High Noons veloplagte værter Nicolai Eskesen & Dorte Winkler fokuserer i denne podcast på dette års Buster filmfestival, der løber fra d. 15 til 25 september med interview med ...]]>

Plakaten til den ganske underholdende film Spud, som er en af de mange film, der vises på dette års Buster filmfestival

High Noons veloplagte værter Nicolai Eskesen & Dorte Winkler fokuserer i denne podcast på dette års Buster filmfestival, der løber fra d. 15 til 25 september med interview med børnejurymedlemmet Manne, festivalproduceren Diana samt frivilligkoordinatoren Lena, som hver især fortæller om deres virke under festivalen. Herudover kan du høre omtaler af et par af filmene, der at finde i programmet; det drejer sig om ungdomsfilmene SPUD, KING OF DEVILS ISLAND samt THE YEAR DOLLY PARTON WAS MY MOM.

I anledningen af at Buster i sin retrospektive serie viser fire af den danske instruktør Søren Kragh Jacobsens film, var dagens udvalgte klassiker DRENGENE FRA SKT. PETRI fra 1991, som indbragte en meget ung Nikolai Lie Kaas en Robert såvel som en Bodil i rollen som Oskar i filmen om en gruppe unge drenge og deres modstandskamp under 2. verdenskrig.

Selvom der stod Buster på det meste af denne udgave af High Noon blev der også plads til en enkelt premierefilm; DRIVE instrueret af danske Nicolas Winding Refn. En film der har Ryan Gosling og Carey Muligan i hovedrollen.

Endelig blev herligheden krydret op med filmnyheder og arrangementkalender samt en gennemgang af den aktuelle biograf top 10 liste, hvor værterne væddede om hvorvidt animationsfilmen CARS på grund af Busters mange tilbud til børn ville ryge ud af listen.

Lyt med her for at finde ud af hvem af de to værter der holder på hvad og ikke mindst hvad indsatsen er!

Af Sandra Holm

Lars von Trier var ikke den eneste dansker der vandt journalisternes interesse på årets Cannes festival. Hver kunstner har sit udtryk og det er måske ganske sigende for både Trier og for Nicolas Winding Refn ...]]>

Ryan Gosling og Nicolas Winding Refn på 'Drive'. Photo courtesy of SF Films.

Af Sandra Holm

Lars von Trier var ikke den eneste dansker der vandt journalisternes interesse på årets Cannes festival. Hver kunstner har sit udtryk og det er måske ganske sigende for både Trier og for Nicolas Winding Refn (som var den anden store dansker) at de opnåede så forskellig respons, på så forskellige måder og af så forskellige mennesker.  Melancholia og Drive er som nat og dag.

Ryan Goslings mystiske og navnløse enspænderkarakter ’Driver’ arbejder som stuntmand i Los Angeles solrige dagtimer. Når mørket falder på og byen forvandles til et neonoplyst netværk af uigenkendelige gader hyres han til at køre flugtbiler fra skumle gerningssteder.  Professionelt, uden skrupler og med en upåvirkelig mine går dagene og minutterne. Lige indtil han møder Irene (Carey Mulligan; An Education, Never let me go) og en stille men dyb forelskelse blomstrer op mellem dem. Deres forsigtige tilnærmelser afbrydes brutalt da Irenes mand Standart (Oscar Isaac; Robin Hood) kommer ud af fængslet og hans fortid indhenter dem alle på smertefuld vis.

Ryan Gosling (The Notebook, Half Nelson, Fracture, Stay, Blue Valentine, Lars and The Real Girl) besidder en mystik der synes at være glemt i Hollywoods forhastede og misforståede kapløb med sig selv om publikums opmærksomhed. Et billede siger i sandhed mere end tusind ord, hvis det billede indeholder Ryan Gosling. En mester udi eftertænksom fortielse, underspillede følelser og antydningens kunst – med så meget at sige.

Nicolas Winding Refn blev kendt herhjemme med Pusher-triologien og Bleeder. Efterfølgende udenlands med Bronson og den blodige mudderfyldte middelalderfilm Valhalla Rising.  Særligt i sidstnævnte udforskede Refn en stil og et look der fik mange til at rette blikket mod norden og hylde den originale og visionære ide – blandt de nysgerrige var Ryan Gosling.

Sammen har de skabt en sjælden film. Baseret på James Sallis hårde roman af samme navn. Rig på skønhed, i sin enkleste form.  Los Angeles danner en æstetisk ramme om denne nådesløse historie i gadelygternes passerende lyslommer. Et mix af elektronisk 80’er inspireret baggrundsmusik og nærmest lydløse slowmotion scener styrer ens åndedræt og placering i biografens mørke sæde. For tilsammen skabes en sjælden visuel poesi, der klæber sig til sind og sjæl og kaster én ud i netop den afgrund vores fornuft og realitetssans normalt afholder os i at fortabe os i.  Hvor tid er underordnet og kærligheden er den eneste sandhed.

Filmen fortjener størst mulig opmærksomhed, og så kan man jo kun glæde sig over at makkerparret allerede nu har lovet at de har flere film på vej. For dette er i sandhed ”the beginning of a beautiful friendship”.

BANG! BANG!

HIGH NOON – dit formiddags film fiks – var tilbage i æteren torsdag d. 26/5 fra 11- 12 med dine trofaste gunslingers, Dorte Winkler og Nicolai Eskesen bag mikrofonerne. Dagens program fokuserede på den netop afsluttede filmfestival i Cannes, hvor Terrence Malicks The Tree of Life vandt ...]]>

BANG! BANG!

HIGH NOON – dit formiddags film fiks – var tilbage i æteren torsdag d. 26/5 fra 11- 12 med dine trofaste gunslingers, Dorte Winkler og Nicolai Eskesen bag mikrofonerne. Dagens program fokuserede på den netop afsluttede filmfestival i Cannes, hvor Terrence Malicks The Tree of Life vandt de gyldne palmer, Nicolas Vinding Refn vandt instruktørprisen med Drive og selvfølgelig vendes Lars Von Trier kontroversielle udtalelser under festivalen atter en gang. Du kan selvfølgelig hører High Noons anmeldelse af Triers Melancholia og så denne uges anden premierefilm; Tømmermænd i Thailand – bare for at vise hvor vidt vi spænder! Dine værter er ikke helt enige om Triers film, så måske er der optræk til en god show down og en mulighed for at se hvem der trækker hurtigst og skarpest.

Udover en top 10 over de meste sete film i den forgange uge får du til sidst i programmet et par  gode tips til hvad DU kan bruge den kommende weekend til i filmens tegn. Vi lyttes gør vi! Ellers skyder vi!

LYT TIL HIGH NOON HER

- Og husk at film er mere end bare en oplevelse!

Af Johan Davidsen

Lige siden debuten med ’Pusher’ har volden været en del af sproget i Nicolas Winding Refns film. ’Valhalla Rising’ er historien om den stumme enøjede vikingekriger ’One Eye’, der i skikkelse af Mads Mikkelsen holdes fanget af en vikingestamme, der bruger ham i gladiatorkampe, som han gang på ...]]>

Af Johan Davidsen

Lige siden debuten med ’Pusher’ har volden været en del af sproget i Nicolas Winding Refns film. ’Valhalla Rising’ er historien om den stumme enøjede vikingekriger ’One Eye’, der i skikkelse af Mads Mikkelsen holdes fanget af en vikingestamme, der bruger ham i gladiatorkampe, som han gang på gang vinder. Man skal ikke mange minutter ind i Valhalla Rising, før den første kamp er i gang. Mand mod mand. Hele tiden er volden nærværende. Efter flere års fangenskab lykkes det ’One Eye’ at undslippe. Han møder en gruppe kristne vikinger og følger med på deres mærkværdige pilgrimsfærd.

Halse bliver rundhåndet skåret over, hjerner knust og maver sprættet op, så indvolde vælter ud. Nicolas Winding Refn har aldrig været nærig med volden i sine udpræget maskuline universer.

Dog lader det i begyndelsen i Valhalla Rising til, at Refn har tænkt sig at føje et ordentligt skud religion til denne æstetik. Her taler hedenske vikinger om, hvordan de er truet af de kristne med deres ene gud. Og da ’One Eye’ får trukket en hætte over hovedet, er det svært ikke at få associationer til det forgangne terror-årti, Abu Ghraib og ’dem og os’. Men her må man ikke glemme hvilken instruktør Winding Refn er. Man forestiller sig hvordan han selv har set ligeså mange og ligeså obskure film som filmnørden fra videobiksen i Bleeder (i øvrigt også spillet af Mikkelsen), og derfor er hans referenceramme ikke blot bibelen. Valhalla præsenterer en æstetik, der til tider minder om Von Triers Antichrist og andre gange om en Sergio Leone-western. Der er flere både smukke og grumme øjeblikke hvor barske mænd intenst stirrende fremsiger korte skæbnesvangre sætninger.

Danmark er et lille land. Alligevel har vi plads til excentriske filminstruktører, instruktører, der både gennem deres film og i offentligheden opfører sig som filminstruktører med alt hvad det indebærer af nøkker og krukkeri. Der er Lars Von Trier. Og så er der ikke mindst Nicolas Winding Refn, der blandt andet har gjort sig bemærket med stribe udpræget voldelige film og en gådefuld tårevæddet optræden i tv-programmet ’Den 11. time’.

Nicolas Winding Refns hovedfokus har mildest talt aldrig været hos kvinderne i hans film. Ofte har de fået lov at fungere som bipersoner i hans maskuline autonome samfund. I Valhalla Rising er dette univers ført ud til ekstremerne. Kvindernes rolle er reduceret til en enkelt scene, hvor de sidder nøgne og bundne på jorden. Deres mænd er reduceret til en bunke forkullede lig, brændt af af en gruppe kristne vikinger.

Lydsiden har den gamle Sort Sol-guitarist Peter Peter stået for sammen med Peter Kyed, og det høres tydeligt, når de lange dvælende støjrocksekvenser akkompagnerer de drabelige vikingebilleder.

Det store spørgsmål i Valhalla Rising er, hvad der driver ’One Eye’ på hans færd. Et entydigt svar får man dog aldrig. Da han ikke kan tale, bliver hans eneste udtryksform volden. Dette vidner om, i hvor høj grad Nicoals Winding Refn med ’Valhalla Rising’ har forenklet sin særlige æstetik. Der er skåret ind til benet. Skildringen af ’One Eye’s’ gådefulde beslutsomhed gør ’Valhalla Rising’ til en flot, mærkværdig og betagende vikingefilm.

4 ud af 6 stjerner