Af Martin Wolsgaard
Super 8 er mere som en manieret kopi af en stor 70’er sommerfilm end den ægte vare. Men det gør den i virkeligheden bare desto mere til et perfekt eventyr i denne tidsalder af simuleret oprigtighed. Filmen er en mesterligt konstrueret og spændende rutsjebanetur med skøn atmosfære og humor – hvis dens hjerte af guld med andre ord er kunstigt, bør det ikke stoppe dig fra at nyde den sørens meget.
I sit udgangspunkt er Super 8 en salig og charmerende fabel dyppet i småironisk nostalgi. Handlingen finder sted i 1979, i en lille by i Ohio, hvor en flok skolebørn bruger det meste af fritiden på at lave en yderst ambitiøs zombiefilm. Børnene er så besat af at livagtiggøre deres fantastiske fiktion, at de til at begynde med ikke lægger mærke til de uhyggelige og mystiske ting, der sker omkring dem – hunde og mennesker forsvinder og genstande flyver gennem luften som projektiler.
Instruktøren JJ Abrams (Lost, Star Trek, Cloverfield) der arbejder sammen med sin mentor, Steven Spielberg, der producer filmen, skaber billeder, der har en smuk palet af referencer til Spielbergs tidlige arbejde. Men som filmen skrider frem gør Abrams den til sin egen og Super 8 bliver mere som en Cloverfield møder Goonies end den er en genfortælling af Goonies med 2011-special effects.
I stedet for Spielbergs typiske Californiske forstæder befinder vi os i Lillian, Ohio, hvor den unge hovedperson Joe Lamb (filmdebut af teenageskuespilleren Joel Courtney) netop har mistet sin mor i en grotesk arbejdsulykke. Dette lærer vi i en yderst kompakt prolog, der mere end noget andre slår tonen an for lillebysamfundets unikke atmosfære. Joes fjerne, ikke-kommunikerende far, Jackson (Kyle Chandler), er politimand og heldigvis for vores historie, er han en pokkers god en. Men han er ikke verdens mest empatiske faderfigur, idet han helst ønsker at sende den drømmende og følsomme Joe af sted til baseballlejr i seks uger snarere end at lade ham deltage i skabelse af en Super 8 zombiefilm med hans korpulente og håbefulde filmmagerven Charles (Riley Griffiths). Abrams behandler den tidlige ungdom med ømhed og hengivenhed og han bruger kameraet til at akkumulere følelser. Det er efter denne anmelders mening sjældent man ser børn spille så godt!
Præsentationen af truslen fremstilles med obskure og yderst overbevisende special effects, meget i stil med Cloverfield, der dog helt igennem modstår fristelsen at vise monsteret. Her går der også noget tid før monsteret for alvor viser sit alienansigt og særligt en scene på en tankstation, hvor man for første gang ser (eller ikke ser) monsteret i aktion skal fremhæves (bare at tænke på det giver undertegnede lyst til at smutte i biffen, købe en billet og gense hele molevitten). Som publikum ønsker man, at de menneskelige historier og filmens trusler har en indbygget logik, der er i perfekt overensstemmelse. Det gør de i Super 8. Derudover er filmen vældig nostalgisk, men ikke for en tid, snarere over det at lave film, være nysgerrig, opfindsom og fantasifuld.