The Darkest Minds

I en verden, hvor børn med superkræfter gøres til skurke, og mistilliden til de voksne hersker, blomstrer en klassisk kærlighedsfortælling om to forskelligfarvede teenagere.

Da hun var 10 år, begyndte de andre børn at dø. Hun overlevede. Dagen efter hendes 10 års fødselsdag, vidste hendes forældre ikke længere, hvem hun var, og store farlige mænd kom og tog hende. De overlevende børn havde særlige kræfter. En særlig farve. Hun var orange. De orange og røde var de farlige. Dem som regeringen var ekstra bange for. Dem som skulle dø. Et fint yderligere lag til plottet.

Men hun var smart og fik fortryllet en læge, der efterfølgende kategoriserede hende som klog og ufarligt grøn. Efter seks år på en barsk børnelejr kan hun ikke længere skjule, at hun er orange, men lige som hun er ved at blive afsløret, dukker en kvindelig læge op og befrier hende. Men da hun kommer ud i det fri, flygter hun igen, for hvem kan man stole på i denne verden, når hele ens eksistensgrundlag er væk? Ruby (Amandla Stenberg) er pigen med de orange øjne.

Moralprædiken
The Darkest Minds’ er fortællingen om nutidens udfordringer.

Racemoralen fylder, og det er helt tydeligt, at den kvindelige instruktør Jennifer Yuh Nelson har noget på hjerte. ”Vi er alle ens”, hvilket jo er essentielt i disse Trumptider. Desværre kommer moralprædiken til at fylde alt for meget og modsiger sig selv, som handlingen skrider frem.

Det visuelle niveau er højt og godt håndarbejde, og der er spændende action sekvenser. Derudover har filmen en intertekstualitet, som er meget fornøjelig. Det er børnene mod de onde og dumme voksne.

Familierelationerne er derimod virkelig fint fremstillet. For kan familie ikke opstå i relationer, man selv vælger?  I Rubys tilfælde møder hun tre andre stereotype unge, som bliver en slags familie for hende. En af dem er Liam (Harris Dickinson). Lad os kalde ham lækre kissable Liam, for det er lige hvad han er.

Helten i den blå bil
Når flosklerne og det genkendelige mønster begynder at fjerne opmærksomheden fra fortællingen, dukker Liam op. En klassisk movie good guy. Ham jeg forelskede mig i sådan ca. tusind gange tilbage sidst i 90erne.

Liams skuespiltalent er ikke så prangende, og han åbner ikke munden ret meget, når han på allerbedste klichévis taler, men til gengæld har han nogle flotte blå øjne og et par læber, der fik denne 35åriges indre teenager til at sidde med store øjne og tænke tilbage på den gang, man ville give sin højre arm for at få lov at snave med den lækre fyr fra klassen over.

Den halvt danske Amandla Stenbergs præstation løfter filmen, men om talentet er højt nok til at få to’eren i hus tvivler jeg på.

Banaliteterne i denne film er så tykke, at selv den garvede anmelder kommer til at le på utilsigtede tidspunkter. Musikken er nutidige kæmpehits, hvilket også trækker fokus væk fra handlingen og i stedet ind i musikkens univers. Men har du en indre chick flick lover i maven, der godt kunne lide Hunger Games, så tag din veninde med i biffen og bliv mindet om, hvordan det nogle gange er, når man er en teenager med superkræfter og et kompliceret kærlighedsliv.

Foto: 20th Century Fox