Da den utrolig kedelige første akt af ’The Boy’ var overstået, var jeg nogenlunde underholdt, men filmen fulgte i alt for høj grad gyser-reglerne til at være andet end forglemmelig.

Uhyggelig gammel villa. Tjek. Isoleret location. Tjek. Ubehagelige gamle familieportrætter. Tjek. Super klam dukke, der muligvis har et spøgelse i sig. Tjek. Jumpscares og musik, der konstant forsøger at skabe en uhyggelig atmosfære. Tjek. Hovedperson med problematisk baggrund, der i ser hele denne ulækre blanding som en udvej fra sin problematiske baggrund. Dobbelttjek.

Noget gammelt
I de første fyrre minutter af ’The Boy’ bliver karaktererne og alle konflikterne sat op. Den traumatiserede Greta kommer til en super duper uhyggelig villa for at passe et barn, som viser sig at være en dukke. Hun tror selvfølgelig bare, at det er en dukke, og det er først, når der begynder at foregå mystiske ting i boligen, at hun overvejer, om der er mere på spil. Denne del af filmen er rent udsagt vanvittigt kedeligt. Vi er som seere ikke et øjeblik i tvivl om, at dukken har et spøgelse i sig, og det er ikke særlig interessant at bruge en halv film på at se en lidt sløv hovedperson acceptere det samme. Det er dog især fordi, ’The Boy’ ikke bruger et øjeblik uden for den gyser-skabelon, den ser ud til at være blevet lavet efter, at disse fyrre minutter bliver så kedsommelige. Der sker virkelig intet, som overrasker, og selvom jeg faktisk bliver en lille smule utryg, så snart der spilles uhyggelig musik, vil jeg simpelthen ikke give filmen point for at bruge det billigste trick i bogen.

Én af de ting, der for alvor irriterede mig var, at det eneste, spøgelset var irriteret på Greta over, var at hun ikke ville acceptere, at han var der. Jeg sad næsten og råbte af skærmen (som jeg har gjort af så mange andre gysere), at hun for helvede bare skulle forstå, hvad der foregik og følge de regler, som hun har fået af forældrene inden. Så hvad er hovedkonflikten overhovedet? Kan hun ikke bare acceptere det, så vi kan komme videre? Når det så endelig sker, begynder hun pludselig at føle, at det lidt er hendes søn – og det er her, der sker noget.

Noget nyt?
Pludselig begynder ’The Boy’ at blive interessant. Kan I huske Gretas problematiske fortid? Hun fik en dødfødsel, fordi hun fik tæsk af sin kæreste. Nu har hun altså muligheden for en form for mor/søn-forhold (i det mindste indtil de rigtige forældre kommer hjem), og hun vælger virkelig at gribe den. Jeg blev faktisk rigtig interesseret i, hvilken retning denne historie kunne gå i – især da ekskæresten dukker op, og Greta hvisker ”I need your help” i dukkens øre. Kan det være, vi får en morderisk hovedperson, der sætter et spøgelse til at dræbe folk for sig?

Nej. Filmen trækker sig tilbage til de sikre gyserklichéer igen. Der kommer et twist, som da overraskede mig en smule, men det var ikke på nogen måde noget, der gav mig en helt ny forståelse af filmen. Det er ikke det værste twist, jeg nogensinde har set, men det er rigtig langt fra at være det bedste. Og det er ærgerligt, for der var en halv times tid, hvor ’The Boy’ virkelig havde chancen for at gå i en ny retning, men så vendte den tilbage til formularen med halen mellem benene, og efter twistet er der ikke flere overraskelser. Jeg var nogenlunde underholdt, da de første fyrre minutter var overstået, men ’The Boy’ blev alt i alt til en meget forglemmelig film, hvor den måske kunne have været mere.