feature1-1024x532

Witch Hunters

Det gamle eventyr om Hans og Grete har med henholdsvis Jeremy Renner og Gemma Arterton, som de nu voksne heksejagende søskendepar i hovedrollerne, fået en større make over, desværre til det værre!

De fleste kender til Brødrene Grimms nedskrevne folkeeventyr heriblandt historien om Hans og Grete, der efter at være blevet efterladt alene i skoven af deres far, fanges af en heks idet de spiser af hendes slikhus. Takket være begge børns snarrådighed overlever de begge heksens planer for at æde dem, ved at skubbe hende i den ovn de selv var tiltænkt. Således starter filmen Hansel & Gretel: Witch hunters også ud, med den lille forskel, at grunden til at de lykkedes for de to børn at dræbe heksen, skyldes at dennes magi på forunderlig vis ikke kan skade dem.

Mange år senere er Hans(Jeremy Renner) og Grete(Gemma Arterton) kendte men ikke tiljublede heksejægere, hvilket vi ser ved deres ankomst til en plaget landsby. Her befrier de den kønne Mina(Pihla Viitala) fra bålet og ligger sig dermed ud med byens barske sherif Derringer(Peter Stormare), som helst ikke ser at de to dusørjægere blander sig i opsporingen af de 11 børn. Børnene er tilsyneladende blevet bortført af hekse under mystiske omstændigheder. De omstændigheder er dog ikke mere mystiske end at Hans og Grete, efter at have tilfangetaget og tortureret en heks, er på sporet af heksedronningen Muriel(Famke Janssen) og hendes diabolske plan, som går ud på at gøre hekse usårlige overfor ild. En plan der involverer de to heksejægeres specielle evne til at forblive upåvirket af heksenes mørke magi.

På plakaten til Witch Hunters står der kækt: ”Classic tale – new twist”! Om det er et udtryk for ønsketænkning fra producenternes side, skal denne anmelder ikke kunne sige. Det er i bedste fald en sandhed med modifikationer for selve handlingen er så gennemskuelig, at filmen, på trods af en relativ kort spilletid på 88 minutter fyldt op med en (for) lang række af effekttunge actionscener, ender ud i en rumlende forudsigelig tomgang.  En ting er, at man som tilskuer til genrefilm, hvor Witch Hunters er at finde i kategorien af de seneste pars års genindspilninger af de klassiske folkeeventyr for voksne, kan glædes over at føle sig en smule smartere end filmens hovedpersoner, idet man som regel ved eller kan regne ud, hvad disse skal igennem før de selv regner det ud. Noget andet er, når en ellers glimrende skuespiller som Jeremy Renner spildes i en rolle, hvor han er reduceret til en hårdt slående actionman med dårlige one-liners som “Whatever you do, don’t eat the fuckin’ candy”, og slår hekse ihjel efter devisen: En god heks, er en død heks! Mere tumpet bliver det, når han i tide og utide skal give sig selv indsprøjtninger for at undgå at dø af den gift, der var i det forheksede slik, han fik som barn. Og det bliver direkte dumt, da Mina, idet at hun overværer en af Hans fortæller ham, at han lider af diabetes og ikke af en magisk forbandelse.

Witch Hunters er på det handlingsmæssige plan overordnet set en skuffelse grundet sin klicher og redundante servering af handlingens lidet overraskende udvikling. Forsøgene på at tilføre filmen humor fejler fælt på nær filmens sidste scene, der rammer en tone af god gammeldags exploitation, idet at en jagt på en heks slutter med at Grete skyder utysket i hovedet med ordene: “I hate to break this to you, but this isn’t gonna be an open casket.”

At filmen ikke falder helt igennem skyldes de flotte effekter i kampscenerne og den kreativitet disse er udført med, hvor specielt den sidste store kamp med heksedronningen Muriel og en hær af hekse byder på alt fra halve til siamesiske hekse. Dette kan dog langt fra rede filmen fra at være et kedeligt gensyn med Brødrene Grimms klassiske folkeeventyr.