Dag 18:

Efter 18 dage med filmisk kolorit i metermål bød sidste dag på CPH PIX anno 2011 allerførst på den norske film ...]]>

Et billede fra første dag, hvor Nosferatus udsendte netop havde fået fingrene i en kop kaffe, deres pressekort og de første billetter. Ja tak! Foto: Martin Wolsgaard

Dag 18:

Efter 18 dage med filmisk kolorit i metermål bød sidste dag på CPH PIX anno 2011 allerførst på den norske film Limbo. Sat i det nær paradisiske Trinidad i 1970´erne, følger vi ægteparret Moes ægteskabelige problemer. Manden Jo har arbejde for et amerikansk olieselskab og da konen Sonia ankommer med de to børn, erfarer hun hurtigt at manden har haft en affære. Takket være indfølt troværdigt skuespil og stemningsfuld fotografering hæver filmen sig over det letgenkendelig ægteskabsdrama, som nordiske film er så kendt og berygtet for. Er værd at se for den gennemførte stemning, de varme billeder og præstationen af altid fantastiske Lena Endre i en birolle som Sonias drukfældige veninde og så hendes mand spillet af ingen ringere end Australieren Bryan Brown, som nok er mest kendt for sin rolle i filmen Cocktail.

Af festivalens filmoplevelser har de fleste for Nicolais tilfælde fundet sted i henholdsvis Grand teatret og Dagmar. Det var da også sidstnævntes sal 2, som inviterede inden for til noget så sært, som en filmatisering af et maleri. Maleriet der var tale om var den flamske renæssancemaler  Pieter Brueghels episke maleri, hvor Jesu lidelse og korsfæstelse bliver omsat til Flandern i det sekstende århundrede. I rollen som maleren, der på metavis optræder og fortæller om værkets komposition undervejs, var ingen ringere end Rutger Hauer. Filmen er utrolig flot lavet i sin kombination af malerens brutaltsmukke billedpoesi og filmisk virkelighed. Desværre virker passisonsspillet forstyrrende uengagerende, men det gør ikke The Mill & The Cross til et anderledes og frisk bud på kunstformidling og integrationen mellem to så forskellige medier som film og maleriet.

Efter et kort intermezzo på radioen til et kort interview med nosferatus nyudnævnte festivalekspert; Johnny Vinter Jensen(interviewet kan høres på torsdag når Nosferatu sender kl 21 på universitetsradioen), var salen sat i Gloria til noget så sjældent som et dansk-amerikansk indiefilmsamarbejde betitlet I’ll come running. Danskeren Pelle i skikkelse af Jon Lange er i Texas og på hans voice over, forstår vi at han hader turisttilværelsen. Det ændre sig da han møder servitricen Veronica. De indleder en uforpligtende affære, da han skal rejse videre to dage senere. Så langt så forudsigeligt nåede reporteren at tænke, da filmen indtil da havde disket op med de typiske kendetræk for genren som håndholdte kamera, den kantede humor og mumblecoretendenser. Men så dør Pelle, vores hovedperson  overraskende i en trafikulykke. Rystet og fuld af en udefinerbar skyldfølelse tager Veronica til Danmark. For at fortælle forældrene det? For at forlige sig med skylden? Pludselig var den ellers så forudsigelige film blevet spændende. Indtil mødet med Pelles bedste ven Søren. Så falder filmen på plads igen i en forudsigelig gænge i en dansk ramme. Filmen der er et par år gammel, er alt i alt ikke noget særligt, og har afgjort kun fået plads på PIX for dens pudsige amerikanske fremstilling af danskere. Døden var med andre ord det eneste mindeværdige her.

Døden spillede også en central rolle i filmen Leap Year, der var at finde i den stærke serie Front Runners der blandt andet tæller Gaspar Noés Enter the Void. Den mexicanske film vandt Camera D´or sidste år i cannes, og har den ensomme unge singlekvinde Laura fantastisk spillet af Monica Del Carmen i hovedrollen. Hun sørger stadig over sin fars død og forsøger at hele det sår, ved at tage tilfældige mænd med hjem fra byen til sex. Filmen, der er sat i hendes lejlighed og skudt uden kamerabevægelser er en lille foruroligende perle, et sado-masochistisk kammerspil, som er grænseoverskridende i mere end en forstand. Hovedrollen spilles med styrke og nerve sjældent set andetsteds end I Lars Von triers film. Debutanten Michael Rowe har med Leap Year skabt et lille mesterværk, der ikke efterlader publikum skånet, hvilket denne reporter også kunne høre på folks kraftige reaktioner på vej ud aftenregnen.

Som dagen skred frem på arbejdernes internationale kampdag var vejret gradvist blevet koldere og mere regnfuldt. Det var næsten som om at også vejrguderne følte sig vemodige over festivalens snarlige afslutning. Men for Nosferatus udsendte var der stadig en enkelt visning tilbage og hvilken en! Ekviperet med kaffe og cola så en træt Nicolai i en næsten tom sal i et næsten tomt Dagmar egybtiske Microphone. Heldigvis indfriede filmen på alle niveauer i en musisk mosaik med den netop hjemvendte Khaled, der efter sit ophold i USA ikke har kunnet slippe tanken om den gamle kæreste tilbage i Alexandria. Filmen starter ud i en hæsblæsende klipperytme, hvor filmens mange små historier præsenteres i skarpe og effektive jump cuts. Filmen blander udover Khaleds historie, et metalag om nogle unge dokumentaristers forsøg på at beskrive undergrundsmusikscenen i landet, med musik og kampen imod et diktatorisk styre personificeret af den sleske repræsentant for styret, der konstant spænder ben for støtten til den anderledes og regeringskritiske musik. Filmen lever og føles ikke et minut for lang på trods af sin spilletid på to timer. Microphone er et aktuelt politisk statement og et unikt indblik i egyptisk musik, kultur og den indfanger følelsen af det demokratisk forår landet siden har fået. Og dermed blev årets sidste film på CPH PIX for Nicolais vedkommende også den bedste afslutning på festivalen årgang 2011!

Alle film kan ikke ses mere på festivalen, men man kan stadig nå at få et sidste skud PIX via nogle af de arrangerede ekstravisninger i de kommende dage. Se oversigten over det her

Dag 16:

Af Nosferatus to reporterer på dette års CPH PIX må Nicolai nok være den der får prisen “Early bird”, da han som regel er at finde ved festivalens første visninger omkring kl. 12. Dette gjorde jeg i allerhøjeste grad gældende på en fredag, der startede allerede kl. 9 med en normal pressevisning på det adrenalinpumpende testosteronbjerg Fast five(som du kan høre en anmeldelse af i næste uge, når Nosferatu sender kl 21 på universitetsradioen). 5. film i sagaen Fast & Furious, der i år har 10 års jubilæum. Efter det stod på et anmeldefrikvarter i form af tegneseriefilmatiseringen Thor instrueret af Nosferatus æresmedlem Kenneth Brannagh. En rigtig afslappende no-brainer af en film midt i en festival, som bringer nye fantastiske filmoplevelser, men som også giver et vist overload i hjernen når udtryk, indtryk og stemninger fra film nogle gange kun får en halv time inden næste oplevelse løber over lærredet.

Tilbage i festval regi fik filmen New Jerusalem, der på grund af sangeren Bonny “Prince” Billy aka. Will Oldham har fået plads i serien Sound on Screen. Den kategorisering virker lidt søgt, da filmen ikke centrer sig eller indeholder musik, men i stedet, som titlen indikerer, fokuserer på tro og ikke mindst tvivl.  Det  religiøse tema spaltes i filmens to hovedpersoner; den troende Ike og den tvivlende Sean,  der imens de reparerer biler forsøger at forstå hinandens forskellige livssyn. Filmen er (måske ved en fejl) meget mørk og mættet i tonen, forsøger at give et indfølt portræt af de to mænd, men selvom Will Oldham prøver at bringe lidt liv i den jesusglade Ike, bliver hans forsøg sin amatørprædikant overfor den skrøbelige Sean, trættende og desværre også irriterende. Som filmen skrider frem imod sin slutning blev denne reporter mere og mere overbevist om at han netop havde set den mest kedelige film på dette års festival.

Efter et hurtigt sceneskift fra grand i Mikkel Bryggers gade til Cinemateket i Gothersgade var Nosferatus ældste reporter klar til årets første danske filmoplevelse på PIX nemlig noget så sjældent som en science fiction film. At filmen så oven i købet var nomineret til de gyldne palmer i 1969, gjorde at denne film var højt på forventningslisten. Og det var Nicolai ikke alene om, for en næsten helt fyldt sal i Bio Asta bød med stort bifald instruktørens korte introduktion til filmen velkommen. Selve filmen var på trods af en slidt kopi en stilfuld sort/hvid film om overlægen Max Holst, der i kraft af sin ekspertise i hjernekirurgi, opsøges af den mystiske særling Steinmetz, som røber at han ved hjælp af sin hjerne er stand til at forestille sig ting; altså ved hjælp af tankens kraft skabe f.eks. den cigar han byder lægen ved afsløringen. Filmen er på trods af sin alder en meget helstøbt dobbeltgængerfortælling, der helt klart har sin plads i den danske filmhistorie.

Efter dansk 60´er sci-fi stod den på den skotske ungdomsfilm Neds sat i 70´ernen, hvor unge John netop er kommet ud af folkeskolen og skal på gymnasiet. Han er lidt af et dydsmønster og har som den læsehest han er planer om at gå på universitetet og blive journalist. Bosat i et arbejderkvarter og med en far som drikker og slår hans mor(i øvrigt spillet af instruktøren selv) fornemmer vi hurtigt, at oddsene for John er hårde. Filmen og instruktør Petter Mullen(nok bedere kendt som skuespiller i bl.a. Braveheart, My Name is Joe og Trainspotting) beskriver uden tøven det barske liv i skolen, hvor børn bliver slået med læderremme for små såvel som store forseelser, og i boligkvarterne, hvor bander konstant ligger i krig med hinanden. I denne verden af vold har John ingen anden mulighed end at slå fra sig og det gør han så i en film, som starter lyst og næsten glansbilledesmukt og ender som en grum grum film.

New Jerusalen kan (heldigvis) ikke ses mere på dette års festival. Det samme gælder for Neds. Derimod kan Manden der tænkte ting opleves 30/4 kl 21.30 i Cinemateket

Mens Nicolai nok må tilskrives early-bird prisen, har Martin været lidt mere af en natteravn i løbet af årets festival. Der skulle dog prøves noget andet på denne fine solrige fredag, så Martin gik Nicolai-style og begyndte dagen kl. 12 med et gensyn med den russiske How I Ended This Summer af den unge instruktør Alexei Popogrebsky i Grand. Den dynamiske Nosferatu-duo deltog ved Berlinale 2010, hvor de begge så netop How I Ended This Summer, og for Martins vedkommende var dette i hvert fald et af Berliner-festivalens helt store højdepunkter. Og glædeligt var gensynet!  Her er hvad de to reportere skrev om filmen for ca. 14 måneder siden:

”Alexei Popogrebsky har nemlig skabt et eksistentielt mesterværk af rang, der stemningsfuldt og æstetisk indskriver sig under Tarkovsky-russisk filmtradition, især i portrætteringen af isolation som noget, der forvrænger typiske konceptioner af tid og rum. How I Ended This Summer føles som en mavepuster, men uden at forsøge at være specielt overdramatisk eller spor bombastisk i sin udlægning af begivenhederne, det bliver således også en film, der forlanger en form for engagement og koncentration af sin tilskuer.”

Vi skød ikke helt forkert, da filmen også vandt et par sølvbjørne, blandt andet for fotografering – hvilket skulle vise sig at være et gennemgående tema i Martins dag. Og efter gensyn med filmen kan den bestemt stadig klassificeres som en absolut topfilm til UG kryds og fantastiske billeder!

How I Ended This Summer vises ikke mere på årets festival, men hold øje med de mindre biografers program, for mon ikke en dansk biografpremiere kunne være sandsynlig?

Efter den betagende visuelle oplevelse som How I… sandelig er, tog Martin turen over til festivalcentrum i Husets Biograf for at deltage i et af festivalens mange arrangementet. Denne fredag eftermiddag var det en debat kaldet Possibilities in a Picture – og handlede således primært om filmfotografering (eng. cinematography). Panelet bestod af 3 debutinstruktører (Alistair Banks Griffin, Kitao Sakurai og Romain Gavras), der har film på dette års PIX, og som tidligere har været i rollen som fotograf. Den fjerde mand i panelet var ingen anden end den oscarvindende fotograf Anthony Dod Mantle, der flere gange har arbejdet sammen med folk som Lars von Trier, Thomas Vinterberg og Danny Boyle. En vældig interessant samtale, der kan høres klip fra i næste Nosferatuprogram d. 5. maj.

Efter debatten skulle der ses film igen – og det centrale tema var igen fotografer og fotografering. Denne gang var det dog ikke filmfotografering, der var i fokus, men i stedet stillbilleder. Nærmere bestemt var det The Bang Bang Club, der handler om tiden op til apartheid ophørte i Sydafrika, og borgerkrigene der raserede i begyndelse af 1990′erne. Filmens hovedpersoner er en gruppe fotojournalister, der senere er blevet verdensberømte for deres dækning af urolighederne som netop ‘The Bang Bang Club’. Det er en yderst interessant film om en virkelig spændende periode i afrikansk historie, og idet det hele vises fra fotografernes upartiske synsvinkel, bliver det ikke en krise-/krigsfilm i traditionel forstand, men en god hybrid mellem en journalisthistorie, krig og politisk kommentar.

The Bang Bang Club vises ikke mere på dette års PIX.

Inden der helt kunne dømmes fyraften, mødtes Nosferatus to reportere og fejrede Påsken i smug med en påskebryg ved Grand. Nicolai manglede at se Neds, mens Martin skiftede Grand ud med Palads for at se en slagkraftig Hong Kong-actionfilm af instruktøren Dante Lam – Fire of Conscience. Lam har to film med på dette års PIX, hvoraf The Stool Pigeon er den anden, som Martin så tidligere på festivalen. Ud fra beskrivelse virkede Fire of Conscience som et endnu større hit end The Stool Pigeon, så forventningerne var skruet godt i vejret. Det viste sig, at Fire of Conscience har tematisk nogle af de samme træk, idet den også beskæftiger sig med politi og røvere og dilemmaet vedrørende at gøre det rette i en (utrolig) svær situation. Fire of Conscience har dog ikke flere lag i sig (hvilket The Stool Pigeon til en vis grad havde), end at nogle politimænd skal fange nogle gangsters, der er nogle værre slyngler. Der er flotte actionscener, men det er der også i Michael Bays film, og det er således ifølge Nosferatus udsendte langt fra en garant for succes. Historien er næsten irriterende banal, og resultatet er da også en utrolig ordinær actionfilm. Der skal ikke lægges skjul på, at skuffelse er så meget større i kraft af de lovende takter i The Stool Pigeon, men det rokker ikke ved at Fire of Conscience er en film, man glemmer ret hurtigt.

Fire of Conscience vises ikke flere gange på festivalen.

Dag 15:

To uger har PIX strøet film ud over publikum i de københavnske biografer, og med endnu en dag, hvor solen stod højt på en skyfri himmel, var Nicolai mødt op til den første visning i Grand i serien franske fristelser og filmen Love Like Poison. Filmens hovedperson er den konfirmationsmodne Anna, der udover at kæmpe med sine forældres separation tumler med troen og ikke mindst tvivlen på gud. På en stille og ganske ordinær vis, skildrer filmen at det ikke kun er Anna, der har det svært med sig selv, andre og troen såsom Annas mor spillet af skuespillerinde og sangeren Lio samt den lokale præst. Filmens force ligger ved Clara Augarde i rollen som Anna. På trods af Love Like Poison er hendes debut som skuespiller, formår hun at spille fængslende og facetterende i en film, der ellers bedst ville egne sig til en visning for kommende konfirmander.

Love Like Poison kan ikke opleves mere på CPH PIX

Martin smuttede herefter til Dagmar, hvor der skulle vises vampyrfilm a la amerikansk indie. Der var tale om Midnight Son, som byder på en anderledes og original vinkel på hele vampyrgenren. Den har noget af det underfundige lige-under-overfladen spænding, der blandt andet er med til at gøre en film som Lad Den Rette Komme Ind så fremragende. Så hvis man nød det svenske mesterværk er Midnight Son et kærkomment take på vampyrfilm, der er blevet noget forfladiget til bredtfavnende underholdning til det mere mainstream-orienterede publikum. Filmen handler om en ung ensom mand, der har det særlige forhold til solen, at når den rammer ham, brænder hans hud. Han lever således om natten, men har en sult, som han hurtigt finder ud af kun kan dæmpes ved at drikke menneskeblod. På trods af disse åbenlyse vampyrtræk skildres det aldrig eksplicit i filmen, hvilket netop gør den interessant som frisk og god vampyrfortolkning.

Midnight Son vises ikke mere på festival. Men den er bestemt seværdig, hvis den skulle dukke op i danske biografer.

Efter den gode, men underspillede, Midnight Son skulle pulsen lidt i vejret, så Martin indtog Palads for at se noget god action – og det fik han. ”Det er ren stil og patos, det her, eksekveret til UG med kryds og røvfuld!” er en utrolig nøjagtig beskrivelse af den sydkoreanske actionfilm The Man From Nowhere, der er lavet af Lee Jeong-Beom. I store dele af den sydkoreanske actionfilm om en outsider, der går selvtægtvejen for at redde den uskyldige lille nabopige, er der primært tale om ren stil, knald på og super god action. Nosferatus udsendte sad flere gange i løbet af filmen og tænkte: det her er da nærmest Old Boy møder Jason Bourne. Den tanke forsvandt dog om noget da den klimatiske afslutning og udtoning flød (alt for meget) over i patosappellerende snik-snak. Dette er en skam, da det fjerner noget af filmens ellers meget rå appel. Det skal dog utvetydigt understreges, at der er snak om en fed fed actionfilm.

The Man From Nowhere vises ikke mere på årets festival.

Dagens sidste film var den norske filmatisering Maskeblomstfamilien, der er lavet over den prisvindende roman af samme navn. Der er tale om en familietragedie, der fokuserer på teenageren Adrian, som er født under en solformørkelse, hvilket blandt andet er med til at gøre ham ret speciel. Filmen er imidlertid vag omkring, hvad der egentlig er galt med Adrian, eller på hvilken måde han er særlig. Dette er blandt andet med til at give hele filmen en følelse af at blive trukket lidt for langt ud. Det er aldrig et godt tegn for en film, der blot er 90 minutter lang – og det hjælper heller ikke meget, at det længe ventede klimaks på ingen måde bliver så dybfølt og intenst som intentionen formentlig har været. Slutresultatet bliver således et mere eller mindre kedeligt socialt drama.

Maskeblomstfamilien har ikke flere visninger på PIX.

Dag 14:

Dagens første visning på PIX var teknisk set slet ikke en festivalvisning, men en pressevisning på Romain Gavras Vores tid kommer. Filmen der har Vincent Cassel, som den ene af de to hovedroller udspiller sig i det nordlige frankrig og tager sin start i den rødhårede teenagetaber; Remy, der pudsigt nok lidt ligner Jason Eisenbergs Mark Zuckerberg i filmen The Social Network. Remy er dog en decideret taber og deslige meget mere frustreret over sin familie, venner og sit liv i hele taget. Filmen starter som et bidende men underholdnings oprør fra de to, som cirka halvejs sadler om og bliver en dyster No-future roadmovie, der minder om et 21. århundredes mix af Ung flugt af François Trauffaut og Pink Floyds The Wall.

Vores tid kommer vises 28/4 i Gloria kl. 16.45, hvor instruktøren Romain Gavras vil være til stede. Nosferatu har desuden anmeldelse af filmen i programmet 5/5 samt et interview med instruktøren.

Dagens film nummer to for den dynamiske duo var den russiske socialrealisme-film Truce. Ud fra beskrivelse kunne man forvente sig en hel del fra det, der udnævnes til en af ”den visionære russiske Svetlana Pruskurinas bedste film til dato”.  Men hvis dette er sandt, siger det bestemt ikke meget om hendes tidligere værker. For historien i Truce om en ung lastbilchauffør der tager på en rejse for at finde en kone er alt andet end imponerende – i virkeligheden var den bare kedelig. Denne reporter synes at kunne spore snært af underfundige coming-of-age amerikanske indiefilm i måden humoren og karaktergalleriet skildres. Men når dette er koblet med den langsomme russiske socialrealistiske stil, som tilfældet er i Truce, er resultatet ikke kønt. Nosferatus udsendte følte sig lidt snydt af falsk reklame, og så for sit vedkommende den hidtil dårligste film på PIX.

Truce er med i Politikens Publikumspris, men vises ikke flere gange på festivalen.

Sidste film på dagens program var den meget omtalte Enter The Void Gaspar Noé og en summende fyldt sal 3 i Grand gjorde også sit til at hjælpe på forventningerne i vejret. En summen der gjorde at den obligatoriske sponsorreklame inden filmens start, som har en lavere lyd, udløste smarte kommentarer op imod operatørrummet såsom “højere…Mere lyd, tak! Ret ironisk var det, da filmen så gik i gang med en hæsblæsende intro, hvor HØJ og heftig musik følges af en hidsig oprulning af creditlisten med en hastighed af stroboskoplignende hastighed! Pas på hvad du beder om, tænkte Nosferatus udsendte. Enter the Void er med sine lidt over 160 minutter intet mindre end et sansebombadement fra hovedpersonen Oscars syretrip i starten til hans død på en natklub lidt senere. Alt er filmet fra Oscars  point of wiew, men hvis man tror at filmen slutter med hans død, har man læst sin bibel forkert, eller som det er i filmens tilfælde; den tibetanske dødebog, hvis hovedbudskab om hvordan sjælen reinkarneres fortolkes meget visuelt her. Enter the Void er ikke en film for sarte sjæle, men en billedstormer af en film, som indeholder stor poetisk skønhed, absurd komik, rå vold og en visuel stil af en anden verden.

Enter the Void kan ikke ses mere på PIX, men får premiere i Cinemateket fra d. 12/5 til 26/5.

Dag 13:

Som festivalen skrider frem og flertallet af dette års film er blevet vist, begynder metaltrætheden så småt at vise sig, således også hos Johnny(som Nosferatu interviewede til programmet d.21. April) der, da Nicolai rendte på ham igen til dagens første visning i Grand, indrømmede at filmene efterhånden var lidt svære at adskille fra hinanden og kalde frem på nethinden. Der var dog stadig plads til begejstring over Gasper Noés nye film Enter the Void, omend filmoplevelsen var blevet forstyrret af “smarte hipsters, der i dele af filmen havde mere travlt med at tweete på deres smartphones og snakke med hinanden”. Efter denne korte udveksling var det tid til hollandske Brownian movement om den lykkeligt gifte og succesfulde medicinalforsker Charlotte og hendes uforklarlige handlinger, der består i at leje en lejlighed og have sex med mandlige patienter fra hendes forskningsprojekt. Filmen er minimalistisk nedtonet, ja faktisk er den gjort så langsom, at det sætter sit helt konkret tekniske præg på enkelte scener undervejs. Filmen er opdelt i tre dele, hvor den første med etablering og udfoldningen af Charlottes seksuelle eventyr er mest interessant i kraft af den undren, hvormed vi følger hendes bevæggrunde. De efterfølgende dele med straf og forsoning med ægtemanden fiser ud i stemningsmættede billeder og en nedbarberet og gradvist mindre og mindre interessant handling.

Brownian Movement vises igen Lørdag d. 30/4 kl. 19 i Vester Vov Vov.

Sydkoreanske Lee Chang-dong anden film Peppermint Candy(hans to andre film Oasis og Poetru kan også opleves på PIX i festivalens 3×3 serier af 3 forskellige instruktører) var næste film i rækken, og takket være den søde billetmand havde Nosferatus udsendte fået tildelt samme plads i Grands sal 3, så de to film kun blev adskilt af et hurtigt toiletbesøg og et kaffekøb. Det er festivalliv på første klasse! Hvor den hollandske film gjorde brug af minimalismen til at fortælle sin historie, er Lee Chang-Dong med sin flashback opdelte kærlighedshistorie i Peppermint Candy fra 1999 ikke bange for at fortælle et helt lands historie gennem en persons deroute. Filmen blander en tragisk og melodramatisk skæbne med indlagte ghostrides på de godstog, der som blodbaner sammenkobler personer og landet (syd)Korea. Så afgjort en stor men også krævende artfilm af en unik filmmager!

Peppermint Candy kan ses igen 30/4 kl. 19 i Palads, Poetry d. 27/4 kl. 16.15 i Gloria og d. 1/5 kl. 21.15 i Vester Vov Vov og endelig kan Oasis ses d. 1/5 kl. 16.45 i Dagmar.

På samme tid som Peppermint Candy var Nosferatu også i Palads, hvor der hen mod festivalens slutning vises en række af de største publikumsmagneter. Klokken var 16.30, og visningen af den omtalte norske Troldjægeren skulle til at begynde. Og for Nosferatus udsendte var der både høje forventninger og store forhåbninger til nordmændenes troldeflick, der nemlig ud fra traileren lignede en elegant krydsning mellem The Blair Witch Project og Cloverfield og en original undersøgelse af troldemyten. Spændende virkede det, og spændende havde det været, hvis filmen ellers havde levet op til markedsføringen. For Troldjægeren var (desværre) bestemt ikke noget horror/adventure-mix! Den karakteriseres bedre som en jævn naturdokumentar krydret med lidt trolde og sort humor. I filmen følger man et hold studerende, der er i færd med at lave en dokumentarfilm om bjørnejægere, men i stedet for en bjørnejæger gone rogue finder de en yderst erfaren troldejæger. Set-uppet fejler intet, men udførelsen når aldrig klimatiske højder, og fremstår langt hen ad vejen direkte komisk og fjollet. Dog skal det siges, at troldene (i det mindste) var yderst vellavet.

Troldjægeren vises igen på festivalens sidste dag, søndag d. 1. maj i Palads.

Efter to på hver sin måde udfordrende film for Nicolai og en bestemt ikke udfordrende film for Martin mødtes de to reportere til den mere uforpligtende Reign Of Assassins af selveste John Woo i, hvad der skulle være en tilbagevenden til rødderne i Hong Kong med en film i den kinesiske wuxiagenre; sværdfægter-kung fu med andre ord! At forventningsbarometeret var indstillet på uforpligtende skyldes delvist de meldinger, der er kommet fra folk efter den første visning på festivalen og så at PIX i deres program indleder filmbeskrivelsen af Woo´s film med ordene “Kone på spring, mand i skjul…”. Filmen centrerer sig om en gammel myte, om at den der besidder de to dele af en afdød Kung Fu mester, ville kunne mestre alle aspekter af Kung Fu og dermed blive uovervindelig. At filmen var start til slut er en handling stykket sammen af det bedste fra The bold and The Beautiful, klassisk martialsscener blandet op med træk fra instruktørens forrige film som Face/Off og MI2, gør ikke at filmens produktion ikke er til topkarakter med hensyn til effekter, lyd og stunts. Og som tillæg fik dine udsendte sig et godt grin, da en af de centrale personer i filmen afslører, hvorfor den gamle mesters lærdom er mere værd en tusind viagrapiller!

Reign of Assassins kan ikke ses mere på festivalen, men bliver udgivet på DVD i løbet af efteråret.

Da Nicolai tog hjem efter Reign of Assassins, var det op til Martin at få afsluttet en filmrig dag med manér. Og hvilket bedre sted end festivalens centrum – Husets Biograf. Og der var da summende stemning i cafeen, hvor der til denne sene visning var fyldt til renden med glade øldrikkende unge mennesker. Tilløbsstykket var den amerikanske Nude Nuns With Big Guns, der utvivlsomt har været tillokkende for mange af de tilstedeværende blot på grund af navnet. Filmen står med begge ben solidt placeret i Grindhouse-genren, der i 2007 blev genoplivet af Taratino/Rodriguez, der henholdsvis lavede Death Proof og Planet Terror. Dog er Nude Nuns et pænt stykke vej fra at røre de tos stil og flow. Selvom mange af genrens tjekpunkter kan krydses af, så mangler der noget (for ikke at sige meget). Der er nøgenhed, sex (både voldtægt og lesbisk), overdrevet vold og overspillede skurkeklicheer, men når drengerøvsfascinationen fortager sig, står en enormt mangelfuld historie tilbage – som for lidt smør smurt over for meget brød. Nude Nuns With Big Guns er med andre ord den Grindhouse-film Tarantino ville have lavet, hvis han ikke havde kreativt talent.

Nude Nuns With Big Guns har ikke flere visninger på festivalen.

Dag 12:

Som dagens første film, tog Martin i Grand Teatret for at se sin første dokumentarfilm på dette års PIX, Two In The Wave. Forventningerne var høje, da netop denne dokumentar bød på et møde med to af filmhistoriens mest revolutionerende personligheder – François Truffaut og Jean-Luc Godard. De var i front af en bevægelse, der gjorde op med almindelige formler for filmkunst, genfødte fransk film og for den sags skyld meget af Europas. Det var den franske nybølges fædre. Så var banen ellers kridtet op, og det viste sig, til Nosferatus udsendtes store tilfredsstillelse, at Two In The Wave, var intet mindre end en vidunderlig lektion i europæisk filmhistorie. Konkret fortælles historien om de tos oprør med datidens normer, hvordan de gennem det kritiske filmmagasin Cahiers du Cinéma, egne film og personlige kontroverser fik etableret en ny måde at lave film på. Filmen viser løbende klip fra de tos respektive oeuvrer, hvilket er interessant, men filmens hovedforce er, hvordan den tidsmæssige ramme omkring Truffaut og Godards skildres. Klart anbefalelsesværdig.

Two In The Wave vises igen i Dagmar lørdag d. 30. kl. 14.15.

Til dagens sene, og for deres vedkommende sidste visning bevægede Nosferatu sig til populær-cinemas højborg i indre by, Palads. Den er svær at undgå, så Martin gik mod farverne til god fyraftenskomedie i form af Paul. Paul er en af festivalens kommercielt set største film, og således en af de eftertragtede publikumstiltrækkende forpremierer. Den er skrevet af Shaun of the Dead/Hot Fuzz makkerparret Simon Pegg og Nick Frost. Der er instrueret af Gred Mottola (Superbad), så der var garanteret komik i nerds-on-the-go roadmovie’en med en alien. Det er Seth Rogen, der lægger stemme til den lille grønne fyr, hvilket i sig selv bestemt er sjovt, men det holder ikke hele vejen. Der refereres heftigt til alskens sci-fi film, hvilket er skægt, men det gør ikke op for nogle perioder, der føles en smule lange og gentagende. Filmen skal på trods af dette komplimenteres for et opfindsomt og originalt take på rumvæsensfilmen, der har mange sjove momenter. Dette gør det til et godt grin og dermed den gode form for eskapisme.

Paul vises desværre ikke mere på festivalen, men er sandsynligvis at finde i biograferne snart.

En god dag med lærerige og underholdende film på dag 12. Nu ses der blot frem til imorgen, hvor programmet blandt andet står på trolde, samurai-assassins og nonner med store våben.

Dag 11:

Det var med en næsten syndig frydefuld forventning, at din trofaste reporter satte sig til rette i Empires sal 2 på en højhellig påskesøndag til en film om gravrøveri. At filmen så oven i købet er lavet på det hæderkronede gamle britiske Ealing Studios, drejet af veteranen John Landis (manden som blandt andet har begavet verden med moderne klassikere som An American Werewolf in London og Blues Brothers) samt et skuespilhold bestående af Tom Wilkinson, Andy Serkis (Yes, My precious – ham der blev verdensberømt i rollen som Gollum), Simon Pegg, Tim Curry for at nævne et par stykker, var på ingen måde med til at kølne den glødende forventning.

Fra start bliver banen kridtet op til grovkornede morbide løjer i en fortælling sat i 18oo-tallets Edinburgh, hvor videnskaben er på kanten af at kortlægge menneskets indre anatomi. En praksis der på den tid var omgærdet af skepsis og fordomme. Et faktum der kommer filmens småsvindlende hovedpersoner Burke (Pegg) og Hare (Serkis) til gode. I takt med at de to herre får gang i afsætningen af friske lig til videnskaben og den medfølgende godt betalte løn, bliver trangen for stor til, at de to fusentaster ikke kan lade være med at hjælpe omsætningen lidt på vej. Filmen er en begsort forvekslingskomedie, hvor den klassiske Ealing-tone rammes i det store hele, og som sådan gør Burke and Hare til et uforpligtende men underholdende frikvarter på dette års PIX.

Burke and Hare kan ses i grand Lørdag d. 30/4 kl. 12.

Nosferatu blev i Empire resten af dagen, først med den Hong Kongske hæsblæsende actionthriller The Pigeon Stool og lidt senere til den sene forestilling til endnu et PIX-frikvarter med den amerikanske indie Super.

The Stool Pigeon er Hong Kong blockbuster kriminalthriller a la Infernal Affairs og dens mere kendte amerikanske remake The Departed. En såkaldt stool pigeon er et slangudtryk for en informant for politiet. En kriminel, der er indblandet i organiseret kriminalitet, og samtidig arbejder for hyre for politiet. Der er bestemt knald på i den hæsblæsende thriller af instruktøren Dante Lam. Og der lægges ikke fingre imellem, når det kommer til vold og action, så vær klar på at få pulsen i vejret. Men på trods af volden, al blodet og de slagkraftige actionscener, virker The Stool Pigeon mindre som en hårdkogt actionthriller, og mere som et melodrama om menneskers lidelse i den yderste potens – understreget af smertes knusende æstetiske kraft. Dette er der som sådan intet i vejen med – denne film gør det bare ikke helhjertet og gennemført nok.

The Stool Pigeon kan ses torsdag d. 28. i Palads kl. 23.30 og søndag d. 1. maj kl 18.30 ligeledes i Palads.

Hvis en film overhovedet kan være helt igennem retarderet på “den gode måde”, så er Super det! Den er skrevet og instrueret af James Gunn, og den fremstår umiddelbart mest af alt som en Kick-Ass knock off – det er den bestemt ikke. Forstå mig ret, der er ligheder, men Super har i høj grad sit eget liv. Det er historien om The Crimson Bolt (Rainn Wilson fra det amerikanske The Office), der i filmens prolog er en sølle mand, der forlades af sin (alt for) smukke kone – Liv Tyler – til fordel for skurken Kevin Bacon. Han ynker, men får til sidst nok af uretfærdighed og “lykkelige menneskers” arrogance, og beslutter sig for at forvandle sig til en komisk selvtægtssuperhelt. Han teamer op med et “kid-sidekick” Boltie (spillet af Ellen Page) og lukker munden på kriminalitet, samtidig med at han desperat forsøger at få sin kone tilbage. Super er til tider bestemt for fjollet og dum til sit eget bedste, men resten af tiden gør det den bare ekstremt morsom – og den lever højt på fremragende birollepræstationer. Summa summarum: Super er ikke en god film (som sådan), men den er enormt sjov!

Super vises igen torsdag d. 28. i Gloria til en midnatsvisning – kl. 23.59.

Dag 10:

For første gang på dette års PIX oplevede nosferatus festivalreporter at være næsten alene til en visning og det endda til en af de 10, der er nomineret til politikkens publikumspris. Filmen Illegal er et belgisk suckerpunch af et politisk drama om den illegale Tania og hendes overlevelseskamp for ikke at blive sendt tilbage i Hviderusland efter otte år som illegal indvander i Belgien. I en nøgtern stil, der er beslægtet med Dardenne brødrenes minimaliske realisme, beskriver instruktøren Olivier Masset-Depasse  Tanias vej i det belgiske immigrationsbureaukrati, som er hårdt og ikke kan undgå at sætte tanker i gang hos publikum om de umenneskelige forhold som også Danmark udsætter uønskede folk fra andre lande. Det være sig flygtninge og immigranter. Filmen bliver takket være et fænomenalt og kompromisløst skuespil af Anne Coesens i rollen som Tania aldrig den velmenende politisk korrekt film, som titlen og plottet kort fortalt lægger op til. Illegal er afgjort en film som alle i regeringen og dansk folkeparti burde forpligtes til at se! – En potentiel vinder af publikumsprisen!

Illegal var Belgiens Oscar-kandidat sidste år og kan opleves onsdag d. 27/4 kl. 12 i Grand.

Næste film på dagens program havde pudsigt nok også en immigrant i hovedrollen, dog af en lidt tungere statur i form af hollandskfødte men svensk syngende troubadour Cornelis Vreeswijk? Biografi filmen Cornelis er et klassisk, men helt igennem sikkert produceret, veludført og hjertevarmt portræt af en mand, der udgav et hav af plader, blev folkeeje med sine sange i øjenhøjde med manden på gaden og endte sine dage med at gå fallit og dø af leverkræft. At filmen følger genrens forskrifter til punkt og prikke reddes af det gode skuespil af Hans Erik Dyvik Husby eller Hank Von Helvete som han går under, når han står i spidsen for det norske dødspunkband Turbonegro. Det er Helvetes debut som skuespiller i rollen som Vreeswijk og både i lyd og udseende går han en vaskeægte oscarpræstation. Læg hertil en detaljerigdom i miljøbeskrivelsen af Sverige anno 1950′erne, 60′erne og 70′erne samt et suverænt soundtrack fyldt med troubadourens bedste sange og du har dette års festival hidtil bedste feel good film!

Cornelis vises tirsdag d. 26/4 samt d. 1. Maj i Vester Vov Vov begge dage kl. 19

Dagens tredje og sidste film er at finde i PIX genresektion “Thrills & Kills”, nemlig den mexicanske We are what we are, der i sit udgangspunkt forsøger, hvad svenske Tomas Alfredson havde succes med i let the right one in. Hvor sidstnævnte kombinerer svensk forstadsrealisme i 80´erne, forsøger holdet bag instruktør Jorge Michel Grau at kombinerer underklassen og slummen i Mexico City med kannibalisme. Filmen starter med en bizar død. En lettere forhutlet mand går vaklende op ad en rulletrappe, ser på et butiksvindue i et storcenter, falder om og dør. Og som det ikke var nok, kommer der straks efter et par rengøringsfolk og fjerner manden uden at efterlade spor efter ham. Manden viser sig at være overhovedet for en lille fattig familie, som vi undervejs lærer er kannibaler. Filmens kunst er at den næsten til slut formår at balancerer på normalitetens grænser, hvor familiens medlemmer på en og samme tid virker menneskelige og drevet af nød og sult, samtidig med at de vitterlig er skingrende sindssyge. Et godt genrebrud på konventionerne i en film, der er på cool vis kombinerer social kritik med all out blood and gore sekvenser!

We are what we are blev vist sidste gang på CPH PIX i dag.

Dag 9:

Efter en dag uden nye filmiske oplevelser, primært på grund af at de to reporter var travlt optaget med at forberede og sende; NOSFERATU PIXORAMA på universitetsradioen (hvis du gik glip af det i går aftes kan det høres her som podcast), var Nicolai tilbage i det vante og trygge biografmørke. Først på plakaten var meget apropos den sidste snak i torsdagens program omhandlende forventningerne  til resten af festivalens film en af Nosferatus redaktion ventet film; nemlig engelske Never Let Me Go med stjerneskuespiltrioen Carey Mulligan, Andrew Garfield og Keira Knightley i hovedrollerne (sidstnævnte kan også opleves andetsteds på PIX nemlig i filmen Last Night). At filmen oprindeligt var tiltænkt en martspremiere i Danmark har forsynet festivalen med et af de kætrede og ønskelige forpremiere, som er vigtige idet at de trækker flere publikum til. Forudseende nok havde folkene i grand sat filmen op i deres største sal(sal 3), hvilket sikrede at denne reporter fik sin kæreste med ind i mørket. Denne var efterfølgende ret begejstret for en handling, der starter ud på en kostskole i 1978 i hvad der til forveksling ligner klassisk engelsk konservativ idyl. Børnene opdrages til en sund tilværelse med sport og fritidsaktiviteter og således også vor tre hovedpersoner. At denne filmelsker ikke følte så meget for filmen, må tilskrives for mange forventninger til værket, som nok har bedst ved, at man ikke kende hele historien på forhånd(f.eks. ved at have læst bogforlægget af Kazuo Ishiguro). Filmen er dog stadig værd at tjekke ud ikke mindst fordi Carey Mulligan er stærk og seværdig i hovedrollen!

Never Let Me Go kan ses 26/4  kl. 16.30 i Dagmar samt 1. Maj kl 17 i Empire

Før mødet med kæreste og Never Let Me Go stod det på en tidlig visning i Dagmar(første gang på denne festival) af den japanske mangafilm King of Thorn løst bygget på eventyret om Tornerose, men folkene bag har tydeligvis også fundet inspiration andre steder såsom Resident Evil, The Matrix samt en række computerspil og tegneserier. Det er der kommet en grum men også flot og stilsikker fortælling, der med sine gore-effekter, et dystopisk science fiction plot og et par hovedpersoner med traumer nok til at dele ud. Med King of Thorn er vi så langt fra Disneys trygge univers som man kan gøre, men når det er sagt, så føltes det i dette tilfælde som en befrielse. Potentiel kultfilm for mangaelskere!

King of thorn kan ses 27/4 og d. 30. April kl. begge dage kl. 21.30 i Dagmar.

Dag 7:

På den syvende dag af denne den første uge af verdens længste filmfestival, tog Nosferatus ældste reporter uden for festivalens centrum nærmere bestemt til Empire Bio på Nørrebro til visningen af Kung-Fu pastichen Gallants. Filmens handling centrerer sig omkring en ynkelig astmabesværet ung mand, der som straf for at spilde kaffe på sin chef, bliver sendt til en lille landsby for at bilægge en gammel nabostrid. De stridende parter involverer så farverige typer som hovedpersonens gamle “kammerat” der har lært smarte manerer og kamptricks efter at have været i USA, en gammel kampsports mester, der har været i koma i små 30 år og så selvfølgelig en masse kampsportsteknik leveret af lokalbefolkningen. Holdt i en tone der hylder de gamle Hong Kong karatefilm i stil såvel som humør er Gallants et klart must-see for alle actionglade filmnørder.

Plakaten til kultfilmen The Whisperer in Darkness. Foto: Nicolai Eskesen

Gallants vises igen fredag d. 29 april i Palads kl. 21.30

Aftens anden filmoplevelse var i huset til, hvad der skulle vise sig at være nosferatus udsendtes første udsolgte filmoplevelse indtil nu på PIX. Filmen der havde trukket folk til var en filmatisering af gyserforfatteren H.P. Lovecrafts The Whisperer in Darkness. At filmen fra start signalerede kult stod klart da instruktøren kort præsenterede filmen med linjen: Filmen er tænkt som, hvordan den ville have set ud, hvis et af de store Hollywood selskaber havde optaget filmen, da novellen kom ud i 1931(samme år som The Mummie og Dracula). At sige at filmen var god er ud fra vanlige filmkritisk standard en tilsnigelse, men den har så afgjort en gennemført tone, look og er lavet med den passion, som kun ægte fans kan opdrive. En følelse som i den grad blev delt af publikum som gav en lang applaus efterfølgende til en synlig glad instruktør, som kvitterede med at takke publikum for den måske bedste Q&A han har oplevet på sine visninger af The Whisperer in Darkness på festivaler rundt om i verden. E kultfilm er født!

The Whisperer in Darkness vises ikke mere på dette års PIX, men hvis man tuner ind på 95.5 FM, kan man i morgen torsdag(21/4) kl.  høre lidt fra den Q&A som blev holdt med instruktøren i Huset efter filmen.

Dag 6:

Den 6.dag på PIX bød mest på forberedelse til radioudsendelsen på torsdag kl. 21 bl.a. med en af de festivalgæster, som måske kommer til at se flest film på dette års PIX. Mød ham og mange andre fra festivalen i vores 1 1/2 time Pixomania-program, hvor du også kan høre den polske instruktør Andrzej Zulawskis fortælle om sit liv og karriere til arrangementet i cinemateket, der fandt sted her til aften. Derudover lykkedes det for Martin at fange en af folkene, som har været med til at organiserer et af dette års  must-see af en filmoplevelse; nemlig Blair Witch i skoven! Så lyt med på torsdag!

Det blev dog også til et par film nemlig Britiske Pelican Blood og Confessions. Sidstnævnte er titlen på Japans bidrag til 2011s Academy Awards. Den blev valgt og nomineret, og det er ifølge Nosferatus udsendte langt fra ufortjent. Det er en film om netop det, som titlen indikerer – at tilstå. Fortællingen kredser om forskellige tilståelser i en japansk 8. klasse, der har været ude for en række ubehagelige og grufulde hændelser. Fordi plottet drives frem bid for bid, tilståelse for tilståelse, sandhed for sandhed, afdækkes og opklares begivenhederne så småt for øjnene af os. Der er tale om helt igennem eminent historiefortælling, og så er det utvivlsomt en af de æstetisk smukkeste film undertegnede har set i lang lang tid. En anbefalelsesværdig film ud over det sædvanlige!

Confessions vises igen torsdag d. 21. i Dagmar kl. 19.

Pelican Blood vises i PIX britiske serie Spotlight England. Filmen er instrueret af den for danske biografgængere ukendte Karl Golden, men med Harry Treadaway kendt fra film som Control og Fish Tank var Nosferatus ene reporter klar til at give filmen, som har fået æren af at være den sidste festivalen store filmbog( som er lidt mere lækker end den gængse festivalavis og kan købes for 50 kr., men fås til 25 ved køb af rabatkort og er gratis, hvis man køber et filmpas) en chance. Pelican Blood har Treadaway i rollen som den suicidale amatørornitolog Nikko, som har besluttet at gøre en ende på livet efter spottet af fugl nr. 500. er klaret. Undervejs møder han ex-kæresten Stevie og de finder sammen igen på trods af advarsler fra Nikkos søster og venner. Filmen er britisk indie om en hals og lever bedst i kraft af sit lækre ærkebritiske soundtrack og Treadaway som bare kan det der med at spille kantet knægt på den der punkede Sid Vicious-agtige måde. At filmen aldrig helt indfrier sine ideer er ok, da der stadig bydes på gode sekvenser, hvor specielt en scene, hvor kinky petting blandes med fuglekiggeri fik vakt en momentan interesse for ornitologi hos denne reporter!

Pelican Blood kan ses onsdag d. 27/4 kl 16.30 i Palads, og samme sted på festivalens sidste dag 1. Maj kl. 19, hvor der også er mulighed for at møde filmens instruktør Karl Golden.

Dag 5:

Dag 4 bar præg af Nosferatus fravær på festivalen, da begge reporterer var lidt matte oven på en weekend, der blandt andet gik til zombiegys på Trekronerfortet. En filmisk totaloplevelse, som du kan høre meget mere fra i udsendelsen på torsdag kl. 21, hvor Nosferatu sender på den gode gamle frekvens 95.5 FM!

Således veloplagt efter en filmisk fridag startede femte dagen på PIX med en lærestreg: Husk altid at tjekke PIX´ hjemmeside for ændringer i dagens program inden du tager af sted. Det resulterede i at turen til Grand og remaket af The Housemaid fra 1960(som også vises på PIX) var forgæves, da spilletiden var ændret fra kl 17 til 16.30. Fast besluttet på ikke at have spildt tur til kongens københavn, tog Nosferatus udsendte i stedet i Husets biograf til visningen af den polske instruktør Andrzej Zulawskis La Femme Publiq fra 1984. Som beskrevet her på bloggen, er polakken ikke nogen nem herre at stifte filmisk bekendtskab med, hvilket ti af publikum i huset gav udtryk for ved at udvandre undervejs. En ting, som under den første af filmens to timer virkede mere end fristende. Filmen handler om en kvinde spillet af den smukke Valery Kaprisky, der indleder et forhold til en manisk filminstruktør, som vil filmatisere Dostojevskjs roman De Besatte. I en særegen teatralsk stil udspiller handlingen sig i og omkring optagelsen af denne film. Dette metalag, der svagt minder om Fellinis 8 1/2, leveres med en patos lånt fra opera, blandet op med en subtil politisk kritik(Zulawski blev på grund af sine holdninger og film smidt ud af Polen hele tre gange) og en fatalisme, der gør filmen sær, utilnærmelig og alligevel interessant for den tålmodige. Som et plus mødte instruktøren selv op efter filmen til en uanmeldt Q&A, hvor han startede tørt ud med at konstater, da de fleste af publikum gik idet han ankom, at filmen nok ikke faldt i deres smag! Nej; Zulawski er ikke for alle, men derfor venter der stadig en unik og anderledes oplevelse i mødet med hans film.

La Femme Public kan ikke ses mere på PIX, men Andrzej Zulawski kan opleves live i Cinemateket tirsdag d. 19/4 kl 19.15

Dag 3:

Festivalen er langsomt men sikkert, som en gammel diselmotor ved at komme op i omdrejninger på en lørdag, hvor begge Nosferatus udsendte mødtes til en tur i Gloria sammen med en næsten fuld sal af forventningsfulde festivalgæster. Filmen vi fik at se, er vel det man efterhånden godt kan kalde en klassisk amerikansk indiefilm; nemlig Last Night der ikke overraskende er, at finde i PIX sideprogram kaldet American Indies. Filmen er en instruktørdebut af iransk-amerikaneren Massy Tadjedin, som skam også har skrevet og produceret dramaet. Med Sam Worthington, Kiera Knightley og Eva Mendes i hovedrollerne kan filmen ikke klage over ukendte skuespilansigter, hvilket måske forklarer det store fremmøde. Det at se de tre skuespilere i beskedne indieomgivelser  med fokus på skuespillet er nyt, nok specielt med hensyn actionman Worthington, der i rollen som sensibel og forstående ægtemand til Knightley og forkrampet sidespringsaspirant til dejlige Eva Mendes, viser en helt ny side af sig selv. Fedt når man som de to reportere næsten havde dømt manden til en karrierer i testosteronpumpere som Terminator Salvation, Avatar og Clash of The Titans. Når det er sagt, så er filmen ikke noget, man ikke har set udført bedre før i genren kredsende om temaet utroskab. Filmen er langt fra dårlig, men heller ikke den nye store filmiske åbenbaring.

Last Night kan ses Torsdag d. 21 i Dagmar samt Lørdag d. 30 April i Grand

Efter Last Night delte Nosferatu-duoen sig, da Martin bevægede sig få hundrede meter over i Grand, mens Nicolai begyndte at forberede sig mentalt på en event-aften i uhyggens navn med Day of the Dead på Fortet. Det var således ikke uden misundelse, at Martin satte sig til rette for at se den spanske Black Bread, der er instrueret af festival-darlingen Agustí Villaronga. Misundelsen over Nicolais aftenplaner forsvandt dog hurtigt, da Black Bread viste sig at være en ret vidunderlig film. Filmen er med i Politikens Publikumspris, og indtil videre har den Nosferatus stemme. Det er en psykologisk thriller pakket ind i en fremragende coming of age-historie, særligt krydret med en eminent skuespilpræstation af den unge hovedrolleindehaver Francesc Colomer, der i øvrigt er hans debut. Imponerende!

Black Bread kan ses onsdag d. 20. i Grand.

CPH PIX plakat i Grand. Foto: Nicolai Eskesen

Dag 2:

Det er CPH PIX dag nummer to, og København viser sig fra sin bedste side. Solen stråler og Kongens Have er fyldt, men Nosferatus udsendte trodser solskinnet og hopper i Cinemateket til visningen af den polske ‘enfant terrible’-auteur Zulawskis debutfilm The Third Part of the Night. Filmen er del af en retrospktiv serie, der hylder Zulawski og ligeledes byder på et møde med manden selv tirsdag. The Third Part of the Night er fra 1971 og den udspiller sig som et syret kammerspil. Zulawski udforsker surrealismen og hopper ind og ud af drømme- og vrangforestillinger hos hovedkarakteren. Åndelighed og dødelighed portrætteres i en indre refleksion over hændelser der således ikke nødvendigvis hænger sammen. Zulawski river i fantasien og det er til tider svært at holde tungen lige i munden og holde rede på hele uordenligheden, men der er ingen tvivl om instruktørens visionære talenter, så hvis man er David Lynch-fan bør man unde sig selv et møde med polakken. Indtil videre ser Nosferatu frem til imorgen, hvor der blandt andet skal ses Massy Tadjedins Last Night og konkurrencefilmen Black Bread.

Der er ikke flere visninger af The Third Part of the Night, men der vises løbende mange flere af Andrzej Zulawskis film.

Dag 1:

Så er CPH PIX igang og vi, Nicolai Eskesen og Martin Wolsgaard, har fået vores festivaloplevelse i gang med et brag. ‘Hård start’ var de første tanker der formede sig efter have set den polske instruktør Jerzy Skolimowskis krigs/flygtninge-film Essential Killing. Ikke hård fordi filmen ikke holder, hvilket den utvivlsomt gør, men fordi dette polske tour de force bestemt ikke er for sarte sjæle. Essential Killing høstede priser ved efterårets Venedig filmfestival, blandt andet til skuespilleren Vincent Gallo, der spiller rollen som en afghansk mand, der i filmens begyndelse tages til fange af amerikanske soldater og følgeligt transporteres til en polsk fangelejr. På grund af en ulykke formår han at flygte fra de amerikanske tropper og en vild jagt indledes gennem et gigantisk sneklædt skovlandskab. På flugt er vores “helt” tvunget helt ud i ekstremerne for at overleve, hvilket giver anledning til nogle mildest talt utrolige sekvenser. Instruktøren gør meget med lidt – måske for lidt, da der bestemt ikke gives ved dørene informationsmæssigt – lad os bare sige det er småt med replikkerne. Det er udfordrende for seeren, men bestemt også interessant da Essential Killing langt fra er en film man sædvanligvis støder på.

Essential Killing bliver vist igen d.23 April kl 21.30 i Cinemateket

Et fyldt Grand Teater inden visningen på Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv. Foto: Nicolai Eskesen

Efter essentiel killings rystede Nosferatus reporter i grundigt i gang med dette års Pix gik turen mod grand med et hurtigt pitstop i 7-11 til pizzaslice og en red bull. Forbløffende hvor godt gamle festival (u)vaner føles. Således lettere genopladet stod aftenens filmdessert på denne første festivaldag, på sidste års noget overraskende vinder af de gyldne palmer nemlig thaiwanesiske Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv af instruktøren med det for danskere noget krøllede navn; Apichatpong Weerasethakul‏. Titlen referer til filmens hovedperson, som bor på en gård i det nordlige Thailand. Han er gammel og har en mystisk sygdom, som tilskueren aldrig bliver klar over hvad er. Til gengæld forundres man over Boonmees rolige tilgang til livet og ikke mindst da han får besøg af et par afdøde familiemedlemmer, hvoraf den ene ligner en hybrid af en af menneskeaberne i Stanley Kubricks Rumrejse 2001 og Chewbacca fra Star Wars. Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv er en poetisk fortælling, som med sine lange billedsekvenser af naturen, rolige tempo og blandingen af østens tro på åndernes tilstedeværelse blandt de levende er lidt af en filmisk mundfuld. Nogle vil sikkert finde filmen kedelig og de lange kameraindstillinger kan da også blive en prøvelse(nosferatus udsendte tog i hvertfald sig selv i at tænke på om filmklipperen var kommet til at falde i søvn et par gange undervejs). Filmen har dog helt klart sine kvaliteter også selvom de lig Essential Killing ikke serveres på et filmisk sølvfad.

Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv kan ses igen d. 24 April kl. 14.3o i Dagmar