-film kommer op i de danske biografer er på mange måder en gave til det danske biografpublikum. Samtidig et det et interessant indblik i den bølge af nyere britisk ungdomsfilm, som har ramt biograferne inden for de sidste par år – tænk bare på Fish Tank (2009) og The Arbor (2010) og altså nu Submarine.
Submarine er på mange måder en oprigtig hyldest til den franske nybølge med sin leg og kreativitet, der især kommer til udtryk gennem instruktørtalentet Richard Ayoade (kendt som tv-komiker og som musikvideoinstruktør for bl.a. Yeah Yeah Yeahs og Arctic Monkeys) flittige brug af split screen, slowmotion, kreative klipning, jump cuts, freeze frames og titelinddelinger, hvorfor den adskiller sig fra mange andre mainstream teen-movies. Det især Eric Rohmer og Francois Truffaut, som bliver hyldet af Ayoade, hvilket blandt andet fremgår af diverse filmplakater, foruden de mange strandbilleder og forskellige cykelture gennem byen. Denne hyldest er som sagt hjertelig ment og tilmed yderst vellykket, og ikke nok med det, så har Ayoade samtidig fået Joe Dunthorne finurlige roman adapteret til filmmediet, så både det narrative og æstetiske smelter sammen i en medrivende og forfriskende helhed. Der er tale om en nyskabende ungdomsfilm, en såkaldt coming-of-age comedy-drama, og fans af blandt andre Juno (2007) bør kaste sig frådende over Submarine, der helt fortjent fremhæves som månedens film af det prestigefyldte britiske filmtidsskrift Sight and Sound.
Oliver Tate (genialt spillet af unge Craig Roberts) er en forvirret, nedtrykt og mildest talt upopulær 15-årig walisisk dreng, der egentlig har det rarest alene og fraværende, men som drømmer om anerkendelse blandt klassekammeraterne. I sin blå duffelcoat, Beatles-agtige pandehår og tykke kinder er han lavt rangeret i skolegårdens hierarki, men klassens tykke pige Zoe rangerer dog under ham, og gennem tiltagende drillerier opnår han pludselig opmærksomhed fra den underlige, allergiske og mindre pyromaniske Jordana (Yasmin Paige sublime skuespil giver sammen med Craig Roberts filmen en fantastisk sødme og naturlig charme). Deres ellers bekymringsfrie forelskelse får dog potentielle problemer, da Jordanas mor bliver alvorlig syg, og Olivers forældre samtidig går en ægteskabelig krise i møde. Det er den nytilkomne nabo Graham (Paddy Considine) – en spirituel guru med bundesliga hår, som viser sig at være Olivers mor Jills (fantastiske og komiske Sally Hawkins, Happy-Go-Lucky) ungdomskæreste, – som er medårsag til denne krise.
Da Oliver forsøger at rede sine forældres ægteskab er han der af gode grunde ikke for Jordana, der derfor hurtig finder en ny kæreste, og så skranter tilværelsen for alvor for vores protagonist.
Historien fortælles fra Olivers synsvinkel, og som publikummer konfronteres vi med denne antihelt og hans urealistiske dagdrømmerier, erindringer og dagligdags gøremål. Det betyder, at den faktiske virkelighed må overvejes en ekstra gang grundet Olivers upålidelige fortællerrolle, men netop af den grund vokser ens sympati med den ufejlbarlige Oliver, og dette filmiske greb fungerer rigtig godt, hvilket Alex Turners (frontmanden i Arctic Monkeys) bittersøde soundtrack bidrager med.
Ayoade vil rigtig mange ting i sin instruktørdebut, og stikker eksempelvis implicit til nutidens ungdom og deres tilsyneladende forblændede verden, hvorfor instruktøren lader filmen foregå i noget der minder om 1960’erne indfanget i 1980’erne- en tid, der kunne være instruktørens egen analoge og beskyttede barndom/ungdom – og Submarine fremstår derfor som en nostalgisk rutsjetur til en tid, hvor kassettebåndet, polaroid-kameraet og skrivemaskinen var privilegerede og respekterede medier, og hvor der blev sendt sedler i stedet for sms’er rundt i klasseværelset.
En tid hvor kommunikation med det modsatte køn altid foregik direkte fysisk og yderst smertefuldt (som det ses hos Oliver), modsat nutidens unge og deres beskyttede virtuelle kommunikation (Facebook, email)
Heldigvis besidder filmen så meget originalitet, at den ikke lader sig fortabe i belæringer om, hvordan og hvorledes de unge skal gebærde sig. Tværtimod er Submarine en film som enhver teenager (og voksen) vil kunne nikke genkendende til i kraft af dens universelle temaer som eksempelvis identitetskrise og ulykkelig kærlighed.
5 ud af 6 stjerner