Sweet Country


Livet er alt andet end sweet i den australske ødemark, men der er skønhed i brutaliteten.

Western-genren er næsten lige så gammel som filmmediet. Over årene har den udviklet sig fra fortællinger med klar distinktion mellem det gode og det onde til at være en mere moralsk gråzone, hvor skurken kane have noble motiver, og helten går ikke af vejen for at bruge brutale midler for at opnå sit mål.

Den er heller ikke længere afgrænset til kun at foregå i USA, som ellers har været synonym med westerns. Neo-westerns er dukket op i flere forskellige lande, og især Australien har leveret nogle af de bedste i de senere år, bl.a. John Hillcoats mesterværk ’The Proposition’ fra 2005.

Nyeste skud til genren er ’Sweet Country’, instrueret af Warwick Thornton. Filmen handler om aborigineren Sam (Hamilton Morris), som sammen med sin kone arbejder for den religiøse farmer Fred Smith (Sam Neil), dybt ude i den australske ødemark.

En ny nabos ankomst bliver dog starten på enden for idyllen, og Sam bliver nødt til at flygte sammen med konen, med loven i form af den hårde sergent Fletcher (Bryan Brown) ihærdigt jagtende dem.

Desperate tider
Det er goldt og hårdt univers. Filmen foregår lige efter 1. verdenskrig, hvilket kommer til udtryk i form af naboen, Harry March (Ewen Leslie), som har været udstationeret ved vestfronten. Søvnløse nætter dulmes med heftig druk, så krigens dæmoner kan holde op med at hjemsøge ham.

Plaget af PTSD er det svært ikke at have lidt sympati for ham, men det lykkedes alligevel miste den smule man måtte have haft for ham i en af de mest nihilistiske præsentationer af misogyni dette filmår har set.

Denne brutalitet, nærmest indifferens angående menneskeliv, gennemsyrer ’Sweet Country. Når en person dør, så sker det uden den store patos – det er hurtigt, voldsomt og realistisk.

Det bevidste fravælg er underlægningsmusik højner realismen understøttet af et yderst potent, atmosfærisk lyddesign, hvor selv det mindste insekt lyder som et rasende maskingevær.

Ulmende poetisk
Tempoet er langsomt, tenderende til meditativt, men man keder sig aldrig, og karaktererne er, med enkelte undtagelser, nuancerede og dragende. Den moderne verden har endnu ikke nået til deres kanter, så der er stadig en vildhed og ukorrekthed, som ikke er blevet pillet af området.

Visse af aboriginerne arbejder under forhold, som giver associationer til slaveri, og alle bliver de konsekvent på det ene eller det andet tidspunkt omtalt som ”black bastard”. Temaet med, at Australien er blevet bygget af dets eget slavetagne befolkning, er ikke just subtil, men det gør det ikke mindre kraftfuldt.

Lige så kraftfuldt er den umådeligt smukke billedside, hvor Thornton selv har ageret fotograf på filmen. Der bliver leget med skygger og (mod)lys i en sådan grad, at hvert enkelt frame er et lille kunstværk i sig selv. Det røde sand og i det hele taget naturen fremstår lokkende, men også med en snert af fare; det lokker dig ind, men hvis ikke du passer på, så slipper du ikke derfra igen.

’Sweet Country’ er et lille mesterværk, der bliver hængende i din sjæl, lang tid efter rulleteksterne er løbet over lærredet. Fascinerende karakterer, et vibrant lydlandskab og en billedside i særklasse driver dette værk til noget nær perfektion. Warwick Thornton er en visuel virtuos med en stærk socio-politisk stemme, hvis videre færd bliver spændende at følge – hans næste film kan ikke komme hurtigt nok!

foto: Angel Films